Leder

Udviklingspolitik skal sætte mål

Den gode nyhed er, at det ikke behøver være særlig svært at gøre noget for den fattige verden. Det kræver bare, at man undersøger, hvad der virker, sætter sig nogle mål, afsætter nogle midler og holder fast
Debat
18. februar 2010

Den gode nyhed er, at det ikke behøver være særlig svært at gøre noget for den fattige verden. Det kræver bare, at man undersøger, hvad der virker, sætter sig nogle mål, afsætter nogle midler og holder fast. Den dårlige nyhed er, at den danske regering synes at blive stadig ringere til at fastholde sine egne mål.

Således måtte udviklingseksperter og -organisationer gnide øjnene en ekstra gang, da Information viste dem regeringens oplæg til en ny udviklingspolitik - et oplæg, som regeringen af ukendte årsager har forsøgt at holde hemmeligt for flertallet af dem, der ved noget om udviklingspolitik i Danmark. Kun en lukket kreds af interessenter havde således fået indblik i regeringens egne forestillinger om den gennemgribende gentænkning af fremtidens udviklingspolitik, som udviklingsminister Ulla Tørnæs noget overraskende annoncerede i august sidste år.

Eksperternes overraskelse skyldtes ikke så meget oplæggets markant øgede fokus på bistand rettet mod den private sektor. Det har været tydeligt, at dét har været regeringens projekt, lige siden den i 2008 nedsatte sin egen Afrikakommission med det udtrykkelige mandat at rådgive om, hvordan sådan et øget fokus kunne gennemføres. Prioriteringen er diskutabel, ikke mindst fordi det aldrig rigtig er påvist, at privatsektorbistand har nogen effekt på fattigdomsbekæmpelse, som er dansk udviklingsbistands overordnede formål. Men den har i det mindste længe været regeringens erklærede politik.

Noget mere overraskende var det, at både sundhed og uddannelse var forsvundet ud af regeringens liste over udviklingspolitikkens prioriteter. Af to grunde: For det første er sundhed og uddannelse - i modsætning til erhvervsstøtte - to områder, hvor det er målbart effektivt at hjælpe. De er også to forudsætninger for, at et samfund, som skal udvikle sig, overhovedet har en basis at gøre det på. For det andet er sundhed og uddannelse to centrale overskrifter for FN's 2015-mål - en fælles global kampagne for udvikling, som Danmark indtil nu har ført an.

2015-målene er nemlig (ligesom gældslettelseskampagnerne) eksempler på, at verden sagtens kan gøre det bedre for de fattige, hvis man vil - og hvis man satser på de områder, hvor man kan gøre en forskel. Således er det foreløbig lykkedes at få syv millioner flere børn i skole siden 1999, hvor 2015-kampagnen startede, og i det sydlige Afrika er raten af børn, der indskrives i grundskole, steget med 16 procentpoint siden år 2000. Over ti procent af børnene i grundskolealderen kommer stadig ikke i skole, men der er sket kæmpe fremskridt. Det samme gælder indsatsen mod aids og malaria - men der er stadig tre nye tilfælde af hiv for hver person, der kommer i behandling i udviklingslandene.

Sundhed og uddannelse er temaet for fire af de otte 2015-mål, og der er masser af fremskridt - og masser at gøre. Det har den danske regering indtil nu talt varmt for, at man skal, hvilket er den afgørende grund til, at Danmark i forrige uge, sammen med Senegal, fik tildelt værtskabet for den FN-konference til sommer, hvor landene skal gøre status for 2015-måls-indsatsen og blive enige om, hvordan den sidste spurt skal lykkes.

Der er med andre ord store forventninger til Danmarks rolle som foregangsland inden for udviklingspolitikken - lidt ligesom der var det til Danmark på klimaområdet op til den sidste FN-konference, vi var vært for. Men sporene skræmmer. Den danske regering formåede som bekendt, efter først at have skaffet klimakonferencen til landet, at vakle så meget i sin tro på sagen, at tidligere finansminister Thor Pedersen (V) indledte konferencen med en kæmpe fanfare mod dens formål - og de øvrige landes deltagere under det meste af konferencen i Bella Center spejdede forgæves efter repræsentanter fra regeringspartierne, der stort set holdt sig væk.

2015-måls-kampagnen var, da den blev lanceret i år 2000, i høj grad udtryk for verdens erkendelse af, at det ikke var gået så heldigt, da man tvang udviklingslandene til omfattende liberaliseringer og nedbrydninger af deres sociale sektor i forventningen om, at frit slag for erhvervslivet ville løse alle deres problemer. 2015-målene udtrykker forståelsen af, at frie markeder alene ikke skaber udvikling - men at man sagtens kan gøre en forskel, hvis man sætter ind de rette steder.

Det er muligt, at den danske regering ikke igen har skiftet mening om dette erklærede mål. At den blot har glemt, at fremtidens udviklingspolitik også skal handle om to så basale områder. Og at dens klumpedumpede hemmelighedskræmmeri omkring udkastet blot er udtryk for en overdreven angst for fri debat.

I så fald er der heldigvis stadig et halvt år tilbage, før Danmark skal lede forhandlingerne om at få 2015-kampagnen i mål. Det skulle være nok tid til at nå at bestemme sig for, om man tror på projektet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her