Leder

Muh

Tænk, hvis kunststøtten skulle have forbillede i landbrugsstøtten, og vi skulle til at tale om de danske besætninger af forfattere...
11. februar 2010

Kunststøtten går til parnasset; den går hovedsageligt til folk fra de rigtige cirkler og til dem, der kender nogen, der kender nogen, sagde Lars Olsen i sidste nummer af Bøger. Anledningen var, at Lars Olsen blev forbigået, da der skulle uddeles arbejdslegater fra Statens Kunstråd til arbejdet med sin nye bog Eliternes triumf. Afslaget skrev han så ind i sin bog, fordi han ville rejse en principiel debat om, hvordan vores fælles skattekroner fordeles. På listen over de 62 personer, der blev tildelt støtte, så Lars Olsen til sin store forundring nemlig navne som Carsten Jensen, Henrik Nordbrandt, Niels Barfoed, Pia Tafdrup, Thomas Boberg med flere, forfattere, som ifølge Lars Olsen alle i forvejen havde modtaget masser af offentlige støttemidler.

Bortset fra at der på listen over de 62 modtagere også er mindre kendte forfattere, så kan det jo tænkes, at disse forfattere har indleveret de mest lovende bogprojekter, og at de med god grund har modtaget en for dem nødvendig støtte for at realisere dem. Ligesom man med en større nepotismeundersøgelse fra for nogle år siden i ryggen kan tilbagevise den tilbagevendende kritik af, at en lille kreds af personer giver støtte til hinanden.

Alligevel er der god grund til, som senest formuleret af Mads Øvlisen, formand for Statens Kunstråd, at ønske sig en større og mere principiel diskussion af spørgsmålet: Hvorfor skal vi overhovedet støtte kunst? Når debatten med jævne mellemrum kan blive ved med at dukke op, er det måske ikke kun den indre rindalist, der rører på sig, men fordi et samfund til hver en tid skal være klar til at tage den overordnede diskussion om dette spørgsmål. Det er nemlig også en måde at imødegå den populisme, som spørgsmålet ofte ledsages af.

Så lad bare diskussionen komme. Udgangspunktet for den er ikke et nulpunkt, men at vi her i landet har haft et ret enestående kunststøttesystem bygget op omkring hele kunstfonden og en i virkeligheden gammel socialdemokratisk tanke om, at et samfund også har brug for at støtte sine kunstnere for samfundets egen skyld.

Som et radikalt og underholdende indspark i den diskussion har vi nu forfatteren Hans Otto Jørgensen, der i debatindlæg på side 14 gør sig til talsmand for at sammenligne kunststøtte med landbrugsstøtte: »Landbrugsstøtten gives heller ikke det ene år til A og det næste år til B. A og B får hvert år, fordi de hvert år skal producere. Man kan ikke sådan lige lukke en malkebesætning på 300 køer ned et år eller to og så starte igen. Ligesom man ikke kan lukke et forfatterskab ned og starte igen.«

Prøv lige at tænke tanken færdig: litteraturstøtte som landbrugsstøtte! Bortset fra at vi forhåbenligt ikke skal til at tale om de danske besætninger af forfattere, så er svaret nej: Den mest anakronistiske støtteordning skal ikke være et forbillede for den fremtidige kunststøtte. Der skal tænkes nye tanker om kunststøtten i Danmark, ikke forældede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Naturligvis skal staten give kunststøtte.
Det er kunstens opgave heletiden at puste magthaverne i nakken.
Og selvfølgelig skal man give penge til den elitære kunst.
Kvalitet frem for kvantitet.
Det sidste har vi sgu nok af i form af Eks-Faktor, Gramprix og Dansktop..
Og nej, jeg mener ikke, det skal være gratis for HR og FRu sovs og kartofler og gå på museum.
Alle har ikke forudsætninger for at forstå kunst.
VH Heidi Madsen

"Det er kunstens opgave hele tiden at puste magthaverne i nakken."

Øhhh - nå?!

Jamen, så må vi enten mangedoble støtten, eller helt stryge den, for lige nu kommer der ikke så meget som en let brise fra den kant.