Leder

LEDER: Madsens etik

22. januar 2010

»Jeg kan fortælle, at vi for nylig valgte at maskere moderen til de to børn, der indebrændte i Kokkedal. Det gjorde vi ud fra et almindeligt menneskeligt hensyn til, at hun ikke har gjort noget.«
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, til Journalisten.dk

DET ER RØRENDE, at Ekstra Bladet besluttede ikke at vise et genkendeligt billede af moren til de to børn, der på tragisk vis indebrændte ved juletid. Argumentet var, som det ses ovenfor, at det var der ingen grund til, når hun ikke havde gjort noget.

Men ud fra samme smukke ræsonnement burde der heller ikke være nogen grund til at bringe et billede af den mand fra Herning, som en af de første dage i det nye år blev varetægtsfængslet og sigtet for mordet på en 20-årig kvinde, som nytårsnat blev voldtaget og myrdet. For politiets DNA-analyser har vist, at intet pegede på manden som morderen, og derfor er han nu løsladt.

Alligevel valgte tabloid-avisen på sin forside og på spisesedler i hele landet at bringe et letgenkendeligt billede af manden, da han blev fængslet, selv om manden hverken var dømt endsige tiltalt.

Medierne har magten til at kunne ødelægge folks liv, hvis de vil. Hvis det er det, man vil, skal det ikke bare være yderst velbegrundet og veldokumenteret; det skal også foregå inden for de grundlæggende presseetiske rammer. Det er ikke tilfældet her, og det lader til, at den gode, gamle regel om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, for længst er lagt i graven, i hvert fald på Ekstra Bladet. Helt patetisk bliver det, når redaktør Madsen i sit forsvar for forsiden, der langt fra er et enkeltstående tilfælde fra den side, hævder, at man rent faktisk har gavnet mandens sag. Det er næppe en vurdering, der deles af den 48-årige herningenser. Han, der onsdag aften blev løsladt, har i løbet af de sidste par uger været genstand for en nærmest lynchagtig stemning fra dele af befolkningen, ikke mindst i sin hjemby.

SKYLDEN FOR DET kan ikke udelukkende tilskrives Ekstra Bladets afsløring af hans identitet, men også et overivrigt politi, der var lige lovlig hurtigt til at konkludere, at man var sikker på at have fat i den rigtige mand. Det er langt fra første gang, man har set det. I nyere tid har man både i den såkaldte Plejebo-sag og i adskillige terrorsager, hvor PET også har været lige lovlig hurtig til at fælde dom, set, at myndighederne er meget ivrige.

Det er i sig selv bekymrende, men endnu mere bekymrende er det, at de medier, der burde se det som sin fornemste opgave kritisk at efterprøve alle magthaveres oplysninger, lader politiet gå fri. Ikke mindst anført af Ekstra Bladet, der glad viderekolporterer løse rygter og udokumenterede anklager for at sælge aviser og bære ved til den smålige forargelses bål.

Måske skulle man foretage en DNA-analyse af Ekstra Bladets chefredaktør. Den ville muligvis vise spor af journalistik, men næppe spor fra de presseetiske lektioner på Journalisthøjskolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palle Weis:

."Medierne har magten til at kunne ødelægge folks liv, hvis de vil."

Det både kan og vil medierne, stort set hver eneste dag, og Ekstra Bladet fører an.

Er i øvrigt helt ening med Ivan Gullev. Det er yderst sjældnent at man på Dagbladet Information har mod og mandshjerte til at krtisere kollegerne på andre dagblade. Man er endog meget forsigtig grænsende til det frygtsomme.

Undtagelsen der bekræfter reglen var da journalister på Information rettede en skarp kritik af Ekstra Bladets hetz mod de irakiske flygtninge for nogle måneder siden.

Danske dagblade kan slippe af sted med snart sagt hvad som helst uden at blive udsat for kritik.

En af grundene til at den danske presse har en så fantastisk dårlig kvalitet som det er tilfældet, er formentlig den udbredte forekomst af selvcensur.

Der er tilsyneladende en uskreven regel i dansk presse om, at man ikke må kritisere andre aviser og kollegaer.

Det er en selvcensur der er systematisk, udbredt og som har en overordentlig negativ effekt på det omgivende samfund.

Denne udbredte selvcensur står i skærende kontrast til den påståede selvcensur når det gælder journalister, kunstnere og andet godt folks vilje til at dæmonisere indvandrerne. På det område kunne man faktisk godt fristes til at efterlyse en smule selvcensur i ny og næ…

Stakkels mand...
Først politiets mordanklage,
så svinet til og hængt ud i Ekstrabladet,
og nu - for det ikke skal være løgn - omklamret af Søren Pind..

Dorte Sørensen

I mine øjne er OVKs benægtelser og ansvars fralæggelse endnu værre Fx Løkke Rasmussens optræden i finansudvalget i går og i Folketingets spørgetid i onsdags, hvor han ikke ville tage ansvar for sin egen Strukturreforms tåbelige udformning. I stedet sparkede han nedad og gav Bent Hansen og Vibeke Storm hele skylden for regionernes økonomi.

Per Thomsen
En god vinkling med selvcensur. Her kan jeg ikke undlade at bemærke at i Tandlægeforeningen må en tandlæge ikke kritiserer en anden tandlæges arbejde overfor en patient selv om det er dårligt tandlægearbejde patienten har i munden. Det er vel også selvcensur.

Pressens rolle som fortaler for et velfungerende åbent demokrati er blevet infiltreret af pengemænd...

Pressen skriver for pengemændenes interesser - og jeg kan ikke forstå at pressen skal have næsten 2 mia. skattekroner i statsstøtte hvert år.

Hvis danske erstatnings-/kompensationsregler var sådan, at domstolene ville idømme bl a EB en bod på f eks 2-3 mio kr til den uskyldige fra Herning, så blev man nok mere omhyggelige fremover påEB's redaktion . før man skrev om folk.

Idag er det reelt helt gratis eller umådeligt billigt, at krænke et menneske på det groveste i pressen - og pressen gør det kun ud fra et profitmotiv.

Heldigvis har vi da også flotte eksempler på god journalistik og pressedækning - så det er gennemsnitligt set næsten OK i den danske medieverden.

Iøvrigt har vi vel de medier vi fortjener - vi kunne bare nøjes med at købe de gode aviser o s v , men ....de andre er jo mere spændende ?

Jens Thorning

At en læge kritiserer en anden læge er utænkeligt.

En journalist der bebrejder en anden journalist er imod universets love. Alene tanken er latterlig.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Thorning:
"At en læge kritiserer en anden læge er utænkeligt"

Selvfølgelig. Lægers autoritet består i, at de ikke bliver modsagt. Selvkritik og ydmyghed leder lukt til autoritetstab.

Jens Thorning

Korrekt. Måske er man som patient bedre stillet uden kritik læger imellem. Men analogien til journalister er alligevel uhyggelig.

Jens Thorning

Der er nu ellers megen kritik journalister imellem på hjemmesiden journalisten.dk. Så det er noget af en påstand, du fremfører.
Derudover formoder jeg, at der også findes meget intern kritik læger imellem. Men jeg tror også, det er for alles bedste, at denne kritik ikke hænges til tørre i offentligheden netop pga. autoritetstabet, som Heinrich Jørgensen også er inde på. Vi SKAL kunne stole på dem når vi vil behandles selv om der sker fejlbehandlinger (vi er ikke biler, der kan repareres og smøres, men mennesker, der er en anelse mere avancerede).

Jens Thorning

Ja, det er da klart, at der er kritik internt. Det er jo ikke pointen, Et aktuelt eksempel, der dog ikke har noget med Herning-sagen at gøre, er idoldyrkelsen af en tegner med mere eller mindre løs tilknytning til en dansk morgenavis, senest i en 17-årigs video.

BT hævder, at man rent faktisk har gavnet mandens sag. Det er et ædelt formål, som jo nok må siges at være gået fuldstændigt i vasken.

Præmisset er, at BT tror, de skal udspille en rolle ved at hjælpe med opklaringen af en mordsag. Det er forkert. De har ikke handlet som fjerde statsmagt i denne sag.

Ved at inddrage offentligheden i efterforskningen har de ramt ved siden af deres ansvar som medie.

Nis Jørgensen

Dorte, det du skriver er svjks lidt upræcist. Det der står i foreningens vedtægt er

"En kollega, dennes arbejde eller metoder må ikke omtales unødigt kritisk."

Bemærk ordet unødigt. Det er selvfølgelig en total gummiformulering. Jeg kunne fx sagtens argumentere for at det er nødvendigt at jeg siger min uforbeholdne mening, af hensyn til min integritet og patientens tillid til mig.

Det næste stk lyder

"Hvis tandlægen sagligt vurderer, at han eller hun må tilråde en patient at klage over en anden tandlæges arbejde m.m., skal han eller hun kunne dokumentere, at vedkommende tandlæge er orienteret om rådgivningen."

Det er således ganske klart, at tandlægen i dette tilfælde gerne må kritisere en kollegas arbejde.

Det ville klæde EB, om de fremover valgte at anonymisere mistænkte på billeder.
Så må de vente med at afsløre kontrafejet indtil der var faldet dom i sagen.

Hvor svært kan det være.....

Men selvfølgelig når penge og omsætning er involveret gælder den gamle sætning:

"Der findes to slags mennesker - de der vil gøre alt for penge, og de der vil gøre n æ s t e n alt."

Nis Jørgensen

@Niels: Der findes to slags mennesker - dem du kan få til at gøre alt for penge, og dem der er uden for dit prisleje.

BT, ikke EB, men BT valgte at bringe et ubekræftet rygte til torvs, nemlig det (usande) om at Maria skulle have været i den 48-åriges lejlighed. BT har kørt ekstremt hårdt på den 48-årige som mulig morder. Hvorfor er der ingen forargelse over dette?
BT viste også et billede af den 48-årige med bjælke over øjnene/sløres ansigt, men alle med kendskab til den 48-årige ved jo godt alligevel, hvem billedet skal forestille at være...

Karsten Aaen har ret. Der er ingen kvalitativ forskel på EB og BT. Den danske presse bliver ejet af to mediegiganter, og de to aviser laver det beskidte arbejde for hver sin koncern.

EB gør det beskidte arbejde for koncernen JP/Politiken. BT gør det mest beskidte arbjede for Mecon group. Bortet fra det er der ingen nævneværdig forskel på de to aviser.

Jeg tror i overser noget.

Hvad med den dommer der idømte et uskyldigt menneske 19 dages tortur?

Hvilket materiale havde politiet at fremlægge i dommervagten 02.01.2010 der indikerede mandens skyld.

Der kan ikke have været end til max 3 x 24 timers anholdelse.

Ovenstående artikel? tjaaa...Lettere intetsigende, for alle kender jo EB og deres "moral".

Anders Bo

Rockerne og indvandrerbanderne er ikke de farlige. Det er politiet vi skal være bange for, for dommerene tror dem selv om det modsatte er bevist!

Jimmi Thøgersen

Det, der overrasker mig, er sådan set ikke EB's udstilling af mennesker med navns nævnelse og foto. Ej heller BT's forsøg på at lege dommere.

Det, der overrasker mig... nej, egentlig ikke... Vi prøver igen: Det, der burde overraske mig er, at (nogle få) dagblade og - især - politikere først gør et stort nummer ud af at fordømme denne praksis, den dag det står absolut klart, at manden er uskyldig.

Blot endnu et eksempel på den sørgelige retstilstand i Danmark, hvor mennesker er skyldige, og fortjener uhumsk presseetik og andet "godt", indtil det modsatte er bevist.

Jimmi Thøgersen

Glemte at udtrykke min manglende overraskelse over, det "overivrige" politi, som Palle Weis udtrykker det. Eller mediernes manglende interesse i denne side af sagen - når nu danskerne er lige så overivrige i deres søgen efter et skud kunstig tryghed.

Birger Nielsen

Politikerne er såmænd gjort af samme dårlige stykke læder som formiddagsbladene. Det er da tankevækkende, som det bliver nævnt hér af andre, at politikerne først skal aflure folkestemningen, inden de reagerer harmfuldt på - i denne situation - EB's metoder.

Den ene vil tjene penge, den anden stemmer - men begge er usympatiske.

Det er også symptomatisk at medierne ryger op i det røde felt, når nogen udtrykker ønske om stramninger for hvad der kan skrives. Pressefriheden, ytringsfriheden vil blive begrænset og verden vil gå under. Men som med så meget andet, så kan en vis regulering være nødvendig. Hvis det viser sig, at bilister ikke kan finde ud af at køre forsvarligt, så må der udstikkes grænser for, hvordan de har lov til at opføre sig. I almenvellets interesse.

Det samme bør gælde for den hellige ko - pressefriheden. Kan medierne ikke selv finde ud af at sætte grænserne, så må andre gøre det for dem. Det er op til pressen selv, at vise at de er voksne nok til at kunne administrere friheden og - som det også er nævnt tidligere - så må der udvises en lang mere skarp og kritisk holdning til kollegaerne på mediemarkedet, når de overskrider grænserne.

Men desværre, det kan vel konstateres der er en vis symbiose mellem presse og politik, så at bede politikerne udstikke grænserne for medierne, er nok håbløst.

En anden ting jeg kan blive harmfuld over, er misforholdet mellem overskrifter og indholdet i artikler. Hvor overskrifterne ofte indikerer én ting, men modereres eller helt omgøres i selve artiklen. Det svarer lidt til at jeg med alvorlig mine i en større forsamling kalder en kollega uduelig, for senere at tilbagevise betydningen ved at påstå, at hvis nogen havde spurgt, så kunne jeg da have fortalt, at hans evner til at bruge kaffemaskinen var under rimelig standard. En dobbelttydig fremgangsmåde, som jeg kan forstå EB gør flittigt brug af.

Trist!

Birger Nielsen

Det er ikke helt forkert at sammenligne EB med Facebook. Ingen af stederne foretages en seriøs efterprøvning af validiteten af informationer og ingen af stederne vises der hensyn.

Hvorfor fyrer EB ikke sine journalister og åbner for at hvem som helst - ulønnet og ansvarsløst - kan skrive artikler i bladet?

Bare tag det roligt...

Branchen er i fuld gang med en rehabiliteringsaktion.
EB journalister bliver hevet ind i studierne på TV2 og DR, som eksperter i både Haiti og Langballe sagen. Og på TV2-new's rulletekst står der "Avis undskylder for påstand om at Maria skulle have opholdt sig i den forurettedes lejlighed" der burde have stået:

Ekstrabladet siger undskylder for at have tilsvinet en uskyldig mand.

Birger Nielsen

@ Bill Atkins
Det er da muligt, jeg har bare ikke hørt at de har givet en reel undskyldning - et forsøg på bortforklaring måske, men jeg har ikke bemærket en undskyldning.

Min bemærkning var nu også mere relateret til din udlægning, at det var EB som var ophavsmand til påstanden om opholdet i lejligheden. Det er ikke min opfattelse.

Jeg er bekymret for folks rets-sikkehed i det her land, hvis det eneste, der skal til er 1) man har været på stedet 2) man har en nøgle til kælderen og 3) en politimands vurdering af at man virker 'nervøs' - og at 4) politiet åbenbart ikke kender forskel på at være overrasket eller nervøs.

Dommeren (måske en ung dommerfuldmægtig? i praktik?) valgte at varetægtsfængsle den 48-årige mand på baggrund af politiets beviser. Som altså åbenbart var at han kommet hjem på ca. samme tidspunkt som Maria havde været i nærheden af hans hjem og at han havde nøgle til kælderen.
I andre lande, f.eks. USA mv. ville det her ikke en gang være nok til en ransagnins-kendelse.

Siden har det jo vist sig, at den 48-årige kom hjem kl. 2.30, Maria blev set omkring det sted kl. 2.00...

Ophavsmanden eller avisen til rygtet om at Maria havde været i den 48-åriges lejlighed var Dagbladet Holstebro-Struer, som havde den fra en 'anonym kilde tæt på efterforskningen' dvs. fra politiet. Og ja, det er da muligt at man internt i politiet har talt om et sådant muligt scenario; netop derfor er det ekstremt vigtigt, at intet af dette slipper ud til offentligheden. Holstebro-Struer Dagblad har siden undskyldt - og vist glemt, at man skal have noget bekræftet af mindst to uafhængige kilder...

Og er der nogen, der kan fortælle mig, om politiet må presse en mand til at indrømme noget? Ifølge interview i JP sagde politiet hele tiden til den 48-årige, at 'vi ved det er dig' og 'indrøm det nu' 'det kommer jo frem alligevel' og andre ting.

På mig virker det som om politiet allerede har besluttet sig for, at manden er skyldig, og han bare lige skal presses lidt. Men er det ikke domstolenes opgave at beslutte, om man er skyldig elelr ej?

Birger Nielsen

Politiet må velsagtens presse en sigtet, ellers er der ikke noget formål med et forhør. Hvor langt de må gå, ved jeg ikke, men har man ikke ret til at ens forsvarer er til stede under forhør? Så må forsvareren trække bremsen hvis politiet går for vidt og kan vel også gøre retten opmærksom på et uberettiget pres.

Det at politiet efterhånden er blevet så åbenmundede, at pressen på det nærmeste er de første til at vide noget om en sags udvikling, synes jeg er et stort problem. Især da pressen nyder godt af denne åbenmundethed, som kan skabe overskrifter. For hvor er så pressens incitament til også at være kritisk over for politiets videregivelse af oplysninger, som måske burde have været tilbageholdt.

Jeg opfatter det efterhånden i den retning, at 'lækager' er blevet sat i system. Måske mener nogle indenfor politiets rækker, at det kan gavne efterforskningen.

Politiet må presse en sigtet - verbalt - som de vil.

Spørgsmålet er stadig hvad der fik politi/dommer til at antage hans skyld? Er en politimands "mavefornæmmelse" nok? Eller tror dommerene blindt på politiet i "alvorlige sager", underordnet hvem der fremstiller og hvad der fremlægges???

Hvis en af os andre havde udøvet ulovlig frihedsberøvelse og tortur i den grad, ville strafudmålingen foregå i - mange - år.

Hvad sker der nu med de ansvarlige politifolk???

Det er jo tydeligt nu, at politiet ikke har fulgt andre spor, efter man fik fængslet den 48 årige.
Hvilket er en overtrædelse af retsplejeloven, hvilket dommervagten burde have bemærket.

Elendigt politiarbejde og justistmord - lad ikke EB skygge for det.

Det kunne have klædt tabloid-avis-boss Weis, at have været længere fremme i skoen; f.eks. da EB bragte sin famøse forside …