Leder

De bekvemme kup

Enhver regering i et land med et friskt minde om et militærkup er nødt til at operere med sandsynligheden for, at militæret igen vil gribe ind, hvis regeringen ikke tilpasser sin politik derefter
4. marts 2010

Vi taler tit om, hvordan vi gerne vil gøre verden til et bedre sted. For eksempel vil vi gerne hjælpe med at indføre demokrati og stabilitet i de lande, der mangler det.

Men hvad nu hvis de to idealer er indbyrdes modstridende? Eller hvis kampen for demokratiet kræver, at man en gang imellem lige suspenderer demokratiet et øjeblik for at få orden på sagerne, så demokratiet kan blive endnu bedre og stærkere, næste gang man indfører det igen?

Det synes at være logikken i den nye indstilling til militære kup verden over, som Information portrætterede i gårsdagens avis. Indstillingen er, at militærkup i visse situationer ikke er anslag mod demokratiet, men tværtimod kan være nødvendige forudsætninger for at sikre de velfungerende demokratier.

Således er militære kup i lande som Thailand, Honduras og Niger reelt blevet accepteret af det internationale samfund i de seneste år, fordi kupmagerne har lovet at indføre demokrati snarligst. Det gør kupmagere ganske vist altid, men i de pågældende tilfælde har omverdenen holdt igen med fordømmelsen, fordi den demokratiske tilstand også før kuppene har været betragtet som problematisk.

Således uidsendte udviklingsorganisationen Care Danmark, hvis mission ellers angiveligt er at »styrke civilsamfunds kapacitet til at hjælpe sig selv«, i forrige uge en pressemeddelelse til støtte for det militærkup, der var gennemført af en junta ledet af Oberst Goukoye Abdoulkarim i det afrikanske land Niger.

»Jeg tror på, at Abdoulkarim og hele hans camouflagefarvede hold vil demokratiet. Og jeg er enig i – hvor kontroversielt det end er – at et militærkup i den nuværende situation var den eneste vej til at nå derhen,« skrev
Cares programkoordinator Marianne Haahr i et debatindlæg i Information.

Også centerleder Stig Jensen fra Center for Afrikastudier forklarede i gårsdagens avis, at afrikanske ledere med dårligt organiserede befolkninger kan bevæge sig mod diktatur uden stærk modstand fra befolkningen, så militæret bliver den eneste institution, der kan »genskabe demokrati i de lande, hvor folket ikke har den mobiliseringskapacitet.«

Som forskerne Charles Sampford og Margaret Palmer har påpeget, bygger logikken imidlertid på en fortrængt modsætning, nemlig den, hvor princippet om »effektiv kontrol« kommer til at overtrumfe princippet om det, der i den amerikanske uafhængighedserklæring hedder »de regeredes samtykke«: Det, at kun befolkningens accept giver en regering dens legitimitet. Med andre ord: Man kan ikke sikre et demokrati ved at sætte et demokrati ud af spillet.

Dertil har militærkup, uanset eventuelle demokratiske idealer, altid den bivirkning, at skyggen fra dem bliver ved at hvile ind over de regeringer, der efterfølger dem. Enhver regering i et land med et friskt minde om et militærkup er nødt til at operere med sandsynligheden for, at militæret igen vil gribe ind, hvis regeringen ikke tilpasser sin politik derefter. Derfor var fx det honduranske militærkup i juni sidste år ikke kun en bekvem løsning på problemet med en problematisk præsident – det var også et genåbning af et kapitel, Mellemamerika havde håbet at lægge bag sig. Regionen har gennem to årtier langsomt, tøvende og skrøbeligt lagt statskuppene bag sig og opbygget en tro på, at demokrati kan være holdbart. Kuppet i Honduras genåbnede muligheden for, at soldaterne griber ind, hvis politikerne opfører sig forkert.

En ting er, at man kan fortælle sig selv, at demokratier kan suspenderes for demokratiets skyld. En anden tankevækkende og voksende tendens, ikke mindst blandt politikere, er tendensen til at betragte demokratiet som en slags vestlig luksus eller en særlig dansk værdi, som ikke alle kan håndtere. Sådan portrætterede SF’s Holger K. Nielsen det for eksempel i sommer, da det op til det afghanske valg blev tydeligt, at de vestlige magter taler mindre og mindre om, at vi er i landet for at indføre demokrati.

»Hele krigen har været en håbløs illusion om, at man kæmpede for demokrati og kvinders rettigheder. For mig at se handler det nu om at få skabt en stabil situation, så afghanerne selv kan overtage deres land på de præmisser, de nu ønsker, i stedet for at pådutte dem vores værdier,« sagde SF’s forsvarsordfører dengang. Han bekræftede lige som Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, og socialdemokraternes Mogens Lykketoft, at vi reelt har opgivet at indføre demokrati i Afghanistan.

»Det er en pragmatisk løsning, som ikke lyder godt i folks ører, hvis de ser verden sort-hvidt. Men det er for at opnå en gevinst fra Taleban, og i en forhandling må begge parter give sig,« forklarede Nonbo.

I det nye regeringsgrundlag, som Lars Løkke fremlagde i sidste uge, nævnes det mindst ti gange, at demokrati er en grundlæggende dansk værdi. Måske er det på tide at spørge, om den mest er til brug for os selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Haahr

Da Niger torsdag aften den 18. februar fik tildelt en side på dansk tekst tv, troede jeg toppen var nået. Men så lå nyheden sørme 8 minutter på DR.dk og nu næsten to uger efter kuppet, nævnes landet stadig i en dansk avis. Denne gang af Lotte Folke Kaarsholm i en diskussion om militærkup og demokrati. Jeg finder det imidlertid meget problematisk kup så forskellige steder som Thailand, Honduras og Niger anskues udfra en fællesbetragtning. Der er tale om tre forskellige kontinenter, tre vidt forskellige historier og tre meget forskellige økonomiske situationer. Det havde været langt mere interessant, havde Lotte sammenlignet, noget som faktisk kan sammenlignes fx militærkup i det vestafrikanske Sahelområde. Dem har der været nok af på det seneste til at kunne danne grundlag for en rigtig spændende situation.
Dernæst handler min udtalelse om troen på at juntaen vil holde demokratsike valg ikke om at de har min fulde opbakning, men at mit fokus handler om konsekvenser for den fattige befolkning. Under den kuppede præsident kom alle organisationerne for sent til at redde store dele af befolkningen under hungersnøden i 2005, fordi styret ikke ville anerkende at deres befolkning sultede. Vi har brug for at kunne arbejde med de fattige når det brænder på, og det første skridt i den proces er at anerkende når der er et problem. Demokrati er den 'mindst' dårlige styreform på nuværende tidspunkt og noget vi skal og bør kæmpe for. I 1999 to det seks måneder fra kup til demokrati i Niger, vi krydser fingrer for at processen ikke trækkes i langdrag denne gang.

Lotte Folke Kaarsholm

Kære Marianne Haahr,
En udfordring for din udmærkede pointe er, at fattigdom bedst afskaffes ved at opbygge nogle velfungerende stater, der har kapaciteten til selv at sørge for deres befolkninger. Stater der bliver ved med at styrte sammen vil også blive ved med at være afhængige af jer hjælpemennesker til at komme og lave kortsigtede løsninger. Og lige præcis den type kapacitetsopbygning bliver bombet helt tilbage af et militærkup.
VH Lotte Folke
PS Jeg kan virkelig anbefale Sampford og Palmers analyse - der ligger en PDF af deres første kapitel herinde:
http://africacenter.org/security/topic/military-coups/

Marianne Haahr

Du har da selvfølgelig ret i, at et blik på verdenskortet giver indtryk af, at der er en direkte sammenhæng mellem demokrati og velstand. Men det er nu altid godt med en kritisk tilgang til simple årsagssammenhænge. En dag skal du tage med til Niger og tale med folk om demokrati og levevilkår. Sandheden er, at de fleste folk uden tøven svarer, at den periode der har været de bedste offentlige services var under Kuntché (militærregime) i 1974 til 1987. Så jeg siger ikke, at jeg uenig med dig, men at man nemt fra afstand kan komme til at se meget sort-hvidt på verden og glemme at spørge dem det hele handler om. Jeg er helt enig med dig i at vores fornemmeste opgave er, at gøre os selv overflødige og at demokratiet er noget vi skal kæmpe for - så det vil vi arbejde videre på. Tak for en god debat.

Stuart Goodale

"Således er militære kup i lande som Thailand, Honduras og Niger reelt blevet accepteret af det internationale samfund i de seneste år"
Jeg ved ikke hvorfor Honduras er blevet taget med i denne gennemgang af militærkup kontra demokrati, men det falder fuldstændig udenfor. Militærkuppet blev kun delvis accepteret af USA (og helhjertet af visse republikaner) da de afsat en fuld lovligt og ikke despotisk præsident. Hans "fejl" var at han var blevet for populistisk og truede landets øverste elite. Denne er blevet velbelyst i bl.a. Orientering. Mon ikke det skal rettes op på?

Journalistik eller (ureflekteret?)propaganda?

I sin leders ’ kritiske stillingtagen’ starter Informations ’internationale redaktør’ med et uspecificeret ’vi’, hvad der straks får min altid vagtsomme kritiske sans som avislæser til at røre på sig.

Hvad eller hvem kan der gemme sig i sådant et omklamrende ’vi’?

Marianne Haahr har, efter min mening, en meget væsentlig pointe når hun i sin kommentar skriver, at det er
”meget problematisk (når) kup så forskellige steder som Thailand, Honduras og Niger anskues ud fra en fælles betragtning.”

For når ’den internationale redaktør’ påstår, at i forhold til kuppet i Honduras
’har omverdenen holdt igen med fordømmelsen’,
og at dette kup
’reelt er blevet accepteret af det internationale samfund’,
og så bruger formuleringer som
”... det honduranske militærkup i juni sidste år (var) ikke kun en bekvem løsning på problemet med en problematisk præsident ...”
og
”... soldaterne griber ind, hvis politikerne opfører sig forkert ...”

(’Bekvem løsning’ for hvem? Hvilket ’problem’ og ’problematisk’ præsident med hensyn til hvad? ’forkert politisk opførsel’ i forhold til hvad?)

ja, - så antyder disse påstande og denne besynderlige sprogbrug da en bestemt ’vinkling’, hvor ud fra den ’fælles betragtning’ anskues.

For det er da kun fra et sted i ’omverdenen’, der er blevet holdt igen med fordømmelsen. Og det er jo det samme ’sted’, som har foretaget ’den reelle accept’ og hvor kuppet tilsyneladende anskues som en ’bekvem løsning’ på ’et problem’ med en ’problematisk præsident’, der har ’opført sig forkert’.

Og selv om dette ’sted’ ofte ynder at fremstille sine nationale (og nyimperialistiske), økonomiske og magtpolitiske interesser i en retorik om ’det internationale samfund’, så har dette ’sted’ da forhåbentligt ikke fået en udlægger i Store Kongensgade 40 C, København. DK., hvor den lille, intellektuelle og (ofte) kritiske oppositionsavis holder til og gerne vil holde den analyserende journalistiks fane højt, så samme journalistik ikke forfalder til (ureflekteret?) – propaganda.

Hvis man vil bruge udtryk som ’vi’, ’omverden’ og ’det internationale samfund’, må det være ud fra klargjort bevidsthed om, hvem og hvad disse udtryk betegner.

I al venlighed