Leder

Et sygt system

Debat
1. marts 2010

De kommende uger gælder det liv eller død for USA’s sundhedsreform, og dermed for sygesikring til op mod 30 mio. uforsikrede amerikanere. I torsdags duellerede demokrater og republikanere ved en godt seks timer lang tv-debat, og i denne uge (formentlig onsdag) meddeler Obama sit næste skridt.

Den bedste løsning er ikke til rådighed. I stedet har præsidenten to muligheder: En risikabel – og en endnu mere risikabel. Han har også to mål, som nu ser ud til at være definitivt uforenelige. Og kun en vej frem.

For at tage målene først, så har opgaven siden valget været at forene reform med bredt samarbejde. Vælgerne vil have løst problemer, men de vil også helst have konsensus. Mødet i torsdags slog imidlertid fast, at det er umuligt på sundhedsområdet, og derfor er der nu to udveje: At demokraterne stemmer reformen hjem selv, eller at de begynder forfra, som republikanerne ønsker.

Både Repræsentanternes Hus og Senatet vedtog i efteråret hver sin reform, inden demokraterne tabte den afgørende senator-stemme i Massachusetts – og med den muligheden for at vedtage det færdige kompromis. I stedet kan Senatet formentlig vedtage en serie mindre ændringer med simpelt flertal (i stedet for superflertallet på 60), og det kan så gøre reformen spiselig for Huset. En anden løsning er, at Huset vedtager en revideret reform, som Senatet siden stemmer om via en kontroversiel procedure, kaldet ’reconciliation’, der oprindelig blev oprettet til budgetsager.

Alternativet er at gøre, som republikanerne vil: Smide reformen i skraldespanden. Faktisk sagde de det så mange gange i torsdags, at tv-stationen MSNBC kunne klippe et helt tv-indslag med ordene: Starte på en frisk, begynde forfra, droppe denne lov.

Det seneste år har dog vist, hvor komplekst og tidskrævende det er at nå til enighed med alle aktører på sundhedsområdet. At begynde forfra vil vare mindst lige så længe. Og imens er ca. 45 mio. amerikanere fortsat uden sygesikring; Systemet er blandt de dyreste og mest ineffektive i den vestlige verden. Og de statslige ordninger Medicare og Medicaid (for fattige og ældre) har kurs mod fallit.

Derfor er der kun en løsning. Det bliver næppe kønt at se på, og de vil få heftig kritik for at misbruge systemet, men det er helt nødvendigt, at Obama og demokraterne handler, hanker op i partidisciplinen og presser reformen igennem. Og derfor havde torsdagens maratonmøde alligevel et formål, selvom det på forhånd blev kaldt politisk teater og endte forudsigeligt uden resultat.

Obama fik vist, at han har gjort absolut alt for at nå et kompromis. Og republikanerne fik på deres side vist, at de har seriøse argumenter, ikke kun skingre nej-sigere. Som tv-værten Chris Matthews noterede, så lod de klogeligt ’de skøre’ blive hjemme og kom velforberedt.

Mødet åbenbarede en klar ideologisk kløft: Er sygesikring en ret eller et privilegium? Og har nationen råd i en krisetid? Demokraterne vil give alle adgang, mens republikanerne vil tage små skridt og fokusere på prisen. Demokraterne forsøgte at tegne billedet af, at der faktisk er ganske få forskelle, at deres forslag er midtsøgende og sagtens kunne vinde bredt flertal, hvis viljen var til stede. De citerede tårevædede breve og skræmmende statistik. Og Obama fik vist, at han kan være andet end flink og fornuftig; Med kritikernes ord mindede han mest om en pirrelig professor, der ville have det sidste ord; Med tilhængernes øjne var han offensiv og havde overbevisende styr på substansen. Men ingen skiftede mening.

Så nu er Obama nødt til at satse og gå selv – medmindre der sker mirakler. Det antydede han også i sin radiotale lørdag med ordene: »Vi kan ikke forpasse muligheden for at imødegå denne udfordring« og senere: »De mange millioner, som ikke har råd til sygesikring, kan ikke vente endnu en generation på, at vi handler.«

Strategien kunne se sådan ud: Bejle en sidste gang til de moderate republikanere. Inddrage så mange som muligt af deres egne forslag, f.eks. om konkurrence over statsgrænser, nedbringe spild og svindel og begrænse erstatninger for lægefejl.

Og så kommer den helt afgørende prøve; Kan Obama og kongressens ledere, Reid og Pelosi, banke deres egne skeptiske partifæller på plads? Nogle gange bør en god leder søge det bredeste flertal. Men det kan også være lederskab at sætte sin vilje igennem, løbe en risiko.

Obama råder fortsat over et af de største flertal i historien, og nu bør han bruge det, mens han kan. Som han selv sagde torsdag, så bør politikere løse problemer, hvorefter vælgerne må bedømme resultatet: »Det er det, vi holder valg for,« som præsidenten formulerede det.

USA’s sundhedssystem er sygt, og Obamas reform har også skavanker. Demokraterne vil miste stemmer, hvis de tvinger den igennem. Men de vil formentlig miste flere, hvis de lader være.

Og chancen kommer næppe igen foreløbig.

Så selv en halvgod reform er bedre end slet ingen medicin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stuart Goodale

"i stedet for superflertallet på 60": det With undlader at nævne er at "superflertallet" er et kunstigt begreb nødvendiggjort af den hidtil usete brug af fillibuster (som er virkelig en kontroversielle procedure).
"via en kontroversiel procedure, kaldet ’reconciliation’": Reconciliation er ikke kontroversielle, med mindre men lytter til Fox "New". Gør With det er det dårlig journalistik at efterabe deres mening her. Reconcilation er en ganske normale procedure brugt 22 gange over de sidste 30 år, 13 gange af republikanerne. De blander "nuclear option" ind i begrebet "reconciliation" selvom de ikke har noget med hinanden at gøre.

Rachel Henderson

Før vi danskere bliver alt for selvfede skulle vi lige tage vores egen sundhedsforsikring i øjesyn: den dækker jo hverken tandlægeudgifter eller synskorrigerende hjælpemidler.

Jeg har forsøgt at melde mig ind i den private sygeforsikring "Danmark", men her blev jeg afvist, fordi jeg lider af bl.a. birkeallergi. Ovenikøbet med opfordring til at jeg kunne søge igen, hvis jeg blev rask. Enhver mediciner ved, at det er uhyre sjældent at allergier forsvinder, der er netop tale om livslange kroniske sygdomme. De kan afhjælpes på forskellig måde, men aldrig helt kureres.

Det er besynderligt, at den private sygeforsikring ikke bare kan optage folk med det forbehold, at bestående sygdomme ikke dækkes, så man i det mindste kan få lidt dækning for andre ting som tandlægebistand og briller, som jo ikke har noget med allergier at gøre.

Også i Danmark må fattige folk gå rundt med dårlige tænder og affinde sig med dårligt syn.