Leder

Menneskehedens fremtid

4. januar 2010

ER DET ET problem, at menneskeheden formerer sig med svimlende hastighed? I disse år nærmer klodens folketal sig de syv milliarder, og ifølge ædruelige FN-skøn vil antallet nå 9,4 milliarder i år 2050. Derefter vil den jordiske familie sandsynligvis begynde at stabilisere sig.

Men så har menneskeheden også gennemlevet en tour de force af ufattelige dimensioner. For blot 180 år siden - i 1830 - levede der kun én milliard mennesker på Jorden. Mere end en nidobling fra 1830 til 2050.

Den 28. december bragte Information heldigvis en tankevækkende kronik, der bragte en smule fred til os alle. Under rubrikken 'For mange mennesker? Nej, for mange dommedagsprofeter' beskrev redaktør for onlinetidsskriftet Spiked, Brendan O'Neill, hvordan der altid har været mennesker, der frygtede, vi blev for mange. I år 200, hvor der kun levede 180 millioner mennesker på Jorden, skrev den kristne filosof Tertullian, at »Ressourcerne rækker knap nok til alle ... I dag kan naturen ikke opretholde vort liv«.

I nyere tid er det ført og fremmest englænderen Thomas Malthus, der i 1798 advarede mod, at produktionen af fødevarer ikke kunne følge med det stigende folketal. Og hvis ikke fødselstallet kom ned, ville der opstå »epidemier, pestilenser og plager«, som ville »rive mennesker bort i titusindvis«.

I dag kan nævnes de bekymrede stemmer på klimakonferencen i København, der mente, at en stigning i levestandarden ikke var mulig for de mange fattige i u-landene. Man måtte i stedet sætte ind over for de høje fødselstal. Eller sagt på en anden måde: Én ting er, at vi er rige i Vesten, men kloden kan under ingen omstændigheder bære, at resten af verden kommer op i nærheden af os med hensyn til biler, fladskærme og skiferier.

Kronikken har mange interessante budskaber. Først og fremmest, at menneskets tilpasningsevne synes ufattelig. For eksempel lever der i dag flere mennesker i Kina, end der gjorde på hele Jorden under Malthus, og mens kinesernes forventede levetid i 1949 var på 36,5 år, er den i dag 73,4 år. I 1960 boede der kun tre milliarder mennesker på jorden. Siden er der kommet næsten fire milliarder ekstra til i en periode, hvor produktionen er steget i et historisk højt tempo, og levealderen har fulgt samme spor.

Ud fra nyere historie er det derfor rimeligt at sige, at det skal nok gå. Med ganske få undtagelser er fødselstallet overalt på vej ned. I dag er fødselstallet i 70 lande tæt på eller under de 2,1 barn pr. kvinde, som er det antal, der på længere sigt betyder uændret folketal. Og det er ikke længere kun i de rige lande, men også i for eksempel Iran, dele af Sydindien, Indonesien og Brasilien.

SPØRGSMÅLET er, hvad der vil ske i en lidt mere overskuelig fremtid? Her melder sig mindst to åbenlyse vanskeligheder, som også vil påvirke Danmark. For det første vil de kommende års befolkningstilvækst ikke så meget ske, fordi mennesker hver især får flere børn. Den vil finde sted i de områder og lande, hvor der befinder sig mange unge mennesker, der står lige foran at producere fremtidens børn. Og de mange unge findes i u-landene, specielt i de fattigste lande. Derfor er det også her, tilvæksten vil finde sted. Udviklingen på det afrikanske kontinent illustrerer det. Her levede 221 millioner mennesker i 1950, i dag knap én milliard, og i år 2050 vil der, ifølge fremskrivningerne, være 1,8 milliarder afrikanere.

En sådan overvægt af unge skaber grobund for megen uro. Dels må Europa forvente et kolossalt fremtidigt indvandrerpres af unge dynamiske og desperate unge. Ikke blot fra Afrika, men også fra Europas arabiske nabolande. Dels er mange unge, først og fremmest drenge, der ofte hverken har råd til at gifte sig eller få noget arbejde, stærkt motiveret for at skabe vold og uro. I 1950 levede der otte millioner i Afghanistan. I dag er 44 procent af befolkningen under 15 år, så i 2050, siger fremskrivningerne, vil der være 70 millioner afghanere. Et andet eksempel: I 1950 var folketallet i Danmark og Yemen det samme. I 2050 forventes antallet af yemenitter at nå 84 millioner!

For det andet fører den medicinske udvikling til en højere levealder. Nyere forskning viser, at hver anden pige født i den rige del af verden, herunder i Danmark, vil opleve at blive 100 år. Længst fremme i denne aldringsproces er Japan, hvor medierne allerede i dag taler om det såkaldte 'forsørgerhelvede', som illustreres ved de tilfælde, hvor en 75-årig skal tage sig af sin 100-årige mor og/eller far.

KONKLUSIONEN er, at udviklingen i Jordens samlede folketal giver anledning til en beskeden optimisme. Det ser ud til, at folketallet på længere sigt vil stabilisere sig. Men indtil da skal menneskeheden gennem et par gevaldige omvæltninger.

De fattige områder skal slås med de mange unge, mens de rige slås med de mange gamle.

Lidt lokalt stof: Hvordan vil Danmark i år 2050 håndtere de ekstra 500.000 på over 75 år? Her kommer efterlønnen ind igen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad kan dette være?

Problemet med overbefolkning skal ses i denne sammenhæng:

1. tab af frugtbart jordlag (topsoil), svarer til 25 milliarder tons pr. år
2. stigende mangel på ferskvandsressourcer
3. havenes tilstand er under stærk forværring og selve havets liv er truet
4. mangel på energiressourcer (peak-oil, kul, gas, m.v.) og mangel på andre ikke-fornyelige råstoffer (f.eks. sjældne metaller)
5. accellerende og katastrofisk tab af biodiversitet
6. kapitalmangel.

Kære foraftter til denne artikel. Læs venligst lidt om emnet, f.eks. Catton: Overshoot eller studer til videre inspiration disse kilder:

http://www.postcarbon.org/article/54564-the-meaning-of-copenhagen

og

http://www.theoildrum.com/node/6094

eller denne 'bogliste':

http://www.theoildrum.com/node/6096

Man efterlades med en klar fornemmelse af, hvor meget SPIKED kan fare vild og at der ikke er grund til at citere forfatteren af den nævnte kronik om den velsignelsesrige befolkningstilvækst yderligere.

"Hvordan vil Danmark i år 2050 håndtere de ekstra 500.000 på over 75 år? Her kommer efterlønnen ind igen!"
Lad den stå lidt igen.
Hvordan ind ? og 75+ ?? Efterløn ???
... ren Kornø!