Leder

Asylpolitik med fjernkontrol

TILBAGE I 1990 udløste den dramadokumentariske og senere prisbelønnede BBC-film, The March, en voldsom reaktion overalt i Europa. Fra Sudan og op gennem det afrikanske kontinent sluttede titusinder af afrikanere sig til marchen mod det forjættede Europa i deres søgen efter overlevelse...
15. februar 2010

TILBAGE I 1990 udløste den dramadokumentariske og senere prisbelønnede BBC-film, The March, en voldsom reaktion overalt i Europa. Fra Sudan og op gennem det afrikanske kontinent sluttede titusinder af afrikanere sig til marchen mod det forjættede Europa i deres søgen efter overlevelse.

Filmen, der åbenlyst spillede på den hvide races frygt for de fremmede, sluttede ved Gibraltar-klippen, hvor også marchen stoppede. Velbevæbnede soldater med de 12 gule Europaråds-stjerner på hjelmene sørgede for, at de sultne afrikanere ikke kom længere. Hvad der derefter skete var op til den enkeltes fantasi.

Frygten for at blive oversvømmet af fremmede var på det tidspunkt yderst nærværende. De kommunistiske lande i øst var i opbrud, og antallet af asylansøgere, der nåede frem til Vesteuropa, eksploderede. At vi i Danmark fik mange fremmede på det tidspunkt, skyldtes ikke kun Det Radikale Venstres blødsødenhed, som mange ynder at hævde. De kom til hele Europa. Men det er en anden historie. EU's reaktion på det voldsomme indvandrerpres kom prompte. Enigheden om Maastricht-traktaten i 1991 indeholdt begyndelsen til en fælles EU-politik over for indvandrere. Dog uden Danmark, der senere fik forbehold på dette vitale område. Men det er også en helt anden historie.

I de følgende år blev grænserne effektivt lukket - 'Fort Europa' blev kontinentet kaldt. Men indvandrerpresset fortsatte mindst lige så ufortrødent. Brutalt illustreret gennem de mange billeder af overfyldte, synkefærdige skibe på vej over Middelhavet.

I weekenden bragte Information så en artikel med den sigende overskrift på forsiden: 'EU's nabolande skal vogte fortet'. I dag bremses den uønskede indvandring, før de mange stakler nogen sinde ser en europæisk tolder eller kontrolpost. Managing Migration by Remote Control, som det også kaldes.

MAN FLYTTER kontrollen til de transitlande, flygtninge og indvandrere skal igennem for at nå Europa. For har de først krydset grænsen, kan de søge om asyl og ikke umiddelbart sendes tilbage. Europa graver derfor en voldgrav rundt om fortet.

Mod øst har EU indgået aftaler med Balkan-landene, Rusland og Ukraine om at sende uønskede indvandrere tilbage til disse lande, hvis de er rejst den vej. Til gengæld har disse lande fået en række privilegier, når deres indbyggere søger visum til EU-landene. EU tør ikke tilbyde landene syd for Middelhavet sådanne privilegerede indrejseordninger, og landene i Nordafrika ønsker tilsvarende heller ikke at indgå en tilbagesendelsesaftale med Europa. På den måde ville de spille det eneste effektive kort, de har. Til gengæld er der indgået en række aftaler om handel og bistand, hvortil kommer andre typer arrangementer, der gør voldgraven omkring Europa endnu dybere. Information omtalte i weekenden den absurde aftale, hvor Silvio Berlusconi rejste til Libyen med fem miliarder dollars, en statue og en undskyldning for Italiens opførsel under kolonitiden. Til gengæld skal Libyen standse udvandringen fra deres land til Italien. Og det virker. Mange, der før rejste ud fra Libyen, tager nu vejen omkring Tyrkiet.

Netop en aftale med Tyrkiet mangler for at fuldende voldgraven. Får EU ikke en hjemsendelsesaftale i hus med Tyrkiet, bliver det fremtidens åbne port ud mod verden. Det for alvor delikate er her, at EU forhandler med et land, der i princippet er på vej ind i selvsamme EU.

TYRKIET har i flere år tøvet med at imødekomme EU's krav på flygtninge- og indvandrerområdet. Med rette frygter de, at en hjemsendelsesaftale med EU og status som 'sikkert tredjeland' vil betyde, at de i fremtiden kommer til at hænge på uforholdsvis mange af de flygtninge, der måtte komme fra landets uregerlige naboer som Iran, Irak, Afghanistan, Kaukasus og de Palæstinensiske Selvstyreområder. Ved indgåelse af sådanne aftaler med EU frygter Tyrkiet også, igen med rette, at de mister deres måske stærkeste kort i forhandlingerne om medlemskab af EU. De risikerer, ved først at indvilge i at agere bufferstat for indvandring til Europa, at de senere bliver nægtet optagelse. Europa står også i et dilemma. De savner desperat at få Tyrkiet med i kontinentets indvandrerpolitik, men hvilken pris vil de betale? Lovning om medlemskab, hvis Tyrkiet naturligvis opfylder de generelle betingelser, tilbud om betydelige legale kvoter for tyrkisk indvandring, eller måske noget helt tredje?

Her er tale om historisk vidtrækkende beslutninger, der vil påvirke både Europa og Tyrkiet årtier frem. Måske er Europas egentlige dilemma, at konsekvensen af en aftale med Tyrkiet kan betyde flere tyrkiske indvandrere. Alternativet kan blive en mere ukontrolleret indvandring fra de omkringliggende muslimske lande? Hvem taberne bliver i dette gigantiske politiske spil er ikke til at sige. Til gengæld er det sikkert at udpege de virkelige tabere - fremtidens flygtninge.

De får sværere og sværere ved at finde et sted at flygte til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu