Leder

Irisgate

Debat
14. januar 2010

»Selv om mit helbred var en faktor, var jeg ikke på dette tidspunkt tro mod de værdier, jeg har bekendt mig til. Det volder mig sorg, at jeg har misligholdt min tro på Kristus, men jeg finder trøst i, at han var i stand til at tilgive mig.«

Nordirlands førstedame og medlem af de nordirske og britiske parlamenter, Iris Robinson, i en udtalelse efter afsløringen af hendes affære med en 19-årig mand

Det er lidt af et rod oppe i Nordirland. Gud, sex, penge. Politik og bedrag. I skrivende stund er det stadig uklart, hvem der er offer, og hvem der er skyldig. Og om skyldsspørgsmålet er et anliggende for familien, retsvæsnet, befolkningen eller Gud. Irisgate - som skandalen om den nordirske førstedame er blevet døbt - er på overfladen en privat familietragedie. Men i et konservativt samfund, der fortsat kæmper en sej kamp for at lægge tre årtiers borgerkrig bag sig, kan én kvindes hykleriske handling få vidtrækkende konsekvenser for de 1,8 millioner nordirere.

Lad os tage en krise ad gangen og starte med den saftigste: Irisgate. Robinson-parret indrømmede den 6. januar, at den 60-årige førstedame i 2008 havde forsøgt at begå selvmord efter en kortvarig affære med den dengang 19-årige Kirk McCambley - søn af en afdød ven. Affæren var dog ikke kortere, end at hun - ifølge et BBC-program sendt den 7. januar - nåede at låne 50.000 pund fra to forretningsmænd, som hun gav til sin elsker, der skulle bruge dem til at åbne en café. Hun skulle selv have beholdt 5.000 pund. Problemet er, at hun ikke opgav lånet til myndighederne i Westminster eller det nordirske parlament Stormont. Iris Robinson er siden blevet smidt ud af sit parti og har trukket sig fra politik. I øjeblikket er hun under 'akut psykiatrisk behandling' for depression, siger parret.

Affæren er blevet mødt med overraskelse og foragt i det konservative Nordirland. Ikke mindst fordi den protestantiske Iris Robinson som politiker har været en kontroversiel og åbenmundet fortaler for det, hun anser for at være de sande kristne værdier. Hun er forhadt af landets homoseksuelle, efter at hun for åben skærm beskrev homoseksualitet som en »vederstyggelighed«. Hendes fald fra tinderne er derfor ikke blevet mødt med megen sympati, og trods hendes alvorlige tilstand har hendes modstandere taget fløjlshandskerne af. Simon & Garfunkel-hittet Mrs. Robinson bliver igen og igen efterspurgt på landets radiostationer. Sangen stammer fra filmen 'Fagre voksne verden' fra 1967, hvor en ung Dustin Hoffman spillede en universitetsstuderende, der bliver forført af en ældre kvinde.

Mrs. Robinson-joken er måske på sin egen knap så uskyldige måde meget sjov - hvis ikke det var fordi, at sagen er rullet videre. Og nu kommer vi til krise nummer to. Iris Robinsons mand, førsteminister Peter Robinson, trådte i denne uge tilbage som landets leder i seks uger for at rense sit navn, efter at han er blevet beskyldt for at have kendt til sin hustrus økonomiske affærer uden at have gjort Westminster og Stormont opmærksom på lånene. Selv om Peter Robinsons parti, det protestantiske Democratic Unionist Party (DUP), understregede, at det er sikker på, at en uafhængig undersøgelse vil rense dets leders navn, er iagttagerne enige: Førsteministerens fremtid er fortsat yderst usikker. Ingen ved om lederen af koalitionsregeringen mellem DUP og Sinn Fein vender tilbage.

Denne usikkerhed kommer på et tidspunkt, hvor en tredje krisesituation kræver akut opmærksomhed for ikke at føre til politisk kaos. DUP og Sinn Fein har over længere tid været i forhandlinger med den britiske og irske regering om det næste skridt i decentraliseringsprocessen - overdragelsen af beføjelser fra Westminster til Stormont. Næste skridt er overdragelse af politi- og retsvæsen til nordirerne.

Sinn Fein har beskyldt DUP for at trække sagen i langdrag, mens DUP - som ønsker, at Nordirland skal forblive under britisk styre - har henvist til, at det protestantiske samfund endnu ikke er 'selvsikkert' nok til, at partiet kan godkende dette skridt i decentraliseringsprocessen. Sinn Fein har truet med at trække sig fra koalitionsregeringen, hvis ikke DUP snart opgiver dets modstand. Irisgate og Peter Robinsons pause fra førsteministerjobbet truer nu med at fremprovokere endnu en politisk krise med et muligt nyvalg, hvor Sinn Fein står til at få flertal.

Politisk uro skaber desuden fornyet frygt for, at volden vil blomstre op igen. Så sent som i forrige uge blev en katolsk politimand voldsomt såret, da en bombe gik af under hans bil. Fredsprocessen hænger med andre ord igen i en tynd tråd. Men paradoksalt nok har de talrige kriser også skabt grundlag for et vist håb. Peter Robinsons personlige og politiske krise kan måske være det, der får ham - og hans parti - til at bløde op og langt om længe godkende det sidste skridt i decentraliseringsprocessen, som også London presser på for.

Det vil sikre Sinn Feins fortsatte deltagelse i regeringen, og give Robinson selv langt bedre muligheder for at overleve politisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her