Leder

Prins i pinlighed

I IOC sidder et antal anløbne personager, og komiteen har jævnligt været indrodet i storpolitiske magtspil, korruption, halvhjertet indsats mod doping - plus snyd, afpresning og bestikkelse op og ned i OL-systemet
18. februar 2010

Nej, nej, ikke så hurtigt og ikke så pinligt! Sådan må man udbryde, efter at Danmarks kronprins mindre end et halvt år efter sin kåring til IOC, Den Internationale Olympiske Komité, har taget en maveplasker i lige præcis det olympiske snavs, som kritiske røster advarede imod at bringe Frederik i nærheden af.

I IOC sidder et antal anløbne personager, og komiteen har jævnligt været indrodet i storpolitiske magtspil, korruption, halvhjertet indsats mod doping - plus snyd, afpresning og bestikkelse op og ned i OL-systemet.

Siden 1998 har den sydkoreanske gigantkoncern Samsung sponsoreret olympiader - både sommerens og vinterens, og altså også den igangværende i Vancouver. Den drivende kraft i formidlingen af de olympiske milliardbeløb har været Samsungs bestyrelsesformand, Kun-Hee Lee. Han blev allerede i 1996 optaget i IOC.

Men plums revnede i 2008 en grim skandale. Sydkoreansk politi stormede Kun-Hee Lees hjem og kontorer og fandt beviser for, at Lee stod i spidsen for en hemmelig bestikkelsesfond, der købte anklagere, dommere og politikere i Sydkorea. En slags variant af det olympiske sponsorat, kan man sige.

Først nægtede Lee alt. Så tog han dramatisk ansvar for det hele og afgik som bestyrelsesformand. Domstolen i Seoul idømte ham i juli 2008 en bøde på 600 millioner kr. og tre års betinget fængsel.

Skandalen og dommen betød, at Lee måtte forlade IOC. Men hurra og lettelse! Ved udgangen af 2009 blev Lee benådet af Sydkoreas præsident, ifølge velorienterede iagttagere, for at fremme sydkoreansk værtsskab ved vinter-OL 2018.

Fiks manøvre med benådningen, for vups vedtog IOC at lukke Kun-Hee Lee tilbage i komiteen, hvor han med pengemagt og snoretræk igen kan virke for sine interesser.

Genindslusningen af Lee er støttet af komité-medlem Frederik, der forklarer: »Det er svært for IOC at gøre andet, når Kun-Hee Lee er benådet af præsidenten i sit hjemland. For dermed er han jo frikendt i de sager, han var dømt i.«

Disse kongeord har ført justitsminister Brian Mikkelsen til et undtagelsesvist juridisk klarsyn. Til Ekstra Bladet forklarer Mikkelsen:

»En benådning, det er jo, når man er dømt for en forbrydelse, og så af forskellige årsager bliver benådet. En frifindelse er, når en domstol erklærer, at man er uskyldig. Så jo, der er forskel på de to begreber.«

Ja, mon ikke? Hvor er den støttepædagoggruppe af embedsmænd, der skal holde Frederik fra at OL-blamere sig? Ekstra pinligt er, at Frederik tilfreds konstaterer:

»Kun-Hee Lee har fået den samme sanktion, som andre IOC-medlemmer, der efter lignende sager er blevet benådet i deres hjemland.«

Just deri består problemet. Som nu også er kongehusets problem. Grimme problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke det officielle Danmark "vil røre ved" IOC, så bør vi være konsekvente og afstå fra at sende deltagere til OL.

Hvis vi synes, at det er OK for vores sportsfolk at deltage i OL, så må vi også håndtere IOC og prøve at omlægge uvanerne (mildt ord) og højne standarden.

En benådning i Sydkorea er vel ret beset en af en demokratisk valgt statschef politisk besluttet "frikendelse" ( -hvis man absolut vil "redde" prinsen - det er jo næsten umuligt).

Lad os se , om der kommer flere "uheld" , eller om det lidt hen ad vejen faktisk lykkes at få gjort tingene bedre - men det ser lige p t ud som om, at dem der advarede mod IOC medlemskabet havde ret.

Niels Østergård

Vil det sige at Brian Arthur både er sports- og kulturminister?
Ja, han har drevet det vidt den lille dreng.
Pu-ha, det lykkedes at skrive to hele sætninger om Brian Athur uden at anvende ordet ubegavet.

Peter Andreas Ebbesen

Man kan da vidst rolig kalde Frederik for"Hans Kongelig Hejudulighed"...
Afskaf dog for fanden det latterlige kongehus.
Så kan han skabe sig tosset uden at hele landet synes det er så pinligt.
VH Heidi Madsen

Niels Østergård

Nu ligger landet jo sådan at hele landet ikke synes at prinsen er pinlig. Diverse målinger viser tværtimod at "vi" elsker "vort" konge- (dronninge-) hus.
Så det ligger nok lidt tungt med at få det afskaffet.
Ligeså med OL. Tror heller ikke at der lige på det punkt er udsigt til et snarligt forbud.
Der er vel i og for sig også større problemer i verden end disse to institutioner.
Synes for øvrigt at Mary ser lidt sløj ud på forsiderne af ugebladene nede i supermarkedet.

Allan Krøyer Jensen

Det, der undrer mig allermest - og faktisk positivt - ved OL er, at man stadigvæk modstår fristelsen til at kommercialisere legene totalt og tillade reklameskilte mv. - det er faktisk ret vederkvægende at bivåne de olympiske konkurrencer uden at omgivelserne er plastret til med store reklameskilte. At det så er en frimurerloge af værste skuffe, der styrer begivenhederne må vi nok leve med - IOC er nok ikke gennemsnitligt mere korrupt end resten af verden!

... og nogen har siddet på spring, ventende just på dette øjeblik, hvor de frydefuldt har kunnet spotte en krusning under overfladen ...

Med lystfiskerens tålmodighed er det lykkedes. Alle forudsigelser holdt stik og stolt vises fangsten frem. Trods dens ubetydelighed.

Flere ord, flere tomme grin, og skål du: Vi har gjort en forskel i verden i dag.

Hov, tid til at pakke sammen, vi skal skynde os hjem og se curling ...

Lennart Kampmann

Lad blot Frederik gøre arbejdet for os republikanere. Han alene kan udrette mere end det halve folk.

At han som person sikkert er yderst sympatisk og på alle måder af fornem kvalitet, skal ikke fjerne opmærksomheden fra den udemokratiske institution han er fangen af.

Men som sagt er han nok den rette til at opbygge modstanden mod monarkiet, idet folket vil kræve hans frihed. De kan jo se at han ikke har det godt med den nuværende rolle.

Med venlig hilsen
Lennart

Kirsten Svejgaard

Vores kronprinsesse siges jo at have en uddannelse inden for jura. Man kunne jo håbe, at hun vil være i stand til at forklare sin mand forskellen mellem 'frikendelse' og 'benådning'.

I øvrigt er jeg enig i, at hvis vi sender sportsfolk til OL, anerkender vi dermed også den politik, der føres.

Peter Andreas Ebbesen

Hej Lennart.
Det står jo Frederik frit for at abdicere, hvis han skulle få lyst til det.
Jeg kan da huske, da han var helt ung og våd bag ørerne, der var han meget i tvivl om han overhoved ville være konge.
Jeg synes det er et problem, at vi har et kongehus når vi i øvrigt kalder os for et demokrati.
For et kongehus, er da om noget det mest udemokratiske vi har.
Afskaf det, det er jo alligevel blot en kransekage med pynt på toppen.
Hvor vidt Mary skulle se sløj ud, det kan jeg ikke udtale mig om, da jeg er helt blind *smil*.
VH Heidi Madsen

Lennart Kampmann

Hej Peter Andreas,

det er klart at han bare kunne abdicere hvis han ellers ville, men der er den mærkelige egenskab ved tildelte privilegier; de er svære at opgive.

Margrethe den anden har klaret opgaven relativt godt, og opnået folkets gunst. Tænk hvis det havde været arveprins Knud, der var kommet til. Så havde vi allerede haft republikken.

Frederik er en sympatisk fyr, der ikke gør sig særligt godt i offentlighed. Han er ikke nogen stor taler, har ikke statslig karisma og har ikke den fanden-i-voldskhed der vil give ham kant. Derfor vil han ikke kunne fastholde folkets støtte i samme grad som sin mor. Om det er nok til at vi kan afskaffe monarkiet, eller det også kræver en helt uduelig arving af Frederik, det må tiden jo vise.

Det er jo stadig folket der skal afskaffe kongehuset....

Med venlig hilsen
Lennart

Det tyder på at mor ikke har sat Frederik ind i kongehusets funktioner.

Folk der løslades fra afsoning af livstidsstraffe, bliver det jo ved kongelig benådning. Men det gælder jo kun straffen, ikke gerningsindholdet.

Hvad lærer man egentlig, når man læser statskundskab?

peter fonnesbech

Han sætter slipset på nøjagtig samme måde, som de jakkesæt han er iblandt, og det vil han blive ved med at gøre.

" Var der nogen, der havde forventet noget andet ! "