LEDER: Løkkes nye korpus

DER BLEV GRÆDT på afgående forsvarsminister Søren Gades (V) Facebook-gruppe i går. Det samme gjorde de frysende fodgængere på gågaden i Gades hjemby, Holstebro, hvor en af tv-kanalerne naturligvis var til stede for at indfange reaktioner på den populære ministers afgang. For selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen i går valgte at gennemføre en historisk stor rokade for at 'sætte sit eget hold', så var det en næsten lige så stor historie, at 'far her' mandag aften valgte at trække stikket, ikke bare som forsvarsminister, men som folketingspolitiker. Og både på Facebook og i Holstebro og for den sags skyld langt ind i oppositionen, som ellers fik skylden af Dansk Folkeparti for Gades exit, var man enige om, at Søren Gades afgang er et stort tab for dansk politik. For på trods af, at skandaler og lækager har hørt til dagligdagen for forsvarsministeren, så har det forunderligt nok ikke ændret hans positionen som en af regeringens absolut mest populære ministre.

Ikke desto mindre må man sige, at Gades afgang var både naturlig og nødvendig. For uanset om oppositionen og medierne har været i haserne på Søren Gade det sidste halve år, må det også slås fast, at den råddenskab og det rod, som den sidste lange tid har præget Forsvarsministeriet, måtte få konsekvenser. Skandalen i efteråret i Forsvarskommandoen i forbindelse med 'jægerbogen' og den konstruerede arabiske oversættelse var i sig selv belastende for både Søren Gade og hans pressechef Jacob Winther. Belastningen er imidlertid ikke blevet mindre den seneste måned med den såkaldte 'lækagesag', hvor ikke mindst Jacob Winther, men også Søren Gade er kommet kraftigt i søgelyset for at have lækket fortrolige oplysninger til TV 2 om udsendelse af danske jægersoldater til Irak i 2007. Både Winther og Gades håndtering af sagen har kun forværret en situation, der i sidste ende kunne være blevet et stort parlamentarisk problem for hele Lars Løkke Rasmussens regering.

Det er hypotetisk, men man kan spørge sig selv, om et ministerium havde fået lov at sejle rundt i skandaler så længe under forgængeren Anders Fogh Rasmussen, der var skræmmende i sin håndtering af den offentlige dagsorden og medierne, eller om ikke der for længst var ryddet op. Nu endte det i stedet som en klokkeklar tabersag til VK-regeringen over for medierne og oppositionen. Men nu er Gade væk, og fyret eller ej har han med sin afgang forhindret, at sagen i denne omgang får lov at true regeringen.

LARS LØKKE RASMUSSEN har i stedet kunnet benytte anledningen til at træde ud af forgængerens skygge og med udskiftninger på hele 14 ministerposter, hvoraf syv er helt nye ansigter, sætte sit eget hold. Umiddelbart ligner det en klar styrkelse af regeringen frem mod det valg, som skal holdes senest i efteråret 2011. Det kan diskuteres, om Søren Gades afgang på lang sigt er en styrkelse, men det er hævet over enhver tvivl, at det var fornuftigt at udskifte folk som kulturminister Carina Christensen, udviklingsminister Ulla Tørnæs, sundhedsminister Jacob Axel Nielsen og forskningsminister Helge Sander. De er alle med stor brutalitet udskiftet med enten nye eller mere modne og tunge kræfter, der nu skal være med til at skærpe regeringen og løse problemerne for Lars Løkke Rasmussen, der den seneste tid har kæmpet med ikke bare vigende tal i meningsmålingerne, men også en stigende efterspørgsel efter et selvstændigt projekt.

Det er der nu mulighed for at rette op på. I den forbindelse er det naturligvis interessant at kigge på Lars Løkke Rasmussens ommøbleringer, hvor blandt andre Lene Espersen (K) er udnævnt som udenrigsminister, endda den første kvindelige af slagsen, Per Stig Møller (K) er ny kulturminister, Brian Mikkelsen (K) ny økonomi- og erhvervsminister, problemknuseren Bertel Haarder som ny indenrigs- og sundhedsminister skal ind og løse de faretruende store problemer i kommunerne og sundhedssektoren, mens Venstres næstformand, Kristian Jensen, ikke længere skal være skatteminister, men som ny gruppeformand støbe de ideologiske og politiske kugler, der kan gøre ham klar til at overtage formandsposten, hvis Lars Løkke skulle fejle til næste valg.

MEN MINDST LIGE SÅ interessant er det, at Lars Løkke, der ofte er kritiseret for at være for lidt ideologisk og uden interesse for værdipolitikken, med udnævnelsen af ikke bare tesemagerne Søren Pind (V) som udviklingsminister og Tina Nedergaard (V) som ny undervisningsminister og Gitte Lillelund Bech (V), der tidligere har markeret sig som stor fortaler for brugerbetaling, som forsvarsminister markerer en klar liberal profilering af regeringen. Hvor Fogh, der i øvrigt ikke skiftede meget ud på ministerposterne i sin regeringstid, gjorde alt for, at oppositionen skulle kvæles af sin egen medicin, og at VK-regeringen med stålsat disciplin skulle være en lige så stor velfærdsgarant som en S-ledet regering, tegner der sig med Lars Løkke Rasmussens nye hold måske for første gang i mange år en langt mere klar valgsituation. Det ville på mange måder være befriende. Lidt klogere er man senere i dag, når Lars Løkke Rasmussens nye hold har fremlagt sit program.