Leder

LEDER: Et svækket Irak

10. marts 2010

ANSKUET i en mellemøstlig prisme blev søndagens parlamentsvalg i Irak en succes for alle andre end irakerne.

Den amerikanske besættelsesmagt er fornøjet ved, at det store sunni-segment nu er tilbage i den politiske proces efter syv års marginalisering. At deres tilbagevenden er et resultat af dels bestikkelse - 'sunni-vækkelsen' blev betalt af USA's skatteydere - dels et amerikansk pres på shia-premierministeren, Nouri al-Maliki, der dog fik sendt hundreder af sunni-kandidater ud i det politiske mørke, anklaget med tilbagevirkende kraft for medlemskab af Saddam Husseins magtbase, Baath-partiet - dengang den eneste sikre adgang til et anstændigt job.

For amerikanerne er en styrket sunni-blok en form for garanti mod alt for voldsom iransk dominans efter den militære retræte, der indledes til sommer og ventes fuldført med udgangen af 2011 - men mindre 'et eller andet katastrofalt indtræffer', som den amerikanske øverstkommanderende, general Ray Odierno, har udtrykt sig.

Iranerne er ikke utilfredse, selvom deres foretrukne nikkedukker i shia-blokken INA (Iraks Nationale Alliance) formentlig lander på en tredjeplads efter al-Malikis stærkt nationalistiske Lov og Orden-koalition og Iyad Allawis sekulære Iraqiya-koalition. Iranerne har også et rimeligt forhold til al-Maliki, hvis det bliver ham, der fortsætter som premierminister. I Teheran ved de nemlig, at al-Maliki vil vælge den rigtige side i tilfælde af en konfrontation mellem Iran og USA.

IRANS FORHOLD TIL shia-politikeren Allawi er mere problematisk. Allawi, der frem til midten af 80'erne var Saddam Husseins 'kasserer' i Jordan som formidler af vestlige våbenkontrakter under Saddams angrebskrig mod Iran 1980-88, var USA's førstevalg som Quisling- premierminister umiddelbart efter invasionen i 2003, hvor han lagde sig ud med iranerne og deres væbnede arm i Irak, Muqtadar al-Sadrs Mehdi-milits. Irak-iagttagere har imidlertid lagt mærke til, at Allawi det sidste halve års tid har søgt forsoning med iranerne, vel vidende at uden deres accept kan han ikke blive regerings- leder.

I MORGEN, når valgets officielle resultat offentliggøres, er han det mest sandsynlige bud på Iraks kommende leder. Ikke så meget på grund af egne fortjenester, men fordi Maliki i sine fem år ved magten har gjort sig upopulær så at sige hele vejen rundt bortset fra Iran, men især hos dem, der i sidste ende vil afgøre, hvem der sætter sig i premierministerkontoret, nemlig kurderne.

Den irakiske forfatning fordrer, at valgets vinder får til opgave at danne regering, og valgets vinder er med en til sikkerhed grænsende sandsynlighed Maliki, der ifølge de foreløbige resultater har vundet i ni af Iraks 18 provinser. Men Maliki vil ikke råde over eget flertal, og kan næppe samle en bæredygtig koalition på mindst 163 af de 325 sæder i parlamentet. Kun hvis Maliki kan overtale shia-blokken - som han forlod efter intern magtkamp i september sidste år - til et samarbejde, har han en vis mulighed for at fortsætte med at regere, men det tror de færreste på.

En mulig udgang er dog, at en anden politiker fra Lov og Orden-koalitionen, Jafaar al-Sadr fra den prominente shia-klan af ayatollah'er, kan lime et flertal sammen, men det mest sandsynlige er, at Maliki må give op og overlade stafetten til Allawi, på hvis shia-hest sunnierne igen er redet ind i irakisk politik.

Han har som nævnt sine problemer med Iran, men støttes af de øvrige internationale spillere i Iraks politiske teater, Saudi-Arabien, Syrien, Tyrkiet og USA. Desuden kan han som den eneste irakiske top-politiker med nogen ret hævde, at han repræsenterer et brud med de sekteriske linjer, der har martret Irak siden invasionen, og som i årene 2005-2007 eskalerede i en blodig borgerkrig, hvor hele familier forsvandt efter shia- og sunni-døds-patruljers etniske udrensninger.

IRAK er ikke et sted for børnehave-pædagoger, og det mest positive, der kan siges om valget, hvis stemmeprocent krøb over de 62, er, at det fandt sted - ganske vist i en regn af granater og raketter - men ikke desto mindre: Irakerne viste, at de er til sinds at deltage i landets fremtid.

Som ser sort ud. I verdens tredje-største olie-reservoir har hovedstaden otte timers daglig elektricitet. Infrastrukturen er ødelagt, statsinstitutioner lagt øde, og efter 34 års diktatur, heraf mere end 10 år med sanktioner, er landet uden en middelklasse, der kan producere lokale politiske ledere, hvorfor den nuværende politiske elite uden undtagelse er hentet fra eksiler i Iran, USA og Syrien.

Denne ledelse vil ikke være i stand til at modstå pres udefra, alene af den grund at ingen af koalitionerne er i stand til at danne en stærk regering. For, som den arabiske politilog Hazim Saghie observerede ved morgenkaffen i Beirut: Ingen er interesseret i et stærkt Irak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Skal vi vædde 100 kr på at denne analyse af at Allawi kommer til at danne regering ikke bliver til noget?

Endnu engang formår Lasse at skrive en af de mest kontroversielle analyser om mellemøsten. Allawis allierede består i dag af nationalistiske sunni araber der deler den samme model med vestlige liberale demokratier, som Saudi Arabien Ægypten og Jordan. En velkendt analytiker skriver: "Their bogeyman is Shi'ite Iran. No wonder they're ... Washington's - favorites. "

Desuden er det ret kendt at Allawi har været en CIA brik. Denne fakta gør at INA (Iraks Nationale Alliance) aldrig vil danne regering med denne mand.

Konklusionen må være at Maliki der har fået flest stemmer, og INA med tredje flest stemmer sammen med Muqtadar al-Sadrs stemmer danner regering. Ja Maliki har haft sine problemer med INA og Sadr, men regner Lasser virkeligt at han lader de problemer komme i vejen for denne valg? At manden giver regerings kortet videre til Allawi?

Ja som sagt yderst kontroversiel analyse.

- Arash