Leder

Svendestykke

2. februar 2010

SÆT FILMEN FRI. Det var overskriften, da Det Danske Filminstituts (DFI) øverste direktør, Henrik Bo Nielsen, i fredags præsenterede det, der skal blive hans svendestykke, nemlig DFI’s oplæg til det kommende, fireårige filmforlig. Det omfattende forslag er blevet til efter en langvarig Spørg & Lyt-proces, hvor branchens forskellige parter har fået lov til over for DFI at ytre sig om de ting, de synes er gode og dårlige ved de nuværende forhold. Overskriften på forslaget dækker over en udbredt utilfredshed med de rammer, som DFI skal operere indenfor, og med de mere specifikke vilkår, som den statslige filmstøtte uddeles under. DFI vil selv have mindre detailstyring fra politikerne og større frihed til at
bestemme, hvor og hvordan filmpengene skal bruges.

TV STATIONERNES INDFLYDELSE på dansk film, som blev øget med det igangværende filmforlig, skal mindskes, mens den samlede bevilling til dansk film via DFI skal øges. Støttesystemet skal forenkles og gøres mere fleksibelt. Filmkonsulentordningen, der støtter de kunstneriske film, skal bevares, men tilpasses ny teknologi og nye medier. Den kommercielle 60/40-ordning skal gøres til en regulær markedsordning, hvor en fem mand stor redaktion skal vurdere projekternes kommercielle potentiale. Og der er mange andre områder, som ifølge forslaget også bør have et løft – dokumentarfilm, talentudvikling, filmmiljøet uden for København, publikums adgang til film osv. Meget af det har i forskellige udgaver været på dagsordenen ved tidligere forligsforhandlinger. Men det ændrer ikke ved, at det er et indholdsrigt og ambitiøst forslag til et nyt filmforlig, som Henrik Bo Nielsen i løbet af de næste måneder skal forhandle med filmbranchens øvrige parter og politikerne, der jo i sidste ende træffer beslutningerne.

DET ER IKKE NOGET nemt tidspunkt at føre den slags forhandlinger på. For selv om der både er talent og idérigdom i dansk film, er branchen også i en økonomisk og kreativ krise, som i høj grad er resultatet af de filmpolitiske skævheder, man nu prøver at rette op på. For mange krisetegn kan jo godt gøre politikerne usikre på, om de adskillige millioner, der hvert år bruges på dansk film, nu også gives godt ud. På den anden side er situationen så alvorlig. Selskaber vakler og lukker, og film flopper. Derfor har man fornemmelsen af, at dansk film har brug for en seriøs håndsrækning, hvis ikke det skal gå helt galt. Det nuværende, meget udskældte filmforlig var blandt andet et uheldigt resultat af, at filmbranchen ikke stod samlet i sine krav/ønsker til politikerne. Det kommende filmforligs succes afhænger i høj grad af, at branchens parter finder et fælles, overordnet fodslag, og det kan blive en udfordring. Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, har f.eks. allerede udtalt, at han ser DFI’s forslag som oplæg til diskussion. Et stort ansvar hviler på Henrik Bo Nielsen. Den nærmeste fremtid vil vise, i hvor høj grad han kan leve op til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu