Leder

Tør vi stole på WHO?

Debat
12. december 2009

Man ved fra talrige videnskabelige undersøgelser, at det giver uheldige beslutninger, når der sidder folk med interessekonflikter i de rådgivende udvalg. Og mistanken om, at der foregår ubehagelige ting, stiger markant, når man tilmed ikke ved, hvad der foregår.
Peter Gøtzsche, forskningsleder i Cochrane Centeret

I Finland sidder en statsansat forsker med et problem. Det begyndte ellers godt. I år fik professor Juhani Eskolas vaccineforskningsprogram 47 millioner kroner til at forske i pneumokokvaccine af vaccineproducenten GlaxoSmithKline. Det største enkeltstående bidrag professorens institut har modtaget i 2009. Men så kom pressen, og så kom den finske sundhedsminister med løftede pegefingre, og nu sidder den finske professor pludselig i en national interessekonflikt. Juhani Eskola er nemlig også vaccinerådgiver for WHO's såkaldte SAGE-gruppe. Og så betyder det noget, når man får 47 millioner kroner af industrien. Og man ikke oplyser om det.

Siden november har Information beskrevet syv WHO-eksperter, der enten har bijob som konsulenter for medicinalindustrien eller får finansieret deres forskning af medicinalindustrien. Samme eksperter, der vejledte WHO's generalsekretær Margaret Chan, da hun 11. juni i år erklærede, at verden stod midt i en H1N1-pandemi. Fra det sekund trådte en lang række hvilende kontrakter mellem medlemslande og medicinalvirksomheder i kraft. Produktionen af vacciner til 55 milliarder kroner gik i gang. Men når den, der råber alarm, har økonomiske interesser i nødberedskabet, bør offentligheden vide det.

Intet menneske er upåvirkeligt. Heller ikke forskere, der siger, de er det. Tværtimod viser talrige undersøgelser, at forskere, læger og sundhedspersonale påvirkes af medicinalvirksomheders indflydelse. Ifølge Glasgow University's Robertson Centre for Biostatistics bruger medicinalindustrien gennemsnitligt 800.000 kroner om året på direkte markedsføring pr. læge. Derfor appellerer den internationale ngo, NoFreeLunch, til alle i sundhedsvæsenet om at aflægge et troværdighedsløfte for at modstå medicinalindustriens omfattende markedsføring. Når markedsføring går fra at være en reklamekop eller en golftur til at være 47 millioner kroner til instituttet, man arbejder for, må det kræve sin mand at modstå de budskaber, der følger med beløbet fra GlaxoSmithKline.

Da GlaxoSmithKline i dag er leverandør af vaccinen Pandemrix til den finske befolkning, har historien om de hemmeligholdte millioner skabt furore i Finland. Der er ingen beviselig sammenhæng mellem GlaxoSmithKlines forskningsstøtte og valget af samme firma som leverandør af H1N1-vaccine. Men pointen er, at vi ikke kan vide det.

Dermed opstår det næste problem i kølvandet på den finske forskers interessekonflikter, nemlig manglen på åbenhed i WHO. I dag bringer Information historien om WHO's hemmelige rådgivningskomite, den såkaldte Emergency Committee, hvor 18 medlemmers navne, baggrund og virke er komplet mørkelagt. Den hemmelige komité refererer direkte til generalsekretær Margaret Chan, og derfor var de ligesom SAGE-gruppen med til at beslutte, hvornår pandemiberedskabet skulle træde i kraft. Ifølge WHO er komiteen hemmelig, fordi eksperterne ellers risikerer at komme under pres. Det skaber to nye problemer. For det første aner vi ikke, hvem der reelt rådgiver verdenssundhedens mest magtfulde person. For det andet er den logiske følge af det argument, at resten af WHO-grupperne må opleve at være under pres, når de træffer beslutninger.

Åbenhed er det demokratiske udgangspunkt for god forvaltningsskik. Offentligheden bør vide, hvordan de politiske beslutninger bliver til.

Man ved fra undersøgelser, at manglen på åbenhed er proportionel med et højt niveau af korruption. Og det er logisk, at befolkningens tillid til regeringer og offentlige institutioner daler i takt med afsløringer om korruption og hemmeligholdelse af informationer.

Den 7. April 1948 blev WHO oprettet for at sikre den internationale folkesundhed. WHO er skabt for at forhindre sygdom og redde liv, og al viden fra det internationale samfund, der kan bidrage til det formål, må være ønskelig. Men WHO's virke er afhængig af regeringers og befolkningers tillid til deres anbefalinger. Og tillid til at de mennesker, der er ansat i WHO, handler i folkesundhedens og kun folkesundhedens interesse.

Oplysninger der vedrører verdens borgeres liv og sundhed bør være frit tilgængelige, ligesom navne på alle interessenter, der påvirker WHO's beslutninger skal offentliggøres.

Den finske professors problem bliver til vores problem, indtil regeringer stiller krav om, at WHO er fuldt ud åbne om de eksperter, de har ansat, de beslutninger, der bliver truffet og de argumenter, der ligger bag beslutningerne.

lovo/ville

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Som Vandana Shiva siger en i anden artikel.»Engang hed det, at regeringerne var af folket og for folket. De regeringer, der i disse dage sidder og bestemmer i Bella Center er skabt af virksomhederne og arbejder for virsomhederne,«

Jeg spørger bare, er det ikke på tide, at vi får ryddet op i den betændte byld, der i dag udgiver sig for at "de folkevalgte"???

Råddenskaben har bredt sig, til alle niveau i samfundet, og kun de mest usympatiske og moralløse har en fremtid.

Det skal være strafbart af manipulere med befolkningen, når det drejer sig som at skabe en falske frygt, der kun har til formål at (non-national) private selskaber, skal tjene på frygten, og straffen skal være fængsel, fratagelsen retten til at erhverve sig indenfor samme eller relateret fagområder.

Mao. der skal være mere og tydeligere konsekvens for "menneskehedsforræderi"

Tør vi stole på WHO? Et rungende nej!

Læg pres på de ansvarlige politikere med et krav om åbenhed og transparens i WHO. Hvis vi som land eller privatperson skal følge deres råd, har vi også krav på at vide hvem der hjælper WHO med at rådgive, altså sammensætningen af rådgivende udvalg.

Tak til Louise Voller og Kristian Villesen. Keep up the good work!