Leder

Øvlisen

8. februar 2010

Lars Olsen, forfatteren, ikke fodboldtræneren, har udgivet en ny debatbog, Eliternes triumf. I den fokuserer han på, at eliten sidder på magten i Danmark, f.eks. er ’manden på gulvet’ ikke repræsenteret af mange i Folketinget i dag, hvor de fleste har en høj uddannelse. Han har tidligere med god gennemslagskraft skrevet debatbøger om folkeskolen og om det ulige samfund. Forud for udgivelsen af den nye bog søgte han om støtte fra Statens Kunstråd, men fik afslag. Det synes han, er for dårligt. Ikke det bedste udgangspunkt for den kritik af kunststøtten, som han luftede i Informations bogtillæg (4. 2.), hvor han som forsmået gik ud med en kritik, som endelig ikke måtte opfattes som personlig, men principiel. Det gør vi så.

Synspunktet er, at kunststøtten går til parnasset. Man skal færdes i de rigtige kredse for at få del i pengene. Også kunststøtten er med andre ord eliternes triumf, og han peger på en række navngivne forfattere, der efter hans mening har snabelen for langt nede i statskassen. Formanden for Kunstrådet, Mads Øvlisen, takker for debatten, men efterlyser – i stedet for personfnidderet – en dybere debat om, hvorfor vi overhovedet har kunststøtte, hvad vi vil med den. Jamen, gerne.

ØVLISEN MENER, vi hovedsageligt støtter kunsten af gammel vane, og der er selvfølgelig en iboende inerti. Når noget først er etableret, kører det, og der findes lande, hvor kunststøtten er ikkeeksisterende eller beskeden. Den danske tradition går tilbage til enevoldskongerne, men midt i 1960’erne tog staten ansvaret på sig i større stil med oprettelsen af Statens Kunstfond. Lagerforvalter Rindal startede en protestbevægelse, kulturminister Hans Sølvhøj forsvarede: Kunsten er en værdi for samfundet, og det synspunkt har skiftende regeringer også forsvaret, endog den borgerlige regering. Kun toppen af kunstnerne kan klare sig alene ved salg af værker.

Siden har der jævnt hen været debat om støtteformerne, som af og til er blevet ændret ud fra erfaringerne. En overgang var det bibliotekspengene, der stod for skud. Dem har der i mange år været ro om.

DE ANDRE store ydere er Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, der begge har litterære ekspertudvalg, som står for uddelingen. I kunstrådets udvalg sidder p.t. Finn Hauberg Mortensen, Rasmus Heiberg, Niels Lyngsø, Niels Peter Juel Larsen og Gritt Uldall-Jessen, i kunstfonden Nils Gunder Hansen, Christina Hesselholdt og Morten Søndergaard. Ikke ligefrem Tordenskjolds soldater, men selvfølgelig kan man hævde, at de tilhører en litterær elite. Ikke mindst fordi de sidder her.

Indavl er der alle steder, og det er noget skidt, men netop derfor sidder de nævnte på korte åremål, hvorefter andre kommer til. Det perfekte og helt retfærdige system findes ikke, men dette er en tilnærmelse.

Så hvad er det, vi skal diskutere hr. Øvlisen? Kunstrådets formand skylder os et ordentligt oplæg til debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu