Når ingen danske aviser vælger at trykke Kurt Westergaards Muhammedtegning i dækningen af det vanvittige angreb på tegneren første nytårsdag, skyldes det så ansvarlighed eller selvcensur? Når man kan gennemføre et langt interview i Deadline på DR2 om satiretegninger uden at vise nogen af Muhammed-tegningerne, som er årsag til hele debatten, er det så udtryk for ansvarlighed eller selvcensur. Det er nok det sidste, vil de fleste mene, og det er med til at bekræfte, at der er et stigende pres på ytringsfriheden, og at der i samme forbindelse er voksende selvcensur blandt danske udgivere, forfattere og kunstnere. Årsagerne er mange, men man ville lyve, hvis man sagde, at det ikke har noget med Muhammed-krisen at gøre.
På baggrund af denne uges meget omdiskuterede undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget af danske kunstneres forhold til selvcensur, kan man ganske vist ikke entydigt konkluderer, at Muhammed-krisen er årsagen, når danske kunstnere dropper projekter af frygt for trusler. Men der er ingen tvivl om, at krisen over de danske tegninger har sat sig tydelige spor. Når en dansk avistegner skal leve med sikringsrum, konstant overvågning og yderst begrundet frygt på grund af en harmløs ytring, så skal alle sejl sættes både for at beskytte og forsvare Kurt Westergaard, men også for at fortælle, at ytringsfriheden ikke kan bekæmpes med vold og trusler. Derfor har der i virkeligheden ikke været noget tidspunkt, hvor der var større grund til at trykke hans verdensberømte tegning, end der er nu. Argumenterne imod er oplagte og rationelle. Truslen mod Danmark er stigende, fortæller PET os. Siden afsløringen i oktober sidste år af Chicago-netværket, der planlagde angreb mod Jyllands-Posten, avisens kulturredaktør Flemming Rose og Kurt Wester-gaard, har konsensus været, at man skal tænke sig grundigt om og omgås ytringsfriheden med stor ansvarlighed.
Det er altid en god ide at tænke sig om, inden man taler, skriver eller tegner. I den forstand har selvcensuren altid været en del af ytringsfriheden. Men ytringsfriheden skal også bruges til at udfordre, provokere og flytte grænser. Og den kan i sidste instans også krænke og håne, herunder også religiøse dogmer og forestillinger, hvis det kan begrundes sagligt. I den forstand er en påstået ansvarlighed, der til forveksling ligner selvcensur, blot en indrømmelse over for de, der for det første ikke engang anerkender ansvarligheden og for det andet mener, at religiøse dogmer skal definere, hvor grænsen for ytringsfrihed går. Det er en tendens, som ikke bare trives blandt voldelige islamister som Kurt Westergaards overfaldsmand, men også gør sig gældende langt ind i FN's cirkler, hvor man anført af de muslimske lande kort før jul vedtog en resolution, der har til hensigt at forbyde 'krænkelse af religiøse følelser'. De samme religiøse dogmer, som bruges til at undertrykke med, må ikke kritiseres. De kræfter bekæmpes ikke med ansvarlig selvcensur, men ved brug af det frie ord.
