Leder

LEDER: Fundraiserens universitet

15. marts 2010

Lederen af forskningscentret Nanea ved Aarhus Universitet, Poul Thorsen, er forsvundet. Med sig har han formentlig taget mere end 10 millioner kroner, som han har fået uberettiget udbetalt af Aarhus Universitet. Han mistænkes for at have forfalsket dokumenter, underskrifter og meget mere. I lørdagens Information kunne man læse, at Poul Thorsen nærmest havde opbygget en kult omkring sig. Han var lederen, der skaffede pengene hjem. Mange penge. De øvrige forskere var hans disciple, der levede i den tro, at det var helt naturligt at køre i limousiner og bo på slotte, når man var på rejser og forskningsseminarer. For Nanea var jo eliten af dansk forskning. Det nye. Det store. Og Poul Thorsen var ham med 'det høje grin'. Ham med 'millionerne fra USA'. De ansatte opdagede med egen ord først problemerne, da Poul Thorsen for omtrent et år siden flygtede til USA og forlod et forskningscenter i ledelsesmæssig opløsning og økonomisk kaos.

Historien er helt vild,og der findes selvsagt ingen fortilfælde i den danske forskningsverden. Men det er langt fra utænkeligt, at der vil komme lignende sager fremover. Universitetsstrukturen har nemlig ændret sig.

Poul Thorsen var en ægte fundraiser, og fundraiseren spiller en stadig større rolle på forskningsinstitutionerne i dag. De nye helte på universiteterne - ledelsens yndlingsforskere - er ikke nødvendigvis de fagligt dygtige 'videnskabsfolk', der sidder for sig selv og forsker sig frem til nye indsigter eller interessante opfindelser. Ledelsens favoritter kan lige så vel være dem, der er bedst til at skaffe eksterne midler hjem.

Universiteterne er i stigende grad afhængige af at kunne skaffe penge - både fra eksterne parter, som det var tilfældet i Nanea-sagen, men også fra diverse puljer med offentlige midler. Der kommer procentvis færre basismidler og regeringen udsætter stadig flere midler i konkurrence. Fundraiseren har derfor gode dage, og det er logisk, at en ledelse vil have en tendens til ikke at stille alt for store krav til den person, der har skaffer millioner af forskningskroner hjem til universitetet. Selvfølgelig bør man holde styr på forskerne og deres håndtering af forskningsmidlerne, og Aarhus Universitet har da også en væsentlig del af ansvaret for, at det gik så galt i sagen om Nanea. Men man vil jo heller ikke 'overadministrere' eller få en dygtig fundraiser til at føle sig uvelkommen på universitetet. Han kunne jo skifte over til konkurrenten det vil sige et andet universitet og tage sin evne til at skaffe forskningsmidler med sig.

Som Information kunne fortælle lørdag, så »bandede og svovlede« Poul Thorsen altid over bureaukratiet. Han er typen, der har det bedst med frihed. Det har ledelsen tilsyneladende givet ham, og det gik galt.

Helt konkret mistænkeshan for at have forfalsket to bevillingsgodkendelser fra den amerikanske sundhedsinstitution, Center for Disease Control, og altså fået udbetalt millioner af kroner af Aarhus Universitet, som der ikke var dækning for.

Når det kommer til finansiering af forskning, så er magtforholdet faktisk ændret en smule på universiteterne. På mange områder har ledelsen fået mere magt med universitetsloven fra 2003, men de dygtige fundraisere skal ikke undervurderes i nutidens forskningsverden. Gode fundraisere er ofte også gode forførere, og meget tyder på, at både universitetets ledelse og forskerne på Nanea har ladet sig forføre af Poul Thorsen. En sammenligning med Stein Bagger-sagen og skandalen omkring IT Factory ligger lige for. Og hvis man giver fundraiserne mere magt - og det gør man - så vil man selvsagt risikere at opdyrke flere forskere af samme type.

På Kemisk Institutpå Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har den stærkt kritiserede institutleder Ole W. Sørensen netop lavet en ny forskningsstrategi. Her hedder det, at man vil »påbegynde en kontrolleret afvikling af forskningsfelter uden udsigt til i nævneværdig grad at kunne komme til at hævde sig i den nationale konkurrence om >forskningsmidler«. Kemisk Institut har med andre ord kun plads til forskere, der kan skaffe penge hjem. Den slags forskningsstrategier skaber perfekte vilkår for fundraisere som Poul Thorsen. Institutleder Ole W. Sørensen er ekstrem og meget langt fremme i skoene, når det kommer til at se universiteterne som forretninger og forskerne som konsulenter, hvis primære opgave er at skaffe penge hjem til 'firmaet'.

Hans tankegang er et produkt af den kulturændring, der i de seneste år er foregået på universiteterne. Og selvom det er svært at være enig med Ole W. Sørensen i ret meget, så har han sådan set ret i det svar, han gav Information i forbindelse med historien om DTU-kemi:

»Basisbevillingerne er konstant under pres, og en stadig større del af forskningen skal finansieres af konkurrenceudsatte midler. Strategien imødekommer denne udvikling,« skrev han i en mail.

Det er desværre fuldstændig sandt.

ville

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu