Leder

Det sværeste løfte

Debat
3. februar 2010

LISTEN OVER ER LANG over løfter, som præsident Obama endnu ikke har indfriet, og de er alle blevet endevendt op til et-års-dagen for hans indsættelse. Men hvis der er et løfte, som det især er gået elendigt med, så er det løftet om at gå nye politiske veje, anslå en ny tone og samarbejde på tværs. Det medgav præsidenten også selv i sin tale om nationens tilstand onsdag i sidste uge, og han talte om et deficit of trust – et tillidsunderskud mellem vælgerne og Washington. Det er essentielt i ethvert politisk system, at politikerne søger genvalg og derfor søger at løse vælgernes problemer, opfylde deres ønsker. De folkevalgtes og vælgernes interesser bliver til én, og det skaber kompromisvilje og resultater for alle. Man kan anklage USA's politiske system for at være dysfunktionelt af mange grunde: lobbyisternes og pengemændenes magt, valgdag hvert andet år osv. Men det største problem pt. er måske det forhold, at politikernes og vælgernes interesse ikke er én. I stedet for at indfri løfter ser politikerne ud til at søge genvalg via en anden strategi: I stedet for at gøre vælgerne glade, søger de at gøre dem vrede, så de straffer det siddende parti og stemmer på modparten næste gang. I stedet for at samarbejde og løse problemer er de optaget af at udstille hinandens uduelighed.

DEMOKRATERNE ER IKKE uden skyld. De opgav f.eks. at nå et kompromis med de få moderate republikanere, der er tilbage i kongressen (Maines senator, Olympia Snowe)og gik i stedet efter deres egen sundhedsreform med det snævrest mulige flertal – og tabte. Men Republikanerne har i særdeleshed dyrket en nej-strategi det seneste år og har søgt at bremse og blokere ethvert initiativ. Nu ser Obama klogeligt ud til at have indset, at der ikke er nogen vej uden om det måske sværeste løfte – dét om en ny tone og tværpolitisk samarbejde. Han har de seneste dage viftet republikanerne om næsen med flere forslag, de selv har efterlyst: Skattelettelser til små virksomheder; et tværpolitisk udvalg, der skal arbejde på at nedbringe statsgælden. Men Republikanerne har indtil videre ikke ladet sig charmere. Allerede dagen efter Obamas store tale stemte de kollektivt nej tre gange i senatet, blandt andet til gældsudvalget, som flere af dem ellers åbent havde støttet.

DET ER ENDNU ALT for tidligt at spå om, hvilken strategi der giver bonus til november: Obamas invitationer eller republikanernes stejle afvisninger? Vil vælgerne stemme med deres vrede eller med troen på, at der må kunne findes løsninger? På en bizar bagvendt måde kan det blive en fordel for Obama og især for USA, hvis Republikanerne genvinder Kongressen og må tage mere ansvar. Indtil da er kun at håbe, at det kan lykkes at kickstarte samarbejdet - også før valgdagen i november. Der er som bekendt masser af opgaver: Arbejdsløshed, klima-, sundheds- og finansreform. Hver især er de afgørende, men det sværeste løfte er det allervigtigste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stuart Goodale

Interessante at læse Withs fortolkning af begivenheder. Det altid undrer mig hvor Informationens journalister får deres informationer fra - CNN? Fox News?? Lederen har mindst en iøjnefaldende "halvsandhed": "De opgav ... at nå et kompromis...med Olympia Snow." Sandheden er at republikanerne har bevidst blokeret processen. Så sent som igår hørte jeg at Olympia Snow praler af at hun fik processen til at gå i stå??!!! En anden: "De gik efter det snævrest mulig flertal" - jamen demokraterne har det største flertal i 30-40 år - skal de ikke bruge det??? Mærkelig synspunkter. Demokraternes problem er at de nemlig ikke bruger deres flertal, men søger at forhandler med nogle som ikke forhandler i god tro.