Leder

Er Pia Kjærsgaard blevet blød?

27. januar 2010

LEDER | Hvorfor irettesætter Pia Kjærsgaard sin partifælle Jesper Langballe og siger, at hans formuleringer er »uheldige«? Hvorfor tøver hun i mange dage og lægger derefter lidt halvforkølet afstand til sin meningsfælle, formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard. Er de to gået over stregen i forhold til, hvad man ellers plejer at sige i partiet? Er de langt ude i forhold til, hvad der er partiets linje? Har de forbrudt sig mod et uskrevent etisk kodeks i Dansk Folkeparti?

Nej, slet ikke. Langballe og Hedegaards fulde­mandssnak om muslimer, der voldtager og dræber deres døtre, adskiller sig ikke fra, hvad Mogens Camre, Søren Espersen, Søren Krarup, Louise Frevert og mange andre af Dansk Folkepartis ordførere har sagt gennem tiderne. Det nye er ikke, at Langballes røst fra bodegaen er nedgørende over for en hel befolkningsgruppe, at det er med til at stigmatisere muslimer og polarisere debatten på en helt urimelig måde. Det nye er, at Pia Kjærs­gaard er blevet svag og ikke længere ønsker at bakke op om partiets mange tågehorn. Jesper Langballe er en af partiets ideologiske spydspidser, men Dansk Folkeparti står i et ubehageligt vadested og er ved at havne i en frygtelig klemme. Fra blot at komme med klodsede udtalelser er Dansk Folkeparti ved at blive en klods om benet. En del af regeringens problem og ikke dens løsning. Hvis Dansk Folkeparti skal fortsætte med at profitere af udlændingedebatten, bliver partiet bestandigt nødt til at rykke længere og længere ud i vanvittige generaliseringer. Men Pia Kjærsgaard har tilsyneladende sat en grænse, som betyder, at partiet bliver mindre og mindre interessant.

Især Venstre ser ud til at have rykket sig. Er der et projekt, der er Lars Løkke Rasmussens, så er det at lægge afstand til Dansk Folkepartis muslimhad. Der er lang vej fra nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksens forsikring om, at Venstre og Dansk Folkeparti har et værdifællesskab, og Anders Fogh Rasmussens opsplitning af befolkningen i får og bukke til de ord, som Lars Løkke Rasmussen i går sagde om Jesper Langballe og regeringens udlændingepolitik.

»Regeringen har det udgangspunkt omkring det danske samfund, herunder også folk med anden etnisk baggrund end dansk, at alle som udgangspunkt er velkomne, og at vi som udgangspunkt har brug for alle. Og derfor bryder jeg mig ikke om debatindlæg – uanset hvem der kommer med dem – som stigmatiserer eller gør undtagelser til hovedreglen,« sagde statsministeren.

Udtalelserne kommer efter et længere forløb, hvor Lars Hedegaard før jul angreb danske muslimer på det groveste ved i generelle vendinger at hævde, at de voldtager deres børn. Det fik Langballe til i den forløbne uge at give den et ekstra nøk. Muslimske mænd nøjes ikke med at voldtage deres døtre og niecer. Nej, de slår dem ganske enkelt ihjel, gnækkede Langballe og forsøgte i går at undskylde sig med, at der var tale om en morsomhed

– jo, det var »for kækt« mente han.

Og mens Dansk Folkeparti og Lars Løkke Rasmussen – aftalt på de indre linjer naturligvis – således forsøger at lægge låg på Langballe-affæren – så kan Information i dag offentliggøre en særdeles grov mail, som Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christensen, har skrevet til en ulykkelig mor, der mener, at hun er kommet i klemme i den nye forældreansvarslov, fordi hendes barn har fået samkvem med sin muslimske far. Hun er aldeles selv skyld i sin situation, fordi hun har giftet sig med denne mand, mener Christensen og benytter resten af mailen til at svine kvinden til.

Meget tyder på, at den politiske dagsorden er ved at skifte. Indvandrerdebatten vil stadig være der, men den vil ikke have den placering i fremtiden, som den har i dag. Krise, arbejdsløshed, utryghed og offentlige nedskæringer vil tage over. Og hvad skal der så blive af Dansk Folkeparti? Partiet har en mulighed: At springe til som social garant i forhold til den krisepolitik, som regeringen har tænkt sig at føre. Hvis Dansk Folkeparti vitterligt ønsker at fremstå som det nye Socialdemokrati, så er muligheden der nu. Så skal Pia Kjærsgaard forsøge at rette op på den skæve skattereform, som blev vedtaget med Dansk Folkepartis stemmer sidste år, og så skal hun sikre, at den hestekur, som Lars Løkke Rasmussen vil gennemføre for den offentlige sektor, bliver socialt afbalanceret, og at indsatsen mod stigende ledighed bliver maksimal. Men her løber Dansk Folkeparti ind i det problem, at det bestemt ikke er regeringens dagsorden. Den arbejdsdeling, som hidtil har eksisteret mellem de to partier, gående ud på at DF fik lov at bestemme udlændingepolitikken, mens regeringen regerede over alt det andet, er med andre ord i fare for at krakelere. Det samme gælder den alliance, som har været Anders Fogh Rasmussens – mellem det borgerlige Danmark, erhvervslivet og de brede masser af indvandrerskeptiske i middelklassen.

Så måske er Kjærsgaard ikke svag, bare i vildrede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

."Hvis Dansk Folkeparti vitterligt ønsker at fremstå som det nye Socialdemokrati, så er muligheden der nu."

Nemlig hvis Dansk Folkeparti begynder at samarbejde med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i en rød-brun national og social alliance.

Synd at Bent Winther glemmer den logiske konsekvens af sin analyse.

Niels Østergård

Prøveballonen blev skudt ned. Det var alligevel for radikalt et ryk på en gang. Pia K. er snu og indså det hurtigt. Rykkede hurtigere ud denne gang fordi det var en af drengene. Hedegård er trods alt kun butiksbestyrer af en af mindre filialer af imperiet.
Så må fodfolket igen i gang med de små skridt.
Så når vi nok alle op på siden af Langballe i løbet af et halvt års tid.
Eller noget helt femte.
I bund og grund ved vi jo intet.
Det nuværende regime er en helt ny type forbrydere-et meget udansk fænomen-som ikke er kendt fra danmarkshistorien.
Eller måske har Hr. Winther ret; Pia K. er i vildrede. Ved ikke i hvilken grad hun skal selvcensurere sig selv.
Egentlig er det vel også ligegyldigt. Skulle vi ikke hellere diskutere sundhedsvæsenet, krigene, uddannelsessektoren og den slags?

Man er da vist naiv hvis man tror at Pia Kjærsgaards påståede "stærke afstandtagen" fra Langballe er ny politik. Så længe VKO-regeringen har eksisteret har DF prøvet grænser af ved stærkt racistiske udtalelser. Når så grænsen var fundet arbejdede de ihærdigt , i tæt samarbejde med medierne, på at flytte denne ved et meget bevidst sprogbrug og så selvfølgelig ikke mindst det faste greb om den på ethvert tidspunkt siddende statsminister Rasmussen.

Morten Kjeldgaard

Pia har overhovedet ikke taget afstand fra Langballes udtalelser. Hun tager afstand fra "form, men ikke indhold". Ja godmorgen.

Peter Andersen

# Morten Kjeldgaard
Det er såmænd heller ikke det at hun tager aftand der overaskende, og at kun tager afstand fra en del af, er slet ikke overaskende.
Det der er overaskende, er hun virker som om hun ikke kan holde styr på partiet, det virker ukoordineret og uproffesionelt - ikke ligefrem noget DF er kendt for.
Samtidig har hun ikke været særlig klar i mælet, stemmen er blevet blødere, retorikken er ikke så klar - hun har jo knap beskyldt nogen for noget, det er bemærkselsværdigt!

Steen Rasmussen

Gryden koger helt vildt! Man holder den i gang, under påskud af at man vil vise folket, hvad det da nu må have fået nok af, velvidende, at så længe gryden koger, ja så ved man, hvad man har at forholde sig til. De andre temaer, som BEW nævner, de får alligevel ingen op af stolene.

Som om den gode redaktør selv troede på, at Pia K og Lars Løkke dybest set var bekymret om at nogle grænser skulle være blevet overskredet. Som om at arbejdsdelingen mellem regeringen og fløjpartiet skulle have forandret sig. Som om det var de demokratiske grundprincipper omkring ret til forskellighed og gensidig respekt for tro, politisk overbevisning, seksuel orientering og race der nu meldte sin ankomst.

Nej nu er det da for galt, siger den gode redaktør, alt imens han klapper i hænderne, over suppen og dampene der bare vælter op af gryden!

Nu kan vi pæne mennesker endelig komme til at tale om noget rigtigt, siger han: Det forhold at staten har foræret alle sine midler bort i et sidste forsøg på at redde det fri marked, overladt mere end 90 % af lovgivningen til en europæisk form for institutionaliseret monetarisme, der, uanset hvilke kåhoveder nationen har siddende i folketingen, dikterer os udlicitering, tiltageregulering af det offentlige, subsidiering af landbrugets ødelæggelse af landet, og effektivt forhindrer enhver national orientering i at få effekt for egne forhold! Er det det, han vil tale om? Selvfølgelig ikke! Han vil aldrig tillade en debat eller en beskrivelse af det faktum, at vi for længst har institutionaliseret den form for økonomi, som dikterer os at identificere os med den selvdestruktive succesadækvate livspraksis. Det ville være alt for radikalt.

Det der gør en forskel, det har vi alligevel ingen indflydelse på. Så snakken om, at ville tale om det der gør en forskel, tilhører her det eneste, der ikke er noget ”som om”, nemlig det, at vi kun kan tale ”som om” vi kunne gøre en forskel!

http://borsen.dk/blog/978/12306/33439/Steen_O._Rasmussen

Niels Østergård

Hans Hansen,

Spiller du nu f-kortet. Vidste du ikke at det er forbudt?
DF har undersøgt sig selv og undersøgelsen viser helt klart at DF ikke er et fascistisk parti, siger Pia K.

@Hans H.

Enig-knappen. Det er en sort tid vi har levet i de sidste 9 år og det ser endnu mørkere ud med den nye inkompetente statsminister der ikke er herre i eget hus, AL magt ligger jo i Pia Ks hænder og desværre synes regeringen stadig at opgive alle deres værdier.

Søren Rehhoff

Intet under hvis Kjærsgaard måske er i vildrede. indtil nu har DF jo bare kunnet hægte sig på regeringen ved, at bakke op om den og så slå på, at at man fungerede som social garant, gennem tiltag som ældrechecken o.s.v. . Men uden egentlig at udvikle en dybere forståelse af sammenhængen mellem samfundsøkonomi og sociale forhold. Deres sociale bevidsthed er mest kommet til udtryk ved, at de har sat deres små sociale aftryk på finansloven til fordel for "værdigt trængende" som f.eks ældre mennesker . Nu hvor det ikke bare er integrationsproblermer men også sociale og økonomiske problemer der presser sig på, får de sværere ved, at navigere.

Ole Gerstrøm

Lederskribenten: "Indvandrerdebatten vil stadig være der, men den vil ikke have den placering i fremtiden, som den har i dag." (indvandrer er en eufemisme for muslimer, dette ord undgåes).

Gid det var så vel. Men intet tyder på det. En somalier begår et knivdrab på en kommunal sagsbehandler. En raket blev affyret mod civile mål i Israel. Norske myndigheder melder om 3.000 illegale indvandrere. Yemen truer vesten. Taleban slår til i Kabuls centrum. I Malmö taler politiet om bølger af antisemtiske voldshandlinger.15 årige pige med tyrkisk baggrund knivstak skolekammerat "Lige efter blev jeg så glad" Burde lederskribenten ikke åbne øjnene?

Kunne det være , at Jesper Langballe varetager funktionen som ballonskipper for dansk folkeparti ? og at DF i virkeligheden er enig i de fleste af hans udtalelser?

Jesper Langballes funktion synes at være , at afprøve danksernes holdninger og bane vejen for DF´s værdidebat uden af stemmer mistes. Derfor bliver ingen smidt ud. PK har muligheden for at tage afstand til hver prøveballon , skulle danskerne mene, at grænsen er nået. Samtidigt fastholder DF fokus på det, som vi har diskuteret igennem mange år - hvordan skal danskhed defineres?

I hvor høj grad skal man egentlig asimilere sig for, at kunne blive en accepteret del af samfundet ? og hvordan kan det lade sig gøre at samle en gruppe mennesker om noget så upræcis en størrelse som Danskhed?

Den nationale identitet er først noget som er opstået i det 19 århundrede- Det at være dansk går altså ikke tilbage til vikingetiden , som mange af os går og tror.
Det er en fællesskabsfølelse som er defineret på baggrund af myter.
Problemet med nationalisme er bare, at kultur altid er blevet påvirket på tværs af landegrænser, kontinenter siden begyndelsen - via
folkevandringer og trykkekunstens udbredelse.

Det vil forblive DF hovedpine at skule optegne den nationale identitet til evig tid, som kan kun give resultater på meget kort sigt.

Heldigvis for det

Pia Kjærsgaard lægger ikke afstand til Langballes kerne indhold, men til hans »uheldige« formuleringer.
Pia prøver på at være stueren med forhåbning om minister plads, hvis det blive VKO regering efter næste valg, men DF bliver aldrig stuerene.

Hvis Dansk Folkeparti vitterligt ønsker at fremstå som det nye Socialdemokrati, så er muligheden der nu.

Et hamskifte der kun er tænkeligt i en virtuel verden...

Dorte Sørensen

En ting der undre mig er hvorfor ikke kristendommen får skyl for dit og dat , når en med kristen kulturbaggrund begår en voldlægt, et mord osv.

Lars Peter Simonsen

Ethvert land, der går i en uprovokeret angrebskrig mod et andet land, har lukket fascismen ind i varmen, og det vil også afspejle sig i den politiske virkelighed og debat.
Det første offer i en krig er sandheden...

Niels Østergård

Pia er ikke blevet blød. Pia er simpelthen forsvundet. Vedholdende rygter siger at hun i disse dage simpelthen tænker på at ekskludere sig selv fra de evindelige landsbytosser. Og endvidere at hun vil fortsætte i folketinget som løsgænger, da både V og K er for inficerede af tosseriet til at de kunne være et alternativ.
Mere om sagen følger...