Efter flere dages fokus på Grækenlands kummerlige finanser sluttede den forgangne uge om muligt endnu mere pessimistisk:
- I Europa viste nye tal fra Eurostat, at blandt EU's største økonomier var det kun den franske, der voksede i sidste kvartal af '09; Tyskland stagnerede, mens Italien og Spanien faldt tilbage i recession efter et enkelt kvartal i plus.
- I USA viste tal fra boligmarkedet, at hvert femte byområde er i fare for et såkaldt 'double dip' - et dobbelt dyk eller det, der kaldes en W-formet kurve. Og godt hver femte boligejer skylder fortsat flere penge væk, end boligen kan sælges for.
I Kina blev kravene til bankernes reserver skærpet for anden gang i år - i et forsøg på præventivt at punktere en potentiel kinesisk kreditboble. Meldingen blev på verdensmarkederne tolket sådan, at Kina ikke uden videre har til sinds at agere redningsmand for resten af kloden, i hvert fald ikke hvis risikoen for hjemlig overophedning bliver for åbenlys.
Tilsammen skaber disse tal fornyet frygt for, at det ikke kun er boligpriserne i USA, men hele klodens vækst som bliver W-formet (snarere end U- eller V-formet), før det for alvor går opad igen.
For hvor skal hjælpen komme fra? Økonomien har i et års tid været holdt kunstigt i live af statslige investeringer, men nu er også de vestlige stater og regeringer ved at være grundigt gældsatte, præcis som de banker og boligejere de søgte at frelse.
Før finanskrisen var det især USA's forbrugere, som drev klodens vækst, men de er i dag ramt af usikkerhed på både arbejds-, bolig- og aktiemarkedet og vender næppe tilbage til deres tidligere forbrugsvaner foreløbig. Og selvom kineserne investerer, så er de langt fra ved at overtage hr. og fru Amerikas låne- og købeiver.
Det kunne se ud, som om frygten for W-formen næres af en dybere frygt for en usikker og uforudsigelig fremtid. Verdensøkonomien befinder sig i et vadested, og vi har ingen klare svar på, hvordan vi skal regulere globaliserede markeder, dele ressourcerne, beskytte klimaet, forsørge de mange ældre eller ændre på de 'globale ubalancer', som Obama siger - med andre ord det faktum, at Kina har produceret løs, og USA har købt ind de seneste årtier, mens det omvendte sjældent var tilfældet.
Magasinet Economist vurderer på lederplads, at tre ting bliver afgørende den næste tid: Kan opsvinget klare sig uden kunstigt åndedræt? Hvor dyb er staternes gæld? Og hvor dygtige er centralbanker og finansministre til at designe den rette politik?
Det er muligt, at det i denne omgang bliver ved frygten, at faren for W-form driver over, og opsvinget langsomt får fat. Men selv da må vi vestlige forbrugere formentlig indstille os på, at det er slut med de seneste års milliongevinster på boliger, tidlig pensionsalder, kort arbejdsuge og andre søde velfærdsgoder. Der er 'no such thing as a free lunch,' siger man - der findes ingen gratis frokost.
Det kunne se ud som om, tiden er kommet til at betale regningen.
