Leder

Taberne i Tyrkiet

I EU og Washington diskuteres det, om Tyrkiet er 'tabt' for Vesten, og i givet fald hvorfor. Svaret ligger i selve spørgsmålets ubehagelig protektorat-tænkning. Men i øvrigt er problemstillingen futil, for Tyrkiet er i færd med at tabe sig selv
Debat
14. december 2009

I EU og Washington diskuteres det, om Tyrkiet er 'tabt' for Vesten, og i givet fald hvorfor. Svaret ligger i selve spørgsmålets ubehagelig protektorat-tænkning. Men i øvrigt er problemstillingen futil, for Tyrkiet er i færd med at tabe sig selv.

Forfatningsdomstolens forbud fredag mod det kurdiske parti, DTP, har fremkaldt nye volds-billeder på det globale nyheds-tapet, og efter år med optimisme er de kurdiske provinser nu tabt for Recep Tayyip Erdogans regering. Det opreklamerede 'kurdiske initiativ' blev skudt i sænk med kendelsen i fredags - omend Erdogan med tilkæmpet stædighed fortsat 'fastholder regeringens kurs'.

Problemet er bare, at regeringsskibet aldrig forlod havnen. Ved lokalvalgene i marts kunne kurdernes utålmodighed aflæses, da DTP tog 99 kommuner og ni provinser på et program, der bl.a. krævede det forbudte PKK inddraget i den annoncerede reform-proces. Efter yderligere et halvt års sniksnak kom Erdogan omsider med et forslag til en straffelov-ændring, så børn ikke længere kan idømmes fængsel i 30 år for at smide med sten. Forslaget blev droppet i sidste uge, efter at syv soldater var dræbt i baghold i det nordlige Tyrkiet, hvor PKK-separatisterne ikke normalt er aktive.

Regeringens øvrige tanker om demokrati og kulturreformer, herunder genetablering af kurdiske sted- og bynavne, er forblevet tankespind.

DET er nemt at se forfatningsdomstolens kendelse som 'politisk' og vendt mod såvel kurdiske reformer som det islamisk rodfæstede regeringsparti, AKP, der i foråret med nød og næppe undgik lukning for religiøs underminering af den sekulære stat.

Men også for nemt. De 11 dommere havde med den nuværende forfatning ikke noget valg: DTP har rent faktisk snore til PKK, som Sinn Fein i Nordirland er relateret til IRA og Herri Batasuna i Baskerlandet har kontakt til ETA. Og uanset forfatningens dubiøse ophav i 1980-militærkuppet er dens tekst ikke til at misforstå: Anerkendte partier kan ikke pleje omgang med en forbudt organisation.

Det er også nemt at se kendelsen som et skulderklap til den sekulære-nationalistiske opposition, der opmuntrer til etnisk had i en skala, der får Pia Kjærsgaard til at ligne Marianne Jelved, og som har medført pøbel-lynchninger i det vestlige Tyrkiet. Men igen - det er for nemt, som det er for nemt at håne DTP-politikernes følgagtighed over for PKK-chef Abdullah Öcalan, der styrer pøbelparlamentet i de kurdiske byer fra sin fængselscelle. De fik ingen hjælp fra Ankara.

AKP-regeringens angst for egen skygge er den egentlige årsag til, at Tyrkiet nu er i færd med at tabe sig selv. Trods opbakning fra mere end 47 pct. af vælgerne, et meget komfortabelt flertal i parlamentet, en renoveret økonomi og støtte fra erhvervsliv og hjemløse socialdemokrater (og EU såmænd), har Erdogan ikke haft politisk mave til at udfordre den forstenede kemalistiske enhedsstat med konkrete løsningsmodeller for det kurdiske problem. De onde ler endnu en gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her