Leder

Korthuset i Jerusalem

Debat
12. marts 2010

HER er en historie fra den virkelige verden: Medens USA's vicepræsident, Joe Biden, er i luften på vej til Israel (Barack Obama har været snu nok til at tørre det besværlige Mellemøsten af på den permanent smilende mand), annoncerer Israels forsvarsminister, Ehud Barak, opførelse af 112 nye lejligheder i Vestbred-bosættelsen Beitar Illit, som ellers var omfattet af løftet til USA om 10 måneders »fastfrysning«.

Da Biden er landet i god behold, kundgør indenrigsminister Eli Yishais planlægningsafdeling godkendelsen af 1.600 nye lejligheder i det arabiske Østjerusalem. Og medens Biden i går talte om sin fars hengivenhed for Israel til studenterne på Tel Avivs Universitet, lækkes Israels land- og boligadministrations projekt for 50.000 nye boliger i Østjerusalem de næste 10 år til avisen Ha'aretz.

Alt dette foregår sideløbende med en etnisk udrensning af arabiske familier fra den Israels 'evige og udelelige hovedstad'.

MAN ved snart ikke, om man skal le eller græde. Nu var Biden fløjet hele vejen fra USA for at trykke ministerpræsident Benjamin Netanyahu i hånden og klappe USA's palæstinensiske marionet, Mahmoud Abbas, på ryggen for hans accept af »indirekte forhandlinger«. Alt var lagt på en sølvbakke, så der kunne prales af endnu en »diplomatisk sejr« i den godt nok ellers »vanskelige« fredsproces.

Biden tabte ansigtet - og i hvert fald smilet, da han fik nyheden om de 1.600 lejligheder - vel vidende, at hans egen chef har accepteret, at Østjerusalem ikke blev omfattet af de 10 måneders byggestop. Og reaktionen var typisk for det mummespil, der opføres til benefice for opinionen: Han fordømte det i ord, men handlingen var at lade Netanyahu vente i halvanden time til en aftalt middag.

Og Netanyahu forærede Biden et billede i glas og ramme af træer, plantet til hans Israel-venlige mors minde i Jerusalem. Glasset var knust!

Indenrigsministeren har efter en røffel hos Netanyahu beklaget, at hans planlæggere ikke informerer ham om rutinesager - med andre ord: Tyveri af arabisk jord er en ren ekspeditionssag.

DER er, som Ha' aretz-kommentatoren Gideon Levy skrev, al mulig grund til at være Eli Yishai dybt taknemmelig. Uden hans ministeriums bommert var korthuset om »indirekte fredsforhandlinger« ikke væltet før, Biden var taget hjem. Og først efter de sædvanlige manøvrer, der har til formål at lade palæstinenserne tage skraldet for en forhandlingsfallit af typen: Vil de folk have en stat? Vil de overhovedet have fred?

Mark Regev, en ferm Netanyahu-spindoktor, påtog sig i går at besvare de retoriske spørgsmål på Al-Jazeera-tv: Først må de lære at opføre sig ordentligt og anerkende den jødiske stats eksistens som jødisk, altså med den nuværende opdeling i A- og B-borgere. At Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse, der formelt (omend ikke reelt) styrer Vestbredden, siden 1988 og i praksis fra 1994 har affundet sig med den jødiske stats eksistens, er detaljer, der ikke forstyrrer demagogien.

Nu står Abbas med sin nydelige grå manke i postkassen og ser fåret ud, og for at føje spot til skade må han finde sig i, at Den Arabiske Liga i Kairo, der puffede ham til at acceptere de »indirekte forhandlinger« trods kontinuerligt landtyveri, nu også taler på hans vegne i skikkelse af en hvæsende generalsekretær Amr Moussa, der har meddelt, at »enhver kontakt nu er afbrudt«. Heller ikke moderate arabiske politikere bryder sig om at tabe ansigt, specielt ikke når det kan udnyttes af de radikale typer i Hamas og Hizbollah, for slet ikke at tale om mullaherne i Iran.

BLAMAGEN søges forklaret med, at Netanyahu ikke vidste, hvad hans regerings fribyttere på højrefløjen går og laver af julenumre. Men den forklaring holder ikke. Realiteten er, at Netanyahu ikke kan nå nogen aftale med palæstinenserne, uanset hvor god den er for Israel, for så vælter han.

Nationalisten Avigdor Líeberman, den ortodokse Eli Yishai og de jødiske bosættere vil ikke se en palæstinensisk stat i Judæa og Samaria - bibelsk land, som Vestbredden kaldes. Og Netanyahus Likud kan ikke få den anden leder af et stort parti, Tzipi Livni - der var premierminister indtil marts sidste år som formand for Kadima - med i en regering uden i det mindste at være parat til at tale om Jerusalems status. For Netanyahu gik til valg på et udeleligt Jerusalem med den etniske udrensning, der nu er speedet op.

Bundlinjen er nu som før, at kun et reelt amerikansk pres kan stoppe tyveriet af land, udsultningen af Gaza, konstante
raidsind på Vestbredden med fængslinger af terrormistænkte på Vestbredden (de kalder det »at slå græsset«).

Og et sådant pres udebliver, også selv om Biden i sin universitetstale gentog sin »fordømmelse« og opfordrede til »omgående dialog«. Også EU og FN's generalsekretær har forsømt Israel - og derved bliver det: Ved ord.

Arabisk tillid til Vesten som mægler har fået endnu et grundskud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Israel vil uden tvivl meget snart blive angrebet af FN-styrker for at ignorere FNs resolutioner og for at besidde masseødelæggelsesvåben.
Det blev Irak af præcis de årsager. Og Israel har ignoreret resolutionerne og haft masseødelæggelsesvåbnene i mange flere år end Irak.

John V. Mortensen

Det bliver værre og værre, før - nøjedes "halen" med at logre med "hunden", nu - bruger "halen" - "hundens" besøg til at få ompisset sit hellige teritorium - for omverden. Hvor længe mon lopperne - hjemme i hundehuset - vil finde sig i det?

Se - det var en rigtig hundehistorie, men handler om noget helt andet - og værre.

Bidens fordømmelser betyder intet konkret for Israel. Hans hyldest til Israel gav Netanyahu-regeringen blod på tanden.