Udokumenteret vrøvl

DER BLEV FILMET løs til Trykkefrihedsselskabets julefrokost i år. Det er i hvert fald det indtryk, man får efter at have set og hørt foreningens formand, Lars Hedegaard, udlægge ’sandheden’ om den muslimske familiestruktur. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at der er noget fordrukkent over den omgang xenofobisk og generaliserende sludder, det lykkes Hede­gaard at lukke ud i løbet af det interview, som siden har skilt får fra bukke i selskabet.

Trykkefrihedsselskabet, der i kølvandet på Muhammed-krisen blev til som ytringsfrihedsfundamentalisternes protestbevægelse mod ’pladderhumanisterne’ i Dansk PEN, har det ædle formål at forsvare ytringsfriheden mod alle former for pres og vise, at alt skal kunne diskuteres. Selskabet pryder således sin hjemmeside med et billede af George Orwell, der citeres for, at »hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre«.

Det var så åbenbart, hvad formanden Lars Hede­gaard gjorde, da han i et langt videointerview i sidste uge blandt andet sagde om muslimer sådan i al almindelighed, at »de voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Og videre: »Vores livsform og deres er som ild og vand. Én må sejre og én lide nederlag. Dem eller os.«

Sådan. Så var det på plads i det alenlange interview, hvor Hedegaard uantastet får lov at karakterisere samtlige muslimer som en flok primitive stammehøvdinge. Imidlertid var langt fra alle medlemmer af Trykkefrihedsselskabet enige med formanden. Søren Pind og Naser Khader meldte sig ud i løbet af ugen, og præsten Kathrine Lilleør opførte en underholdende forestilling med Katrine Winkel Holm. Lilleør ikke bare kritiserede Hedegaard, men krævede også, at han skulle overveje sin position. Det hele endte med, at Winkel Holm som anskueliggørelsen af, at ytringsfriheden i Trykkefrihedsselskabet åbenbart kun gælder for dem, der måtte være enige med kredsen omkring Winkel Holm, bad Lilleør om at skrubbe ud af foreningen.

Islam skal naturligvis som alt andet kunne kritiseres. Der skal være vide rammer for ytringsfriheden, men man må som et minimum kunne stille det krav til folks ytringer, at de kan dokumenteres. Når en bred kreds af folkevalgte fra Dansk Folkeparti og andre omkring Trykkefrihedsselskabet bakker op om Hedegaards notoriske og fuldkommen udokumenterede vrøvl, siger det en del om, hvor langt ud de er kommet i deres paranoide og fundamentalistiske modstand mod alt muslimsk.

Det er forståeligt, at Kathrine Lilleør og andre med hende mener, at Hedegaard ikke kan fortsætte som formand for foreningen. Men måske skulle man håbe, at han fortsætter, fordi det med ham ved roret forhåbentlig vil stå klart for de fleste, at man her har at gøre med en marginaliseret forening, det ikke er værd at lytte til – en forening, der er fanget i sin egen angstplagede blindgyde.