LEDER | Halvdelen af den danske teaterstøtte går til Det Kgl. Teater. Men i Informations spalter i lørdags fremstod nationalscenen som et nedskæringsramt teater, der er ved at blive kvalt i rengøringsregningen. Med en teaterchef, der appellerer til mere statsstøtte – og en kulturminister, der ikke vil afvise flere ekstrabevillinger. Så nu må det være tid til at diskutere, hvordan Det Kgl. Teater bruger sin halve milliard i årlig statsstøtte.
Billetsalget er på ét år dykket fra 784.000 til 578.000 billetter. Krisen kradser. Nyheden ved både Operaen og Skuespilhuset er dampet af. Desuden spiller Det Kgl. Teater nu sine 38 forestillinger i ’blokke’, mens det førhen spillede blandet ’repertoire-teater’. Så selv om scenerne teknisk aldrig har været lettere at skifte scenografi på, så har guldvæggen i Alverdens rigdomme stået på Store Scene hele januar. Eller også fjernes scenografien næsten før, den er placeret. Broen i Nikolaj Hübbes Napoli blev kun betrådt af vinkende balletbørn otte gange på Gamle Scene i november, vel at mærke fordelt over 14 dage. Eftersom to uger normalt er den tid, det tager for teatergængere at høre om en forestilling og få købt billet, så kan det dårlige Bournonville-billetsalg ikke undre. Men nej. Ikke mere ’ny’ Napoli før næste sæson.
JENS ALBINUS’ FÆNOMENALE Auschwitz-forestilling Hvis dette er et menneske er dog et opmuntrende eksempel. Soloen blev spontant indsluset på Lille Scene undervejs i sæsonen af skuespilchef Emmet Feigenberg. Denne Primo Levi-monolog spilles 14 gange. Den har ikke kostet meget andet end en euro-palle, noget hvid maling og et vandglas. Og der er hundredvis af skuffede tilskuere, der ikke har scoret en billet. Men hvor er så Det Kgl. Teaters stolte nyhed om, at forestillingen derefter flyttes fra Lille Scene til Store Scene om eftermiddagene – og meldingen om, at den også kommer op næste sæson? Hvor er YouTube-indslaget? Og hvor er mediestoltheden over, at DR K selvfølgelig har planlagt en tv-version, så hele landet kan nyde Albinus? Måske har Albinus slet ikke den slags ønsker. Men her ville Det Kgl. Teater netop kunne vise, at det kan mere end Café Teatret eller Team Teatret – fordi det har så mange scener og hænder. Men viljen til stolthedsimprovisation er lille.
Viljen til fondsstøtte er til gengæld alt for stor. Hver gang Det Kgl. Teater scorer en fonds-krone, så går den krone ikke til projekt-teatret – altså det teater, der ikke har andre støttemuligheder end fondene eller i heldigste fald det underbemidlede Scenekunstudvalg. Hver gang Det Kgl. Teater får tilskud fra en fond, så svækkes landets teaterøkosystem. ’Etik’ er et modeord i erhvervslivet. Lad nu også ordet gennemtrænge Det Kgl. Teater med en beskedenhed, hvor man ikke snupper pengene fra de andre – og hvor man får det bedste ud af den halve milliard, man faktisk har. Også fordi man ikke vil kaldes Det Kongelige Klynketeater.
