Leder

LEDER: Dukkehjem Danmark

Når man som statsminister skal udpege ministre, tager man hensyn til ligestilling. Når man vælger frit og åbent, tænker man i ligestilling. For vi vil ikke have undertrykkelse og diskrimination. Men når man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, vælger mænd andre mænd
Når man som statsminister skal udpege ministre, tager man hensyn til ligestilling. Når man vælger frit og åbent, tænker man i ligestilling. For vi vil ikke have undertrykkelse og diskrimination. Men når man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, vælger mænd andre mænd
8. marts 2010

Hun smækkede med døren, så det gav et brag ned gennem Europa: Nora brød ud af et dukkehjem. Det var i Henrik Ibsens skuespil fra 1879, som var så farligt, at Nora ikke fik lov at smække med døren, da stykket blev opført i Tyskland og Italien.

»Å,« siger hendes mand: »Det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.«

Det er pligterne over for hendes mand og børn, hun bliver mindet om. Men Nora svarer, at hun har andre pligter:

»Pligterne imod mig selv.«

Og som hustru lever hun som hushjælp og som dekoration: Hun skal sidde under bordet og lege med børnene, og hun bliver tiltalt som en lille sød eksistens: »den søde lille sanglærke« og »spillefuglen«. Hun står for det bløde med børnene i husholdningen, og han står for det hårde med pengene og forbud i hjemmet. Hun smækkede døren for over 100 år siden, da hun valgte sig selv. Og det larmede.

Den danske statsminister smækkede også med døren i 2010. Han forlod Dronningens slot for at præsentere sin nye regering: Det så simpelthen så lige ud. Der var ni kvindelige og 10 mandlige ministre. Statsministeren var stolt: For i dag anerkender alle, når de snakker om det, at hvert eneste menneske har hellige pligter over for sig selv, og ligestilling er et principielt mål for alle ansvarlige aktører. Enhver arbejdsgiver vil gerne kunne fortælle om kvindeligt ansatte, som ikke er sekretærer eller rengøringsassistenter, og enhver mandlig chef i virksomheder uden kvinder i ledelsen ved, at han har et problem. Det problem lignede Løkke én, der havde løst: Det kunne ikke blive mere lige. Og sådan ser det ud i toppen af dansk politik: Der er flere partier med kvindelig ledere i Folketinget end partier med mandlig ledere. Det anerkendes som et demokratisk fremskridt. Når man som statsminister skal udpege ministre, tager man hensyn til ligestilling. Og når befolkningen vælger ledere, foretrækker den ikke mænd frem for kvinder. Når man vælger frit og åbent, tænker man i ligestilling. For vi vil ikke have undertrykkelse og diskrimination.

Men når man ikke drages demokratisk til ansvar for sine valg, vælger mænd andre mænd. Således er 18 ud af 19 departementschefer mænd. Og den lovskabende magt i velfærdsstaten er over de sidste årtier rykket markant fra de folkevalgte til embedsværket. Kvinderne har vundet indflydelse i et politisk system, som har mistet magt til det administrative system.

Magten er rykket fra dér, hvor den kan kontrolleres, til dér, hvor den ikke bliver kontrolleret. Det gælder udnævnelser uden bevågenhed. De økonomiske vismænd hedder ikke for ingenting vismænd. Og der sidder aktuelt fire mænd, og direktøren for Nationalbanken er mand. Ombudsmanden er mand, præsidenten for Højesteret er mand. Osv. I samme periode, hvor vi er blevet politisk enige om at vælge ligestilling, er vores politiske enighed blevet underordnet eksperter og embedsværk, som vi ikke bestemmer over. Sådan er det, men sådan vil vi ikke have det. For vi vil ikke være et dukkehjem.

Og selv på ministerniveau synes mønstret fra dukkehjemmet gentaget. Mandlige ministre står som regel for det hårde og for pengene: Statsministeren, finansministeren og justitsministeren er mænd. De bestemmer over de andre ministre. Socialministeren, ligestillingsministeren og undervisningsministeren er kvinder: De tager sig af opdragelsen og det sociale. Hvis de skal gennemføre projekter, skal de bede om penge fra de store ministerier. Det, der har med børn, skole, daginstitutioner og køn at gøre, er underordnet Justitsministeriets jurister og Finansministeriets økonomer.

Det er ikke kun en overklasseproblematik: De gamle husholdningsroller er ført videre i velfærdsstaten: 90 procent af sosu-assistenterne er kvinder, mens langt de fleste økonomer og politifolk er mænd. Naturligvis kan en kvinde blive justitsminister. Lene Espersen var justitsminister, men hendes køn var ustandseligt et tema. Og selvfølgelig kan en kvinde blive finansminister. Pia Gjellerup var det. Men der blev konstant talt om, at hun boede hjemme hos sin mor. Nu har vi fået en kvindelig forsvarsminister. Og hun skulle svare på, om det ikke var et problem med en kvindelig minister, når der allerede var så meget sladder i Forsvarsministeriet. Det spørgsmål henfører til en udbredt forestilling selv blandt folk, der kalder sig tilhængere af ligestilling: Kvinder snakker og snakker, mens mænd handler. Kvinder bruger telefonen til at sladre, mens mænd bruger den til effektiv kommunikation. Det sprog, hvor kvinder altid omtales ved adjektiver som 'lille', 'søde' og 'charmerende', som Nora reagerede imod, tales stadig som noget helt naturligt.

Vi vil ikke være ved det, hvis vi bliver spurgt om det. Og det er derfor, vi skal spørges til det. Og det er derfor, at døren skal smækkes igen og igen.
rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Primdal

Kuren er simpel: Vælg børn fra, vælg magten til. Hold op med alt det ævl om de herlige kønsforskelle, køb en opvaskemaskine og en robotstøvsuger og læs noget Focault.

Peter B. Jensen

@Camilla Paaske Hjort
Lad mig forsøge at tydeliggøre hvad jeg mener. Naturligvis er der genetiske og biologiske forskelle, men jeg har svært ved at tro der ligger programmering i det afgørende kønskromosom som har nævneværdig betydning for de her omtalte arbejdsopgaver. Vi er tydeligvis ikke identiske kloner af hinanden, men hver især unikke individer med forskellige talenter og erfaring, så jeg giver dig ret i at vi ikke er fuldstændigt udskiftelige som moduler i et ikeamøbel.
Men vi mennesker besidder også vilje, og kan derigennem forme vores omstændigheder som ingen anden art vi kender. Og jeg tror det er vilje, mere end evolutionens tangenter, der har gjort vores samfund patriarkalsk - og tilsvarende også vilje der skal benyttes til at rette op på den ubalance. At henføre kønsmæssig forfordeling til urangsagelig genetisk programmering er lidt for fatalistisk for min smag (og lad mig retfærdigvis sige at sådan læser jeg heller ikke dit indlæg).

Anekdoten fra England er ikke unik, og efter (eller fordi?) jeg blev opmærksom på det bemærkede jeg det også i andre sammenhænge derovre. Det er ikke ment til at skamme englænderne, men mere en ros til danskerne for at vi vitterlig har opnået noget, men ikke nødvendigvis bemærker det før vi ser det i kontrast.
Du kan ganske roligt æde din burger i forvisning om at min søster selvfølgelig også kan drage fordel af sit køn. Men det ændrer ikke på at den kulturelle vanetænkning netop ofte er det mønster vi skal bryde for at sikre ligestilling.

Om det med at købe sig til skønhed, så bliver jeg til stadighed overrasket over hvor meget forskønnelse velanlagt make-up kan gøre. Og medregner vi kosmetiske operationer, så er den naturlige skønhed kraftigt udfordret af den menneskeskabte. Så vi er stadig uenige der. Hvordan man har opnået sit smukke ydre var nu heller ikke min primære pointe, mere at det er en uheldig udvikling hvis udseendet bliver et væsentligere kriterie end kvaliteter.

Sider