IRANS præsident, Mahmoud Ahmedinejad er medlem af den messianske Hojjatieh-kult, som selv Irans revolutionsfader Khomeini var bange for. Kulten opererer med et apokalyptisk sammenbrud i nær fremtid, hvor shia'ernes forsvundne 12. imam vil vise sig og dømme levende og døde. I øvrigt i selskab med ingen ringere end Jesus, hvorfor Jerusalem skal 'befris' for islams fjender. Revolutionsgarden (Ahmedinejads magtbase) har en hel 'Jerusalem-brigade' til formålet, og at præsidenten notorisk leger med messianske fantasier, og f.eks. ikke har dementeret, at han stod under en 'glorie', da han talte til FN i 2006, er evident.
Men hvor meget af hans snak, der er populistisk kalkule, og hvor meget, han selv tror på, er umuligt at vide - men hans martyr-pludren spiller en rolle for f.eks. israelernes risiko-vurderinger, og er årsag til at de omtaler Iran som en 'eksistentiel trussel'.
Det er dog værd at bemærke, at martyr-snakken ikke spiller nogen rolle i det interne opgør om retten til Irans islamiske revolution, så vist som den er en del af shia-troens religiøse ballast. Det var heller ikke et problem for britisk politik, at Tony Blair var skabs-katolik, såvel som det ikke er et problem i dansk politik at Søren Krarup er ildsprudlende Blut und Boten-tidehverv. Det må de selv om.
HVAD der er vigtigt er at se på, hvem der truer hvem. Da Ahmedinejad på årsdagen for den islamiske revolution erklærede Iran for en'atom-stat', og at dersom Iran ønsker at fremstille kernevåben, ville han sige det 'uden frygt', var det udsagnets første led, der tog overskrifterne i Vesten. Nu regnes der på hvor lang tid iranerne skal bruge på at berige deres uran til de 90 pct., der kræves for fremstilling af bomben - et slag på ekspert-tasken siger ét til fem år.
Da bemeldte Blair blev afhørt i den tredje undersøgelse af optakten til Irak-krigen, benyttede han platformen til at udnævne Iran til aktuelt risiko-scenario. De verbale kanonader og den tilbagevendende sanktions-snak, som alle ved ikke kan blive til noget uden Kina - hvorfor den ikke bliver til noget, da Kina er afhængig af Irans olie - ligner til forveksling optakten til 2003-invasionen af Irak. Frygt for, at Iran måske og måske ikke pønser på at fremstille, er et led i en mental mobilisering af den globale offentlige mening. Parallelt mobliseres det militære isenkram.
USA har netop tilsendt Qataar, Bahrain, UAE (De Forenede Arabiske Emirater) og Kuwait batterier med Patriot-missiler. Saudi-Arabien og Israel har i forvejen samme våbentype, der kan skyde indgående missiler (fra Iran, forstås) ned. USA har 30.000 mand stationeret i Saudi-Arabien, der bevogter havne, militære installationer og olie-anlæg. Efter 2011 vil USA fortsat have 50.000 'rådgivere' i Irak, uanset at landet vil være regeret af Iran-venlige shia-partier. Bahrain har købt 80 F16-kampfly - ikke otte, som ville passe bedre til emiratets geografiske format.
Barack Obama har advaret Iran om 'voksende konsekvenser', hvis iranerne ikke indstiller deres atomprogram. Smag lige på den formulering.
