Leder

Afghansk logik

16. marts 2010

OFRENE for weekendens selvmordattentater i Kandahar i Afghanistan var nok engang civile.

Når man ser bort fra de 13 dræbte politifolk, altså, blev 22 civile dræbt og 57 såret, da Taleban sprængte mindst fem bomber ved Kandahars fængsel, politihovedkvarteret, et vejkryds, en moske og et marked.

Alt sammen for at vise NATO, den afghanske regering og befolkningen, at Taleban kan slå til hvor som helst, når som helst.

»Trods alle jeres forberedelser, var I ikke i stand til at stoppe os,« erklærede Taleban-talsmand Qari Yousef Ahmadi. Tilsyneladende tilfreds med at have slået en masse helt almindelige mennesker ihjel.

Det er langt fra første gang, at Talebans attentater koster mange uskyldige mennesker livet. EN opgørelse fra FN viser, at to tredjedele af de 2.412 civile dødsfald sidste år skyldtes Talebans måde at føre krig på. Og så er alle de landmænd og børn, der ved en fejl er kommet til at træde på en af Talebans tusindvis af miner slet ikke talt med.

MAN KAN godt undre sig over, hvor den menige afghaners vrede bliver af, når Taleban på denne måde slår sagesløse civile ihjel. For vreden fejler ikke noget, når det er NATO, USA eller den afghanske regering, der er årsag til civile tab. Som det var, da amerikanske fly for nogle uger siden bombede tre minibusser i Daikundi i det centrale Afghanistan, fordi de troede, at busserne var fulde af talebanere på vej til fronten. 28 civile, heraf mange kvinder og børn blev dræbt.

Eller som det var tilfældet, da amerikanske og afghanske soldater i midten af februar var på Taleban-jagt i landsbyen Khataba i den østlige Paktia-provins og fem civile blev dræbt. Eller syv, som familiens overhoved Haji Sharabuddin sagde. For to af de dræbte kvinder var gravide.

Bagefter svor han, at alle hans familiemedlemmer ville melde sig som selvmordsbombere. »Og hele provinsen vil støtte os.«

IKKE mindst kan det undre, at afghanerne ikke tager afstand fra Taleban i Kandahars landdistrikter, hvor bevægelsen terroriserer lokalbefolkningen med uindskrænket brutalitet; halshugning af landsbybeboere, der har taget imod bistand fra regeringen, nedskydning af skolelærere, politifolk, folkevalgte og embedsmænd, natlige trusler og overgreb. Selv i de områder mener hver tredje afghaner, at Talebans tilstedeværelse har en positiv effekt, viser en ny meningsmåling fra gallup.com.

Måske er forklaringen, at det er umuligt at få øje et levedygtigt alternativ. Måske tør folk ikke sige andet, når en medarbejder fra et eller andet meningsmålingsinstitut kommer forbi. Eller måske ser afghansk logik anderledes ud end dansk logik?

DET TYPISKE svar på spørgsmålet om Talebans ansvar for civile tab er i hvert fald, at det ikke er deres skyld, når civile dør eller lemlæstes. Det er de internationale styrkers skyld - også selv om det er Taleban, der har anbragt minerne, gemt sig hos en sagesløs lokal familie eller torteret en påstået kollaboratør.

Hvis I ikke var her, ville her hverken være miner eller krig, lyde logikken. Og det er besnærende logik for mange - fordi den bygger på en af de mest populære myter i Afghanistan; nemlig at krigen og elendigheden ikke er afghanernes egen skyld.

Når Afghanistan er et af verdens fattigste og konfliktfyldte lande, skyldes det udenlandske magter, der har først deres krige i Afghanistan; fra Djengis Khan og Alexander den Store til Sovjetunionen og nu USA. Eller også er det naboerne skyld; iranerne, usbekerne, pakistanerne osv., der blander sig i afghanske forhold. Hvis bare alle ville lade os være i fred, vil alt blive godt, lyder logikken.

DET ER let for en dansker at trække på skulderen af det, for hvad sker der, hvis NATO trækker sig ud i morgen. I Kandahar-provinsen er svaret enkelt. Det vil tage tre nanosekunder, før Taleban havde erobret alt - inklusive Kandahar by med 500.000 indbyggere.

Det man ofte glemmer, er imidlertid, at i Afghanistan handler livet for de allerfleste mennesker om overlevelse. Om at få mad nok. Om at ungerne ikke fryser ihjel, om ikke at få lungebetændelse, fordi den nærmeste læge bor tre dagsmarcher væk. Hvem, der styrer i det fjerne Kabul eller bare i den nærmeste by, er mindre vigtigt. Det afgørende er, hvem der er stærkest lige der, hvor man bor.

Det er med andre ord den lille mands logik, det handler om. I Kandahar og store dele af det øvrige syden affinder man sig med, at den stærkeste bestemmer. Om det er en stammeleder, en Taleban- kommandant, en narkobaron eller den lokale politichef. Og så antyder man over for modparten, at hvis det skulle ændre sig, så kan man også affinde sig med det.

Hvis denne krig skal vindes, kræver det, at hver eneste afghaner må gøre op med sig selv, om han tør satse på regeringen og ISAF. Det er så let for os at vælge.

Men det er den afghanske bonde, der risikerer at blive hængt på byens torv, hvis han vælger forkert. Det er tankevækkende, hvad vi selv ville gøre i samme situation? caa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Informations opbakning til Afghanistan-krigen er nu oppe på 110%.

Hvor er oppostionen til krigen, bare en lille tvivl, et fredens alternativ. En anden løsning end droner, NATO-krigsmaskine, 200.000 soldater, militærbaser og kamphelikoptere?.

Absolut ikke i Information, hvor det i lederen anføres:

"Hvis I (altså NATO) ikke var her, ville her hverken være miner eller krig, lyder logikken. Og det er besnærende logik for mange - fordi den bygger på en af de mest populære myter i Afghanistan; nemlig at krigen og elendigheden ikke er afghanernes egen skyld."

Altså besættelsesmagtens ultimative kynisme og hån, oven i købet udstillet i Informations lederspalte:

"Det er jeres egen skyld".

Informations dækning af Afghanistan-krigen er amerikaniseret, konform, forudsigelig og vitaminfattig som en kedelig burger på en mainstream McDonalds.

Efter læsning af Informations forudfattede NATO-tro Afghanistan-artikler føler man sig lige så oplyst som efter at have øjet et Ritzau-telegram i MetroExpress i et splitsekund i S-toget mellem Hovedbanen og Vesterport Station.

Lad os igen få den berigende, dybdeborende, selvstændige og alternative journalistik, som dækkede Irak-krigen i Information fra 2003-2007.