Leder

Manden og maskinen

22. januar 2010

»HVIS VI GÅR NED ved valget i november, så lad os da gå ned, mens vi kæmper for det, vi tror på,« tordnede Pennsylvanias guvernør Ed Rendell på MSNBC onsdag aften. Og føjede sig dermed til koret af progressive stemmer, som håber, at demokraternes uventede nederlag i Massachusetts kan blive en ny begyndelse - og en forvandling af Obama fra midtsøgende kompromismager til ideologisk skyttegravskriger.

Selv erkendte præsidenten over for ABC, at han har begået en fejl - men taktisk snarere end politisk: »Hvad jeg ikke altid har haft succes med, er at bryde gennem støjen og tale direkte til det amerikanske folk på samme måde, som man kunne i valgkampen. Hvis der er en ting, jeg fortryder, så er det, at vi har haft så travlt med at få ting gjort og tackle krisen, at vi har mistet noget af fornemmelsen for at tale direkte til vælgerne om deres kerneværdier.«

I november 08 var det Obama, der var forandringens og den nye tids kandidat. 14 måneder senere var det republikanske Scott Brown, der stillede op som 'manden mod maskinen' i Massachusetts - og vandt. Hvordan blev Obama og demokraterne pludselig til maskinen? Og mere vigtigt: Hvad gør præsidenten nu? Hvordan bliver han manden igen - ham der kan tale til vælgerne, så de forstår og bakker op? Et forsøg på at opsummere Obamas mest umiddelbare problemer kunne se sådan ud: •Et styk sundhedsreform (politisk flagskib), kuldsejlet få meter fra målstregen. Med Browns sejr er der ikke længere det nødvendige flertal, og der hersker total forvirring i Kongressen om reformens skæbne - om den er død, skal hastes igennem i en fart, eller slankes og revideres, så den kan vedtages af et bredere flertal. Obama må og skal finde en måde at redde i hvert fald centrale dele af reformen. •Et styk desillusioneret vælgerkorps: Den kriseramte sundhedsreform er sig selv en gigantisk opgave - men reelt kun et symptom på det mere grundlæggende problem, som Obama også selv udpeger: De vrede vælgere, som frygter for deres jobs, for voksende regeringskontrol, flere skatter, gigantisk statsunderskud, og som ifølge valgforskerne hælder til at straffe de siddende kandidater, uanset partifarve.

OBAMA HAR BRUG FOR en ny strategi - eller i hvert fald for at justere på den, han har, frem mod midtvejsvalget i november. Og han har brug for at gøre det hurtigt. På onsdag holder han sin tale om nationens tilstand, og ugen efter fremlægger han sit budget.

Der er to oplagte veje frem: At trække til venstre med Rendell og koret af skuffede progressive. Eller at trække mod midten og forsøge at genoplive løftet om politik på tværs. Med avisen Financial Times' ord kan han lave en Roosevelt, anlægge en mere populistisk tone og »byde velkommen til hadet« mod de velhavende. Eller han kan lade sig inspirere af Clinton, som efter sit valgnederlag i 1994 skyndte sig »at stjæle alle de republikanske klæder, han kunne finde«.

Den første vej (til venstre) har sine meritter: Der er ikke længere flertal alligevel, så ingen grund til hele tiden at søge de magiske 60 demokratiske stemmer og det mest udvandede kompromis. I stedet får republikanerne nu automatisk mere ansvar - og vil tilsvarende kunne klandres, hvis de fortsætter deres nej-strategi. Sagen er bare, at det netop er denne partipolitiske skyttegravskrig, som Obama lovede et opgør med. Og dertil kommer, at det næppe vil gavne økonomien og heller ikke vælgernes frygt og lommesmerter, hvis Washington intet udretter det næste års tid.

Den anden vej (mod midten) siges at være stabschef Rahm Emanuels og andre centristers foretrukne. Problemet med den er bare, at den kræver partnere, der vil være med på den anden side - og at det hidtil har vist sig umuligt.

Der er imidlertid også en tredje vej, som f.eks. forfægtet af redaktøren Jonathan Chait i magasinet The New Republic: Måske skulle Obama og demokraterne trække vejret og undgå panikhandlinger? Måske kunne præsidenten genfinde sin No Drama-stil fra valgkampen og med den en ny vej ud af kaos? Med 59 senatorer råder han stadig over et af de største flertal i historien. Han har også grund til at håbe på, at økonomien er i bedring, så vælgernes vrede måske damper af i takt med, at de tabte jobs begynder at vende tilbage. Hele debatten om venstre vs. midten er på sin vis baseret på et forældet syn på det politiske landskab. Hvis Obama er præsident af en ny tid, er det nu, han skal vise, at han kan finde nye løsninger.

Obama har før vist sig som en helt usædvanlig politiker, og han modstod alvorlig modvind i valgkampen. Han har også både sagt og vist, at hans ambition er at blive en transformativ præsident. Det er svært at udpege afgørende øjeblikke, før de er passeret. Men følg med - den kommende uge byder formentlig på et af slagsen, når USA's præsident tackler sin hidtil alvorligste krise i embedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu