SAGAEN OM salget af TV 2 fortsætter med et nyt kapitel, efter at Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby netop har meddelt, at partiet gerne vil gå på Børsen, så danskerne kan gamble og købe aktier i stationen. Sagaen tog sin begyndelse i året 2001, da den nytiltrådte VK-regering meddelte, at salget ville finde sted inden for 100 dage, en meget optimistisk melding, idet der nu er gået ni år. At den ikke er solgt, var en af Brian Mikkelsens største skuffelser i hans periode som kulturminister og indtil videre et stort nederlag for regeringen.
I den anden ende af skalaen var der lige så lidt held i sprøjten, da man satte sendetilladelsen til en femte landsdækkende radiokanal på auktion, en højest utraditionel handling, men den var lige efter de borgerliges hoved. Udbud og efterspørgsel, De ved. Danmarks Radios radio havde kun godt af at få mere konkurrence. TV 2 bød på kanalen, vandt, ansatte Jens Rohde som direktør, hvorefter det gik ad helvede til. TV 2 kunne ikke komme hurtigt nok ud af det mislykkede arrangement.
KÆPPEN i hjulet for salget af TV 2 blev nogle retssager, som to konkurrerende mediekoncerner anlagde i EU, idet de mente, at stationen uretmæssigt havde modtaget en stor statsstøtte. Tabte TV 2 sagen, skulle den bøde med noget i retning af en milliard kroner, hvilket ville slå bunden ud af dens økonomi. Altså måtte hesten holdes. Hvem ville købe en station, som havde udsigt til at blive falleret?
Sager ved domstole kan trække i langdrag, ved vi alt for godt, og siden har TV 2 været kastebold mellem EF-Domstolen - navnet er en reminiscens - og EU-Kommissionen, som dels ikke har kunnet finde egne ben, dels ikke har kunne finde hoved og hale i problematikken.
Det skal medgives, at den også er for viderekomne, men det specielle er, at TV 2 dels har public service-forpligtelser (hvordan de så defineres), dels reklameindtægter. Kunne man f.eks. være sikker på, at statstilskuddet var gået til public service-delen og ikke til den kommercielle, hvorved det ville være konkurrenceforvridende?
SOM DET ligger nu, er det imidlertid ikke nogen dårlig ide at tænke i folkeaktier, selvom nogle børskommentatorer synes den er dårlig, da prisen nok er helt i bund for tiden. Men det er jo ikke sikkert. Efter en større trimning er økonomien blevet stærkt forbedret. Modellen er, at der ikke må sælges mere end 49 procent, resten skal være på statens hænder. Pengene fra salget skal gå til en fond, som skal konsolidere stationens økonomi.
Der vil derved være mulighed for, at TV 2 ikke forsvinder helt ud i de blå tåger og bliver totalt kommercialiseret med risiko for, at nøglen drejes om ved fremtidigt underskud. Det kan jo ske, hvis det store dyr i medieåbenbaringen, Rupert Murdoch, eller det lille dyr, David Montgomery, eller mere anonyme konglomerater køber ind. Den skæbne er TV 2 trods alt for god til at lide.
