Hug til Huggenberger

Forargelsen fyger landet over: Hvor vover LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger at sagsøge LO med krav om en pensionsindbetaling på mellem seks og otte millioner kr.? Sikken dulle, sikken pamper, sikken ådselsgrib!

De fortørnede er ikke bare Ekstra Bladets læsere, der i en afstemning har vendt sig med 82 procents styrke mod eks-næstformandens krav. Med læseren Lars C.'s ord:

»Skal vi have en god og slagkraftig fagbevægelse, skal vi også betale gode lønninger og pensioner, men Tine Aurvigs stunt er et nummer for grådigt.«

Forargelsen rækker endnu højere op: I Københavns Byret, der behandler sagen, valsede LO's tidligere formand, Hans Jensen - der var Tine Aurvig-Huggenbergers daglige samarbejdspartner i årene 1996-2007 - belevent rundt og gav håndtryk til alle - bortset fra Huggenberger, hvis kammeratligt udstrakte næve, han lod stritte uberørt.

Man aner ondt blod blod . Så meget mere, som den nuværende LO-formand, Harald Børsting, i retten har måttet indrømme, at han selv og andre LO-koryfæer indtil for få år siden havde samme opfattelse af pensionskravet som den, Aurvig-Huggenberger nu søger rettens støtte til.

Sagen drejer sig - noget komisk - om den rette forståelse af ordet 'afgang'. I LO's pensionsregulativ gjaldt fra 1971 den nette lederforgyldning, at har man været ansat som lønnet tillidsmand i over 20 år, har man ved 62-års alderen ret til en pension »på to tredjedel af slutlønnen ved afgang fra LO«.

Og hvad betyder 'afgang' så? Det var der i LO's glansår ingen grund til at tænke nærmere over. For, som pensioneret LO-sekretær Bent Nielsen har forklaret:

»Vi blev, til vi døde eller var så heldige at nå pensionsalderen.«

Afgangen for Tine Aurvig-Huggenberger var en anden. Hun valgte som 44-årig at forlade næstformandsposten, da hun i 2007 med stemmerne 406-389 tabte LO-formandsvalget til kustoden Harald Børsting. I retten har hun forklaret, at LO-børsterne efter hendes nederlag udsatte hende for ydmygelser. »Et velovervejet karaktermord på mig,« sagde hun i vidneskranken og brød i gråd ved genkaldelsen af forløbet.

Til sagens ironier hører, at Aurvig-Huggenbergers sag føres af HK-Privat, hvis medlemmer kommer til at spytte drøjt i LO-kassen, såfremt retten følger HK's procedure på hendes vegne. Den ubestridelige pointe er, at hun opfylder alle øvrige betingelser for at få pensionen, og det hele afhænger derfor af forståelsen af ordet 'afgang'. Kan afgang også være frivillig? Det kan være svært at forstå i LO's gumpetunge mandeverden.

Hele forgyldningsordningen er gak og pamperi. Men det kan ikke betyde, at kvinder som Tine Aurvig-Huggenberger ikke kan gøre en lovligt erhvervet ret gældende.