DET INTERNATIONALE samfund har taget det første skridt ud af Afghanistan. Med denne uges beslutning om at overdrage ansvaret for sikkerheden til de afghanske sikkerhedsstyrker i løbet af de næste fem år, kan man pludselig øjne begyndelsen til enden på det militære engagement i Afghanistan.
Samtidig har det internationale samfund erkendt, at landet ikke kan stabiliseres uden en fredsaftale med Taleban. Den britiske avis The Guardian kunne i går fortælle, at FN's øverste repræsentant i Afghanistan, Kai Eide allerede har haft sit første møde med medlemmer af Talebans ledelse, mens præsident Hamid Karzai havde travlt med at invitere Taleban med til den storjirga for landets stammeledere, han har tænkt sig at afholde for at genvinde noget af den legitimitet, han mistede ved efterårets valgfarce.
DEN STRATEGI, som det internationale samfund følger, er en blanding af nyt og gammelt. Det er fortsat meningen, at Taleban skal have af krabasken på slagmarken - og det får de i udpræget grad i øjeblikket - men samtidig holder Karzai og hans internationale sponsorer nu en kraftig gulerod op.
Menige talebanere skal fremover have tilbudt penge og arbejde, hvis de vil lægge deres våben. Og ledelsen skal have tilbud om politisk indflydelse og en ærefuld tilbagevenden til samfundet.
Ifølge USA's særlige Afghanistan-udsending Richard Holbrooke kan op mod 70 procent af talebanerne nås med den slags tilbud, fordi de ikke slås for ideologi, men for penge eller magt. Idéen er at pille så mange lag af løget som muligt, før de egentlige fredsforhandlinger starter med den del af bevægelsen, der er villig til at gå på kompromis.
DE FÆRRESTE tror, at en fredsaftale med Taleban er lige om hjørnet, men interessant er det, at den hidtil kompromisløse bevægelse er begyndt at vise interesse for dialog.
Sidste år havde repræsentanter for Karzai-regeringen og repræsentanter for Taleban de første kontakter, i november lovede Taleban, at de ville bryde forbindelsen til Osama bin Ladens al-Qaeda, hvis der offentliggøres en tidsplan for tilbagetrækning af alle udenlandske styrker i Afghanistan.
Tiden til et kompromis med Taleban er endnu ikke inde, men der er ingen tvivl om, at det er den vej udviklingen går. Som den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton erklærede på dennes uges store Afghanistan-konference er fred noget, man slutter med sin fjende.
Forhandlinger med Taleban er imidlertid ikke det samme som, at Taleban er på vej tilbage til magten. En sådan udvikling er udelukket. Det vil hverken Washington, NATO, Karzai eller den afghanske befolkning kunne leve med. Afghanerne ønsker fred, men de ønsker ikke Taleban tilbage.
Det vil blot vil være opskriften på en ny borgerkrig mellem pashtunerne og de etniske mindretal i nord, der kun alt for godt husker Talebans undertrykkelse og nådesløse etniske udrensning.
