Leder

LEDER: Skandalen i socialstaten

Debat
12. februar 2010

Borgere skal beskyttes. De skal beskyttes mod voldsmænd, spritbilister og spekulanter. Det er politiets opgave at beskytte borgerne mod den slags trusler. Men politiet gør det ikke alene.

Der er systematiske trusler, som politikerne skal beskytte borgerne imod. Man kan sige, at socialstaten blev skabt i løbet af det tyvende århundrede som et kompromis mellem politiske krav om sociale garantier og økonomiske krav om en veluddannet arbejdsstyrke. Socialstaten sikrer ikke lighed, men den giver borgerne en tro på, at alle har muligheder for at realisere et værdigt liv. Den skaber en forventning om, at man som borger ikke behøver frygte fattiggården. Og socialstaten skaber en slags solidarisk skæbnesfællesskab: Man vil ikke finde sig i at høre om andre, der har det for dårligt. Man vil ikke have dårlig samvittighed over det, og man vil gerne kunne fortælle sine børn, at de vokser op i et samfund, hvor alle har en retfærdig chance, og ingen på forhånd er sat ud spillet.

Man kan sige, at socialstaten leverer en dobbeltbeskyttelse: Den beskytter borgerne hver især mod fattigdom, og den beskytter borgerne som politisk fællesskab mod den kynisme, som gør, at man bliver ligeglade med hinanden.

Sådan var socialstaten, og sådan er socialstaten ikke længere. Det gælder både i Danmark, hvor kontanthjælpsloft, starthjælp og 450-timers-regel er gennemført uden offentlige slagsmål på niveau med kampen om dankortgebyret på 50 øre eller slaget mod kamphundene.

Men det gælder også i andre europæiske socialstater, at offentlige ydelser er blevet reducerede, sociale garantier er svækkede, og den demokratiske enighed om det værdige minimum er blevet udfordret.

Set i det perspektiv er den kendelse, som den tyske forfatningsdomstol i denne uge afsagde, opsigtsvækkende: Den underkendte den tyske stats fastsættelse af et værdigt eksistensminimum for borgere på overførselsindkomst. Den politiske bestemmelse af betingelser for et værdigt liv blev kendt i strid med selve den tyske forfatning. Forfatningsdomstolen sagde ikke, at ydelserne var for lave, og den sagde heller ikke, at de burde sættes op. Den kommer ikke med positive politiske forslag, men med juridiske kendelser.

Domstolen underkendte den måde, som det værdige eksistensminimum bliver udregnet på. Det kan lyde som en teknisk kritik af et teknisk spørgsmål, men det er netop pointen: Det er en skandale, at hele spørgsmålet om socialstatens forpligtelser over for udsatte borgere bliver gemt i uigennemskuelige udregninger. For man kan som bekendt ikke lave en kritik af forhold, som man ikke forstår.

Det drejer sig om eksistensgrundlaget for 6,5 millioner tyskere, som ikke lever op til minimale betingelser for afklaringer af, hvad et værdigt liv er.

Det står ikke klart, om penge til transport, hvis børn på landet skal til læge i byen, eller penge til bøger og computer til skolegang, indgår i definitionen af minimum for et værdigt liv.

Socialdemokraterne skabte socialstaten i en alliance med kapitalismen. Og det var den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, som skabte Hartz 4 i en ny alliance med kapitalismen. Han bad Peter Hartz fra Volkswagen-fabrikkerne lede den kommission, hvis konklusioner førte til drastiske reformer af socialhjælpen.

Nu er der ikke langt fra en etableret middelklassetilværelse til et usikkert liv på 'Hartz 4' - efter maksimalt 18 måneders ledighed ryger man på den laveste sociale ydelse, hvor man skal klare sig for 359 Euro om måneden plus tilskud for børn og tilskud til husleje. Man bliver ikke kun økonomisk presset af at komme på 'Hartz 4'. Man bliver også socialt vanæret; det er ikke smart at have venner på Hartz 4. Og det siges, at ansøgere bliver sorteret fra, hvis arbejdsgiveren finder ud af, at de har været på Hartz 4.

De borgere, som kommer på Hartz 4, mangler med andre ord social og politisk beskyttelse. De er udsatte. Og det er ikke socialstaten, som beskytter dem. Det er socialstaten, som de skal beskyttes imod. Det demokratiske flertal er ikke tilstrækkeligt optaget af vilkårene for det sociale mindretal til at sikre dem betingelser for et værdigt liv. Nu er det dommerne, som beskytter de udsatte borgere mod overgreb fra socialstaten. Tyskerne har af historiske grunde en forfatningsdomstol til at beskytte mindretallet mod det politiske flertals eventuelle udskejelser. Det har vi ikke i andre europæiske lande som Danmark.

Og spørgsmålet er, hvor de sociale mindretal skal gå, hvis de i lande uden forfatningsdomstol vil klage over det politiske flertals økonomiske kynisme og sociale ligegyldighed?

Konklusionen er lige så banal, som den er skandaløs:

De økonomiske tabere bliver i disse stater også til demokratiske tabere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først en tak til Rune.

Nu havde Sonja Bautz og jeg fat i den tråd omkring dette emne, igår.

http://www.information.dk/telegram/224052#comment-207122

Jens Carstensen

Ja velfærdskommisionens redegørelse fra 2009 har ikke bragt mange sind i kog og slet ikke vore politikeres beat på trommerne. Det ville da være fantastisk hvis Danmark havde en lignende domstol hvor de udsatte kunne få lidt oprejsning. Derfra og til faktuelle ændringer/forbedringer er der selvfølglig langt, men lavmålet for social ligegyldighed med samfundets laveste segmenter, som det så kønt hedder, er åbenbart ved at være en bundskrue uden ende ? God Leder, pas på du ikke bliver udsat for Berufsverbot Rune Lykkeberg ;)

Tak til Rune, herfra også.

Skandale er vitterlig ikke for mild en betegnelse.

Der bliver overskredet grænser utænkelige for almen borger.

Kort, klart og godt. Det skræmmende er, at der mere og mere synes udsigt til, at vi skal gennem nogle af de samme erafringer, som man har været igennem i Tyskland, førend tanker som Lykkebergs og den tyske forfatnings bliver fremherskende herhjemme.