Leder

Tyve år efter...

Da Kina tirsdag morgen henrettede den engelske statsborger Akhmal Shaikh, var det første gang i mere end 50 år, at en statsborger i et vestligt land blev henrettet i landet
31. december 2009

Da Kina tirsdag morgen henrettede den engelske statsborger Akhmal Shaikh, var det første gang i mere end 50 år, at en statsborger i et vestligt land blev henrettet i landet. Selv om henrettelsen af Shaikh, som angiveligt var en psykisk syg stakkel, der blev lokket til indsmugling af heroin med løfter om en karriere som popsanger, blev fulgt af rituelle fordømmelser og appeller fra England, var de kinesiske myndigheder ikke i nærheden af at lytte. Som et symbol på det enorme riges lodrette stigning mod tinderne som en ny supermagt og resten af verdens lige så stigende som skamfulde accept af det kinesiske regimes brud på menneskerettighederne, stod henrettelsen af Shaikh ikke til at ændre.

Ved midnat siger verden farvel til 00’erne og tager hul på ikke bare et nyt år, men et nyt årti. I den anledning vover man næppe det store ved at påstå, at det vil blive et årti, hvor verden kommer til at indrette sig på, at Kina vil tromle frem som ikke bare det store rige i midten, men som verdens største økonomiske magt – sammen med et USA, der halsende forsøger at følge trop. Og man tager næppe heller munden for fuld, hvis man påstår, at det vil ske i en verden, hvor vestlig insisteren på demokratiske principper, frihedsidealer og globale institutioner vil blive trængt.

Især det sidste var helt tydeligt ved det netop overståede klimatopmøde i København, hvor den afsluttende og ikkebindende hensigtserklæring i princippet blev handlet af mellem USA og Kina, mens FN og Europa som symboler på den gamle verdensorden var sat fuldstændig uden for indflydelse.

Frygten for Kinas enorme økonomiske kraft og stigende dominans udstiller ikke bare Europas og dermed Danmarks position som en træt og afkræftet gammel dame, men også idealernes skrantende værdi. Hykleriet og knæfaldet over for Kina er i hvert fald til at få øje på, fordi frygten for at miste afsætning og eksport til et Kina med fortsat høje vækstrater og en stærkt voksende og købestærk middelklasse.

Under Muhammed-krisen var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stålsat, da han rigtigt fastholdt, at Danmark ikke ville sælge ud af sine principper over for de arabiske diktaturstater for at sikre dansk eksportindtjening.

Forud for De Olympiske Lege i Beijing i 2008 følte de vestlige lande sig stadig i en position, hvor man turde true med boykot, hvis ikke kineserne fik rettet op på menneskerettighedssituationen. Det lykkedes kineserne at overbevise verden, men Kina har i dag stadig verdensrekord i antal dødsdomme, systemkritikere fængsles i tusindvis, og politiske demonstrationer slås ned med hård hånd.

Alligevel er kritikken forstummet. Det gælder alle vestlige lande og blev senest anskueliggjort med den danske regerings aftale med Kina, hvor Danmark har skrevet under på, at selvstændighed for Tibet er udelukket. Så meget for principperne, som man åbenbart ikke har råd til at fastholde, når det gælder Kina.

Landet stormer frem, opkøber erhvervsliv i hele verden (senest Volvo), investerer massivt i Afrika, opkøber systematisk amerikanske statsobligationer og virksomheder og satser massivt på den teknologiske udvikling, det beslutter sig for at sætte sig på, for eksempel vindmølleindustrien, og er skridt for skridt ved at gøre hele verden afhængig af sig. Det store skæringspunkt for denne udvikling kan på mange måder dateres til 1989, som hele Europa netop har fejret 20-året for. For mens muren og de kommunistiske magthavere fredeligt faldt her, havde kineserne sit oprør på Den Himmelske Freds Plads. Mens de europæiske ledere så, hvor voldsomt det gik for sig i Kina og blandt andet derfor ikke gjorde noget, da masserne gik på gaderne, så de kinesiske magthavere, hvad der skete med deres europæiske kolleger, fordi de netop ikke gjorde noget. På den måde havde Murens fald også indflydelse i Kina, som gradvis reformerede sin økonomi, men uden at reformere sit politiske system. Kineserne gik deres egne veje: De ignorerede de globale finansielle institutioners råd, og de skabte markedsøkonomisk vækst uden at skabe demokratiske reformer. Denne kinesiske model har siden vist sig særdeles gunstig for Kina, så gunstig at en verden uden nogen form for global ledelse med et stærkt svækket Europa og et haltende USA kan se på et Kina, der fremstår stærkere end nogensinde, og som hele verden er afhængig af, både når det gælder teknologisk udvikling, national økonomisk velfærd og løsning af store globale problemer som klimakrisen.

På vej ud af 00’erne, der globalt såvel som nationalt har været præget af troen på, at Vestens idealer og værdier kan eksporteres, og på vej ind i det, der kan betegnes Kinas årti, må man formode, at de idealer næppe vil slå igennem i et Kina, der insisterer på sin nationale selvstændighed. Hvem havde i euforien efter Murens Fald troet, at historien ville fortsætte på den måde? Den demokratiske verden bliver i dag trukket rundt i den globale manege af en økonomisk stormagt, som er en demokratisk dværg. Men det værste, man kan gøre, er at undlade at påtale det faktum over for Kina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja - ingen tvivl - Kina skal meget mere i fokus i vores bevidsthed.
Vi har været vant til at indrette os efter USA's kapitalistiske demokrati - og har selv et demokrati, hvor det er noget uklart, hvor meget vi vælgere bestemmer, og hvor meget de, der står bag de store penge, bestemmer.
I Kina er der vist ikke så megen pengemagt, som hos os, og heller ikke så meget demokrati, men vi ved alt for lidt om Kina, synes jeg.
Hvordan er det moderne Kina opbygget - og hvordan fungerer det?
Det har vi behov for at vide meget mere om, vil jeg mene.
M.v.h. Arne.

I mine barndomsdage talte man om "den gule fare", et af de mange xenofobiske udtryk for, at de andre blive store, stærke og farlige, hos DF forestillingen om muslimske lemminger. Vistnok nogenlunde den forestilling, der lå bag en kronik i Berligske 29.dec. af Lene Espersen, Helle Sjelle og Per Stig Møller om overbefolkning. Ikke overbefolkning hos os, men hos de andre, de farlige.
At politikere begynder at pille ved demografien er tegn på at de egentlige argumenter udebliver. Og at de konservative i kronikken overser de primære sociale foranstaltninger ved at gribe til det aktuelle mantra om ligestilling, er betegnende for borgerskabet, som føler sig kaldet til at bestemme for andre, hvad kvinder ingensinde behøver "hjælp" til.

I forlængelse af det mislykkede klimatopmøde ser Konservative på verdensalteret, at den helt store "internationale dagsorden" er "den globale befolkningstilvækst". Den skal ikke underkendes, men ligesom Connie Hedegaard gjorde klima til et individuelt moralsk spørgsmål (sluk lyset), gør hendes partifæller CO2.-problemet til et spørgsmål for kvindernes - de fattige kvinders- ret til ligestilling ved brugen af familieplanlægningens præservativer.
Hør lige: "Vi Konservative ønsker, at Danmark går i spidsen for at etablere en fælles europæisk linje. Vi skal sætte dagsordenen. Demografien er "Historiens Stor Hjul". Nå!
Af og til er det vanskeligt at se, hvem der er demokratiske dværge. Om tyve år....

Palle Weis:

."Under Muhammed-krisen var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stålsat, da han rigtigt fastholdt, at Danmark ikke ville sælge ud af sine principper over for de arabiske diktaturstater for at sikre dansk eksportindtjening."

Lederskribenten er aldeles utrættelig i sin iver efter at transformere Dagbladet Information om til at være partiorgan for regeringen.

Tilføjelse:
Måske kan man, med en grov generalisering, sige, at i USA betyder den enkelte mere end samfundet (fra dengang de "drog vestpå"), mens det - i hvert fald set med vore øjne - er nogenlunde lige i Europa, og mens det i Kina er samfundet, der betyder mere end den enkelte (Konfucius).

Hvis det er situationen, kan vi nok glemme alt om kinesisk demokrati - måske til fordel for meritokrati (større magt til dem, der har præsteret noget) - men det udelukker vel ikke en velfærdsstat for nøjsomme og flittige kinesere - og nok heller ikke økologiske hensyn.

Og hvad det udenrigspolitiske angår?

Hvornår begynder vi at orientere os?

M.v.h. Arne.

Aksel Gasbjerg

Weis kan kun se splinten i Kinas øje, men ikke bjælken i Vestens øje.

Lad mig kommentere 3 citater fra Weis’ leder:

1) "Kina vil tromle frem i en verden, hvor vestlig insisteren på demokratiske principper, frihedsidealer og globale institutioner vil blive trængt."

Den europæiske koloniseringsperiode op til 2. Verdenskrig efterfulgt af USA's imperiale dominans efter 2. Verdenskrig er vel ikke ligefrem mønstereksempler på "vestlig insisteren på demokratiske principper".

Er det insisteren på demokratiske principper og frihedsidealer, der har fået USA til at vælte demokratisk valgte præsidenter (ex. Mossadeq i Iran, Arbenz i Guatamala, Allende i Chile, Sukarno i Indonesien), mord og mordforsøg på flere statsledere (ex. Lomumba, Castro), indsætte USA-venlige diktatorer (ex. Suharto, Pinochet, Mobuto), føre åben krig i Vietnam, Laos, Cambodia, Panama, Grenada, støtte diktatorer i Sydafrika og Sydamerika, føre hemmelig krige via CIA, bestikke journalister, forfattere, fagforeningsledere og politiske partier?

Er det insisteren på demokratiske globale institutioner når Vesten dominerer Verdensbanken, IMF og WTO?, eller når Vesten ignorerer FN-resolution 242 (Israels tilbagetrækning fra besat område) eller ignorerer Den Internationale Domstols afgørelse, at Israels Mur er ulovlig?

2) "På vej ud af 00’erne, der globalt såvel som nationalt har været præget af troen på, at Vestens idealer og værdier kan eksporteres"

Er det krigene i Irak og Afghanistan, Weis tænker på? I så fald kan man spørge, hvorfor mon det altid er stater udenfor vestlig dominans, som Vesten vil eksportere sine såkaldte idealer og værdier til, mens Vest-venlige diktatorer holdes ved magten af Vesten.

Når Egyptens USA-støttede diktator, Mubarrak, og Saudi-Arabiens korrupte kongefamilie besøger USA, bliver der snakket militær-støtte i milliardklassen og ikke demokrati.

Vesten interesserer sig kun for én ting i udenrigspolitikken, nemlig om et land er for eller imod Vesten - uagtet dets styreform. Diktaturer, der underkaster sig Vesten hilses ubetinget velkommen (ex. Kuwait og Colombia), mens stater, der udviser selvstændighed undergraves og destabiliseres (ex. Venezuela, Bolivia, Iran).

3) "Den demokratiske verden bliver i dag trukket rundt i den globale manege af en økonomisk stormagt, som er en demokratisk dværg"

Udtrykket "økonomisk stormagt, men demokratisk dværg" passer mere på USA end på Kina. USA er på mange samfundsplaner mere præget af privatiseringssamfundets ideal ”one-dollar-one-vote” med dertil hørende bestikkelse og store selskabers magt end af det demokratiske ideal ”one-man-one-vote”.

Som Greg Palast har udtrykt det som titel på en af sine bøger er USA "The best democracy money can buy”.

Den højstemte tale om vestens demokrati og frihed er jo bare ekkoer fra fortiden. Vi har jo allerede taget kinesernes system til os. Friheden er afskaffet gennem terrorlovgivninger, mærkelige tilfæjelser i ophavsretslovgingning og de sidste rester er forsvundet i hemmelige aftaler i WTO regi. Hvad demokratier angår er der heller ikke meget tilbage, hvis vi ikke stemmer rigtigt, så er det bare tilbage med besked om at det kan vi gøre bedre. Men da ingen spurgte om vi ville indlemmes i USE, som nu har overtaget beslutningsretten i DK, og udstyrede os med en præsidens som ikke er valgt af folket, er der ikke meget demokrati tilbage.

Vores demokrati indebærer åbenbart, at det er langt nemmere at konstatere andres overgreb, f.eks. vold, end vore egne - i længden ikke særlig sundt for mentaliteten eller overbærenheden.

Ofelia Mahvash

Overgreb skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer - der skaber grænseløshed og angst - der skaber overgreb og angst - der skaber traumer .................

JO, cirkler er mange ting...

Ofelia Mahvash

Når ringen er sluttet i sidste ende - kan ingen huske om hønen eller ægget kom først. Så er der kun volden tilbage.

Blandt de politikere, der anser klimaproblemet for overflødigt, hører folk fra Venstre og Dansk Folkeparti. De retter derfor ikke skytses mod Kina, men imod Iran. For dem er det vigtigt at puste til en anden global trussel, nemlig religonen.

Religionskrigen har til alle tider givet stof til blod og vold. Den ultimative spænding har senest Dansk Folkeparti og Jyllandsposten vidst. Kurt Westergaard blev af redaktør Rose bedt om at levere selvmordsbomben. Rose havde vel læst lidt religionshistorie forinden, men det vestlige korstog er alt for tiltrækkende for Jyllandsposten, der altid har været leveringsdygtig i krudt, kugler og vold (jvf. 1930'erne).
Når Morten Messerschmidt i Jyllandsposten (sammen med Farshad Kholgi) i en kronik 30/12 kundgør sin anmeldelse til politimesteren i Århus om at anholde Mohammad Khatami, når han kommer til landet, er det næppe et forsøg på at redde kloden, snarere at sætte verden i brand.

Mortens argumentation er i øvrigt interessant pga dens modsætninger. I en lang indledning opremser han alverdens folkeforbrydelser, men ingen amerikanske og europæiske. Og som navngiven kilde bruger han fra DF bl.a. en iransk kommunistleder. (Måske kan han endog bruge den danske historie som begrundelse, f.eks.den blodtørstige Chr.2. eller den korstogsglade Erik Ejegod - før og efter dannebrogs fald fra himlen.)