Leder

Skueprocessen mod Demjanjuk

I november sidste år blev den 89-årige ukrainskfødte John Demjanjuk ført ind i en retssal i München i en rullestol. På tv-billeder lignede den tidligere krigsfange og koncentrationslejrvagt en levende død...
25. januar 2010

I november sidste år blev den 89-årige ukrainskfødte John Demjanjuk ført ind i en retssal i München i en rullestol. På tv-billeder lignede den tidligere krigsfange og koncentrationslejrvagt en levende død. For iagttagere var det svært at vurdere, om han var åndsnærværende. Efter at Demjanjuk sidste sommer blev deporteret fra USA til Tyskland, vurderede en dommer ved en distriktsdomstol i Bayern, at ukraineren var rask nok til at blive retsforfulgt for »medvirken i mordet på 27.000 jøder« i den tyske koncentrationslejr Sobibor i det østlige Polen fra marts til september 1943. Han må dog højst udsættes for 45 minutter lange retsmøder.

Det ville være svært at opbyde medlidenhed med Demjanjuk, dersom han blot var skyldig i en brøkdel af, hvad de tyske myndigheder sigter ham for - altså at have deltaget personligt i massemord. Hvis han vitterlig arbejdede som vogter i Sobibor-lejren, er der på grundlag af historikeres viden om de af SS-korpsets tvangsrekrutterede lejrvagters opgaver næppe tvivl om, at Demjanjuk i det mindste kan holdes moralsk medansvarlig. Men hvordan den tyske domstol vil kunne dømme ukraineren juridisk skyldig for medvirken i holocaust uden at have øjenvidner, endsige overlevende ofres identifikation af ham i lejren, er hinsides en retlig vurdering. Selv hvis hans identitetskort, udstedt af SS, skulle være gyldigt, og Demjanjuk rent faktisk tjente i Sobibor, bør vidneudsagn om andre vagters brutale fremfærd i Sobibor-lejren i alle tilfælde ikke accepteres som juridisk tilstrækkelige for domfældelse. I realiteten synes Demjanjuk at være blevet det juridiske offer 'par excellence' for efterkrigstidens ufuldstændige og politisk påvirkelige retsopgør med nazisterne og deres håndlangere i holocaust.

Sagen mod ham begyndte i 1977 i USA, hvortil han var emigreret. I 1981 blev han fradømt amerikansk statsborgerskab på grund af dokumentfalsk - han skulle have undladt at angive sin tjeneste i kz-lejren. I 1983 'genkendte' overlevende israelske jøder ham som bødlen fra Sobibor, 'Ivan den Grusomme'. I 1986 udleverede USA ham til Israel, hvor han i 1988 blev dømt til døden. Men Israels højesteret frikendte ham i 1993: Han var ikke Ivan den Grusomme. Efter syv års fængsel blev han sendt tilbage til USA og fik statsborgerskab og pas tilbage. I 2001 hævdede USA's justitsministerium, at Demjanjuk havde været vogter i Sobibor. I 2003 gjorde USA ham igen statsløs. Polen og Ukraine vægrede sig ved at retsforfølge manden. I 2009 anmodede USA Tyskland om at gøre det. Det sagde tyskerne ja til.

Tysklands accept af sagen er problematisk. Polske og ukrainske medier har i den seneste måneds tid med god grund indvendt, at processen i München kan tjene til at 'relativisere' tyske nazisters retlige ansvar og Tysklands moralske ansvar. Der peges på, at vesttyske domstole i 1960'erne og 1970'erne var yderst skånsomme mod tidligere tyske SS-befalende fra kz-lejrene Belzek, Sobibor og Treblinka, hvor to mio. jøder og 50.000 romaer blev udryddet i 1942-43. Nogle blev frikendt, dels fordi ingen overlevende kunne bevidne deres forbrydelser, dels fordi tyske medsammensvorne tiede. Andre slap ud efter nogle års tugthus.

Eksempelvis blev SS-officeren Otto Stadie, der havde været den ansvarlige for den fysiske tilintetgørelse af jøderne i Treblinka-lejren, idømt syv års tugthus i 1965 og frigivet to år senere. I de første årtier efter Anden Verdenskrig ønskede øvrigheden i Tyskland og de vestlige allierede af åbenlyse politiske grunde ikke at rive op i nazitiden. Tidligere SS-folk og højtstående nazister fra det Tredje Riges bureaukrati sad på tunge poster i Vesttysklands industrivirksomheder og statsapparat, hvorfra de kunne holde hånden over hinanden og hjælpe de få, der blev fanget. At Adolf Eichmann f.eks. kunne leve ret åbent i Argentina og måtte kidnappes af israelske agenter for at blive retsforfulgt i Jerusalem i 1961, skyldes Vesttysklands uvilje mod et stort anlagt retsopgør med fortidens forbrydelser.

Man kan naturligvis hævde, at nationale og internationale retsnormer siden er blevet strammet op. Statsadvokaten i Bayern anfører f.eks., at man ikke bør undlade strafforfølgelse nu, blot fordi SS-officerer ikke blev straffet for 40 år siden. Det virker dog helt ude af proportioner, at en lille fisk som John Demjanjuk (lægerne giver ham højst to år at leve i) - der i 33 år er blevet gennemheglet som nazisternes nådesløse jødemorder og har siddet syv år på dødsgangen i Israel - nu stilles for en domstol i det land, hvorfra historiens største forbrydelse udgik. Oven i købet uden fældende beviser.

Det bringer et fundamentalt spørgsmål på bane: Hvis 89-årige Demjanjuk kan retsforfølges, så får tyske domstole travlt. Ukrainere i tyske krigsfangelejre havde et valg mellem at dø af sult eller blive vagter. Mange foretrak at blive kz-vagter fremfor den sikre død, ligesom de jødiske vagter i kz-lejrene. Hvad med overlevende nazister? Er de også medskyldige i folkemord? Så længe domstole ikke kan fremlægge en klar definition, ender sager som den mod Demjanjuk i skueprocesser af primært symbolsk værdi. Det tjener ikke retfærdigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu