Leder

Hvidvask

Irak-krigen var ulovlig. Det har et væld af juridiske autoriteter for længst afgjort. I Sverige, Norge og Holland var regeringsjuristerne enige om krigens manglende folkeretslige grundlag - længe før USA og deres allierede gik i krig...
18. marts 2010

Irak-krigen var ulovlig. Det har et væld af juridiske autoriteter for længst afgjort. I Sverige, Norge og Holland var regeringsjuristerne enige om krigens manglende folkeretslige grundlag - længe før USA og deres allierede gik i krig.

I Storbritannien var regeringsjuristerne af samme mening - men rigsadvokat Goldsmith, der havde det sidste ord, blev i sidste øjeblik overtalt af regeringen Blair til at mene, at der var mandat for krigen i de gamle FN-resolutioner fra Kuwait-krigen.

Herhjemme står Udenrigsministeriets Folkeretskontor fuldstændig alene med den opfattelse, at krigen skulle være i overensstemmelse med FN-pagten.

Som nogle læsere måske vil erindre bragte Information den 29. januar en efterlysning på forsiden, hvor avisen udlovede en dusør til enhver jurist, der ville forsvare krigens lovlighed. Næsten syv uger senere kan vi afsløre, at ikke én eneste har meldt sig.

I går afviste Højesteret så de 25 danskere, der i årevis har forsøgt at få spørgsmålet om krigens lovlighed afgjort ved domstolene.

Højesteret fandt ikke, at de 25 almindelige danskere havde nogen særlig interesse i at få afgjort spørgsmålet. En interessant slutning, som i praksis betyder, at folketingsbeslutninger ikke kan prøves i retten, med mindre de har konkrete konsekvenser for en eller flere enkeltpersoner.

At sende 200 danske soldater af sted for at deltage i invasionen af Irak har ikke en sådan konkret konsekvens, vurderede retten. Selv ikke for Johan Kirkmand, hvis søn blev dræbt i Irak i 2005, vurderede retten.

De 25 sagsøgere og den såkaldte Grundlovskomiteen 2003 har hele tiden ment, at Danmarks deltagelse i Irak-krigen var en overtrædelse af den danske Grundlovs paragraf 19, stk. 2, der ifølge deres opfattelse forbyder Danmark at gå i krig uden mandat fra FN.

Den fortolkning fremgår ikke umiddelbart af paragraffen, men i retten argumenterede deres tre advokater for, at det var det, grundlovsfædrene mente, da loven blev vedtaget i 1953.

Men heller ikke på det punkt fik sagsøgerne medhold. I den usædvanligt grundige dom fastslår Højesteret, at denne fortolkning ikke holder. Grundlovens paragraf 19 siger intet om, hvorvidt Danmark kan deltage i en folkeretsstridig krig eller ej. Det siger kun, at det er op til regeringen og et flertal i Folketinget at afgøre, om landet skal gå i krig.

Højesteret fastslår dermed, at den danske grundlov ikke forpligter Danmark til at overholde FN-pagten.

Det står med andre ord også fremover enhver dansk regering frit for at bryde folkeretten. Så længe der bare er flertal for at gøre det i det danske Folketing.

Det har i virkeligheden hele tiden været naivt at tro, at det danske retssystem ville tage regeringen i skole på Irak-spørgsmålet.

Retssystemer er i deres essens systembevarende og konservative. Og det gælder ikke mindst det danske retssystem. Det er ikke i den danske dommerstand, man finder oprørere, venstreorienterede eller andre systemkritikere.

Og Irak-krigen er om noget et spørgsmål, hvor vandene deler sig efter politiske skel - og det uanset hvilket aspekt af krigen, der er til debat.

Naivitet eller ej. Det er jo ind imellem de naive spørgsmål, der giver de mest interessante svar. Og Højesteret har under alle omstændigheder taget sagen alvorligt.

Med ni dommere, frit slag for sagsøgernes advokater til at procedere sagen, samt hele ti dage til domsafsigelsen, har sagen fået en usædvanlig grundig behandling.

Umiddelbart kunne det se ud, som om der med Højesterets afgørelse er sat endegyldigt punktum for spørgsmålet om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Formanden for Grundlovskomiteen 2003 Birgitte Albrechtsen var i hvert fald ikke umiddelbart til sinds at gå videre med sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg - den eneste juridiske mulighed, der er tilbage.

»Hvis jeg skal bestemme, slutter sagen her,« sagde hun efter domsafsigelsen, men understregede, at det er komitéens 355 medlemmer, der man skal gå videre til Strasbourg. Komiteens advokat Christian Dahlager mente tilsyneladende også, at sagen slutter her.

»Det er på tide at finde nye veje for at få afprøvet spørgsmålet om krigens lovlighed,« sagde han efter dommen. Og det har han ret i. Det politiske slag om Irak-krigen bør slås i Folketinget efter et valg.

Og her har både De Radikale, Socialdemokraterne og SF lovet at stå fast på kravet om en uvildig Irak-undersøgelse.

Uanset udfaldet af en fremtidig Irak-høring er det efter gårsdagens dom svært at forestille sig, at regeringen vil kunne bringes til ansvar for den systematiske vildledning af Folketinget og befolkningen, som beviseligt fandt sted i månederne op til krigen.

Heldigvis ved danskerne udmærket, at selv et nok så kraftigt juridisk vaskepulver ikke kan vaske krigen hvid. Og så står det jo enhver frit for at stemme derefter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lederskribenten kunne ikke dy sig... Der skulle lige mases salt i såret:

Heldigvis ved danskerne udmærket, at selv et nok så kraftigt juridisk vaskepulver ikke kan vaske krigen hvid. Og så står det jo enhver frit for at stemme derefter.

...og vi har fortjent det.

""Heldigvis ved danskerne udmærket, at selv et nok så kraftigt juridisk vaskepulver ikke kan vaske krigen hvid. Og så står det jo enhver frit for at stemme derefter."

Hvor sandsynligt er det lige, at politikere og presse vil bringe krigsdeltagelsen op som et centralt valgkamp-tema?

KRIG og FRED

Enhver lov kan omgås, også af de folkevalgte - hvidvask eller lovliggørelse?
Hvad vi har bestemt i fredstid, bliver, hvis erfaringen gælder, omgået i krigstid, og vi er for tiden i krig, og derom handler hele sagen.

Endnu inden for mands minde er historien forsynet med fortilfælde. Stauning-regeringen standsede som bekendt et igangværende forsvar af landet 9.april, og godt et år senere indkaldte partiet Venstre samarbejdsudvalget om de danske værn, der dengang blev administreret af et krigsministerium og en krigsminister. Det resulterede i, at regeringen Stauning gennem gen.løjtnant Kryssing hvervede danske soldater til regiment Nordland og regiment Frikorps Danmark, og landsfaderen deltog selv i frikorpsets festligheder. Dengang var den allierede ikke USA, men Tyskland, og pagten ikke Nato, men antikomintern. Og det fik jo konsekvenser mange årtier frem.
Grundloven skiftede krigsministeren ud med en forsvars-dito, men netop det skulle man ikke have gjort, da vi erklærede fremmede folk krig. Det vil sige, man klarede sig med en anden lovomgåelse, så vi herefter vil kunne forsvare det lille svage land overalt i verden.
Problemet er, at grundloven har fået et skud for boven og er blevet yderligere forsynet med antiterrorlove, en slags nødret, som set før og i andre lande. Og en nødret finder intet belæg i grundloven. Den kræver en ny suverænitet, og indtil videre henvises vi altså til skiftende flertalsafgørelser i Folketinget, et yderst svagt grundlag for en udenrigspolitik, der bliver mere og mere afhængig af internationale aftaler. Flertalsmagt er parlamentarisk, også demokratisk?

Folkeretten i mellemkrigsårene var ligeledes svær at indgå aftale om,USA og Frankrig først lige før den blev brudt af Tyskland med de enorme konsekvenser. Frygten er, at vore vise mænd har lukket ånden ud af flasken og endnu ikke indfanget den igen (i vaskemaskinen).

Tom W. Petersen

Kære Bill Atkins
"…og vi har fortjent det."
Men iraks befolkning har vel ikke fortjent alle de ulykker, den krig påførte dem.