Leder

Blairs karma

1. februar 2010

DEN centrale sætning i eks-premierminister Tony Blairs vidneudsagn til den tredje britiske undersøgelseskommission om forløbet op til invasionen af Irak i marts 2003, lød: »Jeg troede, det var hævet over enhver tvivl, at Saddam besad et aktivt, voksende og omfattende program for masseødelæggelsesvåben.«

At udsagnet er meningsløst, eftersom 'tro' ikke kan være 'hævet over enhver tvivl', da 'tro' i sagens natur er en formodning, forstyrrede ikke undersøgelsespanelet af skikkelige embedsmænd og historikere. Ej heller at Blair føler sig hævet over de vælgere, der stemte på ham tre gange i træk, den presse, der kritiserer ham og de politikere og embedsmænd, der var tavse, da tale kunne have gjort en forskel. Og undersøgelsespanelet ledte ikke efter nogen rygende pistol, overhørte blottelser og beviselig handling mod bedre vidende, der kunne medføre en kriminel sigtelse. I samfulde seks timer sporedes en slags forståelse mellem undersøgere og gerningsmand om, at der ikke var noget at komme efter. Blair kunne ånde lettet op, hvilket han også gjorde. Kun vaklede han en smule under behandlingen af jura-aspektet - altså om der var legitimt grundlag for invasionen - men klarede frisag ved at bruge lord Peter Goldsmith som håndsæbe. Den daværende britiske rigsadvokat mente 10 dage før invasionen, at den var i strid med international lov, hvorefter han skiftede mening efter at have spurgt Blair, om et enkelt land kunne fortolke FN-resolution 1441 efter forgodtbefindende. Det mente Blair nok kunne lade sig gøre, og som han sagde til panelet: »Peter er en uhørt dygtig jurist.«

DET meste spin og de fleste løgne i Irak-tragedien er afdækket af embedsmænd og rådgivere nu, hvor det ikke længere er karrierehindrende (snarere indbringende i form af forlagskontrakter), og panelet undlod - eller evnede ikke - at belyse de sidste dunkle punkter, f.eks. hvornår Blair bandt sig op på et løfte til Bush om at bakke op om regime-skiftet. I den britiske Irak-elegi står kun tre ranke profiler: nu afdøde Robin Cook, der gik af som Underhus-leder, whistlebloweren David Kelly, der begik selvmord, og juristen Elizabeth Wilmshurst, Goldsmiths næstkommanderende, der sagde op i protest mod hvidvaskningen af invasionsgrundlaget. Hvor mange profiler var ranke i Danmark, da Fogh gyngede med i magtens håndklæde? Få, og ingen med indflydelse. Tankevækkende i lyset af, at 'Information' brugte lup for at finde en folkeret-ekspert udenfor justitsministeriets lovkontor, der siger 'både og' til invasionens legitimitet.

For Tony Blair var invasionen aldrig et spørgsmål om international jura, men om fundamentalisme. Om troen på at 'gøre det rigtige' i forhold til den risikokalkule, han så tårne sig op med Twin Towers' kollaps 11. september. I typisk karismatisk stil udmalede han, hvordan et nyt risikoscenario tegnede sig i 2001 med Saddam og al Qaeda i de centrale roller og koblede uden videre sit synspunkt til nutiden ved at anbefale invasion af Iran.

»Jeg måtte træffe hårde beslutninger og stole på min egen dømmekraft,« gentog han, med implicit foragt for vælgere, parlament, jura og uenige regeringer, herunder Frankrigs, Tysklands og Ruslands. Disse faktorer var i Blairs verdensbillede politisk ubekvemme, men på ingen måde relevante for tyrkertroen på egen storartet dømmekraft.

DENNE megalomani er interessant alene derved, at den scorede et vælgerhattrick, hvad ingen Labour-leder hidtil havde præsteret - og formentlig ikke vil præstere i fremtiden.

Men Blair, der var regeringsleder i 10 år og 55 dage, var rette mand til rette tid den gang i 1997, da hans tandpasta-karma og uomtvistelige dynamik fejede den konservative John Majors blygrå snusfornuft af banen. Hvad de britiske vælgere ikke vidste var, at de med begavelsen og karismaen i tilgift fik en politiker, der lænede sine ambitioner op ad en højere retfærdighed - i hvis navn soldater blev sendt til Sierra Leone, Kosovo, Afghanistan og altså Irak, hvorfra 179 unge mænd og kvinder vendte hjem i kister. Socialdemokraten Tony Blair vil gå ind i historien som Storbritanniens mest krigeriske premierminister, en politiker hvis fravær af samvittighed til forveksling ligner de jihad-mullah'ers, der udsender naive unge ekviperet med sprængstofveste. I dag varetager han et job som særlig udsending for 'Kvartetten', en diplomatkomité, der på vegne af USA, EU, FN og Rusland fører tilsyn med den såkaldte 'køreplan for fred' i Mellemøsten.

Jobbet var en gave fra hans medskyldige præsident George W. Bush, og indtil videre er det eneste synlige resultat af hans indsats endnu en kontrolafspærring med bomme og asfaltblokade i Østjerusalem, nemlig i indkørslen til The American Colony Hotel, hvor han residerer som konge over en hel etage. Han regerede også høringslokalet i London. Han fortrød intet og afviste at beklage ofrene i Irak, hverken de 179 britiske eller de mindst 100.000 lokale. Hans krig var jo retfærdig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu