Leder

LEDER: Tavshed

Debat
5. januar 2010

»Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer«

- Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale. Støttet at Dansk Folkeparti

»De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«

- Formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard. Støttet af Dansk Folkeparti

Hvis Venstre og Konservative vil fortsætte med at tie stille, hver gang Dansk Folkeparti skruer op for den muslimfjendske retorik, så kan det gå hen at blive et temmelig stille år i dansk politik. For DF vil skrue op og op og op for at sikre sin eksistens. Kort før jul luftede formand for det højrepopulistiske Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard sine holdninger til muslimske familier, og nok anede man, at Hedegaard havde et horn i siden på islam og muslimer, men analysen fik alligevel et ekstra støvlespark i anledning af højtiden, da formanden i generelle vendinger hævdede, at muslimske fædre, onkler og fætre nærmest rutinemæssigt voldtager deres mindreårige piger. Sådan er det bare. En grov dæmonisering af en minoritet, som der trods alt er langt imellem i den danske debat, og som fik flere fremtrædende borgerlige til at melde sig ud af Hedegaards selskab. Dansk Folkepartis Søren Espersen mener dog, at Hedegaard har ret i mange ting og Søren Krarup, at Hedegaard har ret i alt, altid. I mellemtiden gik der så jul og nytår i den politiske debat, men status er, at støttepartiet til regeringen ikke længere har nogen nedre grænse.

Og hvordan reagerer regeringspartierne Venstre og Konservative? Naaahh, det har man ingen holdning til, sådan set. Siden 2001 har V og K vedtaget den ene udlændingepakke sammen med Dansk Folkeparti efter den anden. Det har med Anders Fogh Rasmussen som statsminister været en del af kontrakten, samarbejdets indre logik så at sige. DF får lov at bestemme udlændingelovgivningen, så klarer V og K stort set alt andet. Derfor er det yderst vigtigt, hvilket grundsyn, der præger denne udlændingekurs, og derfor må Venstre og Konservative sætte Dansk Folkeparti på plads, alt andet er ubehagelig strudsepolitik. Man må højt og klart tage afstand fra både Hedegaards demagogi og Dansk Folkepartis støtte til den.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte ellers i sin nytårstale at anlægge en mildere og mere imødekommende tone over for den muslimske mindretal i Danmark, men man skal ikke tage fejl: Der er noget, der vejer tungere end et imødekommende forhold til en helt nødvendig arbejdskraftreserve, og det er et godt forhold til et helt nødvendigt støtteparti - uanset, hvor vanvittigt det måtte blive i forsøget på at holde indvandrerdagsordenen i konstant bulderkog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Holm Knudsen

Hvis forslag om, at potentielle terrorister skal kunne fratages dansk statsborgerskab og kunne udvises, så er Lars Hedegaard et oplagt emne for en sådan politik. Han har f.eks. på forblommet vis truet med væbnet angreb på på danske borgere, der ikke er enige med ham. Det er jo i sig selv terrorisme.

Dorte Sørensen

I går havde P1-debat en samtale mellem Line Barfod (EL)og Marlene Harpsøe (DF), hvor MH fik spørgsmålet om DF var villig til også at udvise etniske dansker mistænkt for terror. Det undlod MH at svare på og spørgsmålet blev ikke fulgt op.
Derudover har Danmark allerede en lov , der giver mulighed for udvisning af folk med tilknytning til terrorgrupper. Fx blev en ny lov vedtaget efter balladen om den såkaldte ”Tunesierlov” Så er al den snak om stramninger , desværre også fra SF, ikke mere ”spil for galleriet”