Leder

Et muligt selvmål

Som en del af dagbladsuniverset kan det være vanskeligt at føle andet end sympati for det initiativ, som mediemogulen Rupert Murdoch har indledt over for nyhedstjenesten Google News, verdens største nyhedsmedie. Men man kan diskutere, hvor klogt det er
8. december 2009

SOM EN DEL af dagbladsuniverset kan det være vanskeligt at føle andet end sympati for det initiativ, som mediemogulen Rupert Murdoch har indledt over for nyhedstjenesten Google News, verdens største nyhedsmedie. Men man kan diskutere, hvor klogt det er.

Som det fremgår andetsteds i dagens avis, har Murdoch besluttet sig for at blokere for, at Google News kan vise indhold fra nogen af hans mange avisers on- line-versioner. Google News er en klassisk snylter, der på trods af sin status som verdens førende nyheds- medie ikke har en eneste journalist ansat og heller ikke begiver sig af med at producere indhold.

Man registrerer og indekserer i stedet andre mediers indhold og sørger for at kanalisere brugerne videre til de oprindelige kilder, hvis de vil vide mere. Det har Google News efterhånden fået en god forretningsmodel ud af, fordi mediet dels har en enorm verdensomspændende volumen, dels har været enormt dygtigt til at specialisere og identificere den enkelte brugers vaner og forbrug. Og det har annoncørerne opdaget, så derfor har annoncerne fundet vej til Google News.

NOGET ANDERLEDES SER det ud for dagbladsbranchen, der betaler gildet, i den forstand at det er omkostningstungt at producere journalistisk indhold af en vis kvalitet. Men med få undtagelser er dagbladenes printoplag stærkt faldende overalt i verden. I Danmark er betalingsavisernes samlede oplag faldet med godt en tredjedel på 10 år og er ikke blevet erstattet af noget nyt, som man kan tjene penge på. De fleste raver rundt i blinde i forsøget på at finde en ny forretningsmodel, hvor man kan tjene penge på at producere indhold online og samtidig gøre det attraktivt for annoncørerne at følge med.

Og i det omfang, annoncørerne følger med ind på avisernes online-versioner, sker det, hvis trafikken er stigende og stor nok. Det er netop her, Murdochs strategi kan virke en kende kæk, selv om han måske er den eneste i verden, der har medievolumen til at tage kampen op mod snylteriet.

For ingen - heller ikke Murdoch - har endnu for alvor fundet modellen til at tage penge for indhold på nettet, selv om han nu endnu engang siger, han vil gøre det. Så længe det ikke er lykkedes, er håbet, at man kan skabe et annoncemarked på nettet, som kan finansiere indholdet. Og annoncørerne interesserer sig for, hvor mange besøgende, hits, klik, og hvad det ellers hedder, man har på sin online-service.

I den forbindelse er det vanskeligt at komme uden om Google News, om man så kan lide snylterne eller ej, for det genererer trafik. Som et lille eksempel kan nævnes, at godt halvdelen af al trafik på herværende dagblads hjemmeside kommer via Google.

Så medmindre Murdochs skjulte strategi er at få Google News til i sidste ende at betale ham for hans indhold, og det kan langtfra udelukkes, så ligner det et selvmål. For alternativet kan meget hurtigt vise sig at være stærkt faldende trafik, ligegyldigt hvor stor man er. Så stor er Google News nemlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu