Leder

Sneboldeffekten

16. februar 2010

Bare lige så De er opdateret: I Vancouver blev mændenes styrtløb ved vinter-OL aflyst lørdag på grund af for megen varme. I weekenden var der 12 plusgrader i den olympiske by mod knap fem som det normale for februar. I stedet for sne har Vancouver nu påskeliljer. Og i Rio de Janeiro blev weekendens karnevalsstart en livsfarlig prøvelse efter temperaturer i dagene forud, der med 46,3 grader var de højeste i den brasilianske storby i 50 år. For kloden som helhed har University of Alabama netop offentliggjort nye data, som fortæller, at sidste måned blev den varmeste januar i 32 år. I kølvandet på et 2009, der ifølge NASA blev det næstvarmeste år i temperaturmålingernes historie. Dét kan være godt at vide, hvis man tilfældigvis befinder sig et af de få steder på kloden, hvor det lige nu er rigtig koldt. Som her i det isbelagte Danmark. Eller som i Washington DC, der de seneste dage har været ramt af voldsomt snefald. I den amerikanske hovedstad er udsynet så begrænset, at toneangivende medier og politikere nu bruger det kraftige regionale snevejr til at erklære den globale opvarmning aflyst. Den konservative tv-vært hos Fox News Sean Hannity sagde forleden, at snestormen »synes at modsige Al Gores hysteriske teorier om global opvarmning«, og hans kollega Neil Cavuto har haft daglige 'advarsler om global opvarmning', der udmaler, hvor hundekoldt det er. »Det fryser over hele kloden,« råbte Cavuto i lørdags til de amerikanske tv-seere, mens den republikanske senator Jim DeMint skrev på nettet: »Det bliver ved at sne i DC, indtil Al Gore skriger be' be'.«

Forskere har ikke blot prøvet at forklare, at kortsigtede vejrfænomener intet siger om langsigtede klimaændringer, men også, at kraftige snestorme faktisk er helt i tråd med klimamodellerne: Global opvarmning giver mere fordampning, der øger luftens fugtighed, som fører til kraftigere nedbør, som - når det lejlighedsvis er koldt nok - falder som sne.

At manipulerende mediefolk og demagogiske politikere kan have større gennemslagskraft end knastørre videnskabsfolk er del af forklaringen på, at der nu er faldende folkelig tro på en menneskeskabt global opvarmning. Det viser meningsmålinger i USA, Storbritannien, Australien og sågar i Danmark, hvor nu kun hveranden ifølge Berlingske Tidende tror, klimaforandringerne er menneskeskabte - et fald fra 59 pct. i 2008.

EN Nok så central forklaring på skepsisen er imidlertid de fejltrin, der de seneste måneder er afsløret i videnskabsfolkenes egne rækker. Både 'Climategate' med de stjålne e-mails fra University of East Anglia (UEA) og IPCC-affæren med den forkerte oplysning om Himalayas afsmeltning har svækket offentlighedens tillid til forskerbudskabet om accelererende klimaforandringer. Det foruroligende ved den hidsige mediedækning af 'skandalerne' er imidlertid, at der i de to 'afsløringer' intet er, der rokker ved den videnskabelige substans. Et par af 'Climategate'-forskerne har helt klart gjort sig skyldige i ufine metoder over for klimaskeptikere, mens IPCC i én af sine tre arbejdsgrupper har haft for dårlig kvalitetskontrol af de mange kilder, panelets rapport bygger på. Disse forseelser må føre til henholdsvis ændret adfærd - måske en afskedigelse - på UEA og til en reform af IPCC's arbejdsmetode. Det er fagligt påkrævet og nødvendigt for at genskabe offentlighedens tillid til forskningen. Men det er fuldstændig grundløst, når klimaskeptiske politikere og mediefolk forlanger IPCC opløst, pengene til FN's klimaindsats bremset, klimalovgivning droppet og selve bekymringen over den globale opvarmning afblæst. Fortvivlede forskere står uforberedte på dette møde med politik, når det er værst. Mange oplever den aktuelle mediestorm som »absurd og surrealistisk.«

»Journalister, der aldrig har kastet så meget som et enkelt blik på IPCC-rapporten, er nu dybt oprørte over ét forkert tal på side 493 i Bind 2,« skriver nogle af IPCC-forskerne på hjemmesiden www.realclimate.org, hvor de tilbageviser listen af påståede IPCC-fejl, bortset fra den erkendte Himalaya-fejl og en for klimateorien ligegyldig oplysning - leveret af den hollandske regering - om, at 55 pct. af Holland ligger lavere end havets overflade. (Den korrekte formulering er, at 55 pct. af Holland risikerer oversvømmelser.)

NASA-forskeren Gavin Schmidt skriver på realclimate.org, at »klimaforskerne er ved at falde over hinanden for at yde information til skoler, kirker, organisationer, museer, tv, radio og musiksteder« om klimasagen. Det samme siger hjemlige forskere, men de kommer til kort, når manipulerende politikere, useriøse mediefolk og andre med ideologiske dagsordener ansvarsfrit fører hetz mod det ubekvemme klima-budskab og forskerne bag. Som Fox News' Glenn Beck, der nu siger, at »der er ikke knive nok på Jorden til de harakirier, der burde være begået« af alle de nu vanærede forskere. Enhver har ret til sine egne meninger, men enhver har ikke ret til sine egne kendsgerninger. Det er på tide, at ansvarlige politikere opgiver tavsheden, træder i karakter og imødegår syndfloden af hysteriske påstande, der er på vej til at spænde ben for det største og mest påtrængende omstillingsprojekt i det moderne menneskes historie. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne tråd er jo et studie i absurditet og klimabenægternes retoriske krumspring når desværre tragikomiske højder.

At Marianne Mandoe angiveligt kan få sig selv til, i fuld seriøsitet, at anfægte IPCC's grundlæggende redelighed samtidig med at hun dokumenterer sine påstande med artikler fra gutter press par excellence Daily Telegraph, hvor bl.a. nulbonen James Delingpole er fast inventar, er simpelthen himmelråbende dumt.

At hun så samtidig påberåber sig videnskabelig kompetence alt imens hun forlanger klokkeklare beviser fra klimavidenskaben, er måske det bedste udtryk for manglen på sanddruelighed og/eller den svulstige dumhed, der præger klimabenægterne. Hvis man forlanger skudsikre beviser, har man jo netop selv bevist, at man ikke fatter, hvordan videnskaben fungerer.

Det mest skræmmende er imidlertid, at hun formentlig er den af benægtelseslejrens proselytter, der har mest at byde på.

Det kan man så tænke lidt over.

PS. Tak til Informations øvrige debattører, der udviser bemærkelsesværdig tålmodighed.

Marianne Mandoe

Kære Jens Clausen

Årsagen til at jeg udbeder mig klokkeklare beviser fra videnskaben er at samme videnskab, uden at have klokkeklare beviser og vel vidende at de reelt ikke ved ret meget om klimadynamikken, nærmest har erklæret at jorden er ved at gå under, og at det udelukkende er menneskets skyld.

Så hvem er de dumme?
Dem der æder DEN råt, eller dem der samler bolden op og beder videnskaben om at indsamle flere, og bedre, data før de kommer med endegyldige forudsigelser?

Sider