Vi lever i en tid, hvor alle siger, at »vi lever i en tid, hvor...«. Det er en slags slogan for samtiden: »Vi lever i en tid, hvor « og så kommer dramatiske domme om egoisme, stress, ensomhed, diagnoser, skilsmisser, fedme og så videre. Det siges, at vi lever i en tid, hvor børn ikke længere får lov at være børn, fordi de skal arbejde på deres kompetence og er i gang med livslang læring længe inden puberteten. Og det hedder sig, at vi lever i en tid, hvor vilkårene i verden er fuldstændigt forandret, fordi så mange børn efter forældrenes skilsmisse kun lever sammen med mor eller far til hverdag. Eller børn ser så meget ulykke og krig på tv, at de bliver optaget af døden. Det man i hvert fald kan sige er, at vi lever i en tid, hvor vi regner os selv for noget historisk helt særligt. Vi skulle være de eneste i verdenshistorien med de her enestående problemer. Ingen før os har prøvet PlayStation, internet, fast food og fedmeepidemi, så vi må have nye ord, begreber og fortællinger til at forstå os selv. Og vi må have nye historier at læse op for vores børn, så de kan blive beredte til at leve i en tid, hvor...
Men nutidens forældre læser ikke samtidens børnelitteratur for deres børn. De læser de historier, som de selv fik læst op, da de var børn. Og som en forsker sagde til Information i går: »De almenmenneskelige erfaringer, som lagres i samfundet, afspejles i den nyere børnelitteratur. Nogle nutidige erfaringer ligger fjernt fra børnelitteraturen for 30, 60 eller 100 år siden«. Det skulle altså være et problem, at vi læser gamle historier i den nye verden.
Men pointen kan også vendes om: Man kan i den gamle børnelitteratur se, hvor mange almenmenneskelige erfaringer, der intet har med nutiden at gøre. Eventyr har altid handlet om angsten for at miste forældre. Stedmormotivet er ikke dukket op med den seksuelle frigørelse, og døden er ikke kommet ind i børneværelset med TV-Avisen og voldsfilmene. Børn er altid blevet født ind i en verden, der er truende, fordi den er uoverskuelig – og farlig, fordi den ikke er forudsigelig. Det overnaturlige er stadig naturligt for dem, der ikke endnu har lært naturlovene, og skoven kan stadig være et sted for nisser og trolde, når man ikke er blevet stor nok til forstå, at der kun er biologiske processer derude.
Den magiske verden udfoldes i eventyrerne. Og det sjove er ikke, at den virker gammeldags og bedaget på ældre læsere. Det sjove er, at alt det, der skulle være blevet så helt nyt, forekommer underordnet alt det i børnenes verden, som er det samme, når man læser eventyr som Svinedrengen, Klods Hans og Kejserens nye klæder.
Og det er måske ikke så dumt at opdrage børnene med moralen fra H.C. Andersens Kejsernes nye klæder: Så når forældrene udsmykker alle mulige banaliteter med sangen om, at »vi lever i en tid, hvor ...«, kan deres egne børn pege på dem og sige: »I har jo ikke noget tøj på«.
