Leder

Det nye SF

30. marts 2010

»SF er ikke drejet til højre, SF er gået to trin ned ad klassestigen. Det nye SF med klassebevidsthed frem for elitær kulturradikal studiekreds.«

- Formand for SFU, Pelle Dam

SF's formand, Villy Søvndal, er blevet beskyldt for meget på det seneste - for at være populist - ja ligefrem popsmart - og for at være en vendekåbe, fordi han i en række sager om især udlændingepolitikken har sendt helt nye signaler. Angrebene kommer fra både regeringspartierne, der frygter den populære leder SF-leder, som er i stand til at trække stemmer over midten, og fra den yderste venstrefløj. Og i takt med at regeringsmagten kommer mere og mere inden for rækkevidde for S-SF alliancen, vil angrebene med sikkerhed tage til. Hvis SF skal holde distancen og kunne definere sig selv i den position, man har valgt, har partiet brug for at etablere et værn imod beskyldningerne. Og det synes at være på vej - fra ungdommen især.

SF-formandens projekthar fra begyndelsen været at gøre partiet regeringsdueligt og at alliere sig tæt med Socialdemokraterne. Det er med nogen ret blevet tolket, som om han og partitoppen er parat til at sælge ud af traditionelle venstrefløjsværdier fra SF's fortid alene for at kunne nå de eftertragtede ministertaburetter. Analysen af SF's kursskifte har så at sige været, at der udelukkede var tale om et strategiskifte, hvor det politiske skifte ikke er fulgt med, og en sådan manøvre kan begribeligvis kun holde i en vis periode og for Villy Søvndals vedkommende kun så længe, det går fremad. Hvis ikke forandringerne både er ideologisk og strategisk forankret, vil det mere konservativt tænkende mindretal en dag igen få overtaget. Som det fremgik af en større artikel lørdag om generationsskiftet i SF, er forandringerne - med den nye fremadstormende ungdom i partiet - faktisk ved at få en solid politisk overbygning, der synes både mere holdbar og peger langt bedre fremad end den, som leveres af kredse i partiet, der ønsker SF tilbage til tidligere tiders hængekøjeprofil. Kort fortalt er røsten fra den nye generation i SF, som er varme støtter af Villy Søvndal, at det ikke nytter at sidde højt hævet over dagligdagens små og store problemer, hvis man postulerer at varetage de svageste gruppers - eller klassers - interesser, så må man også lytte til dem og finde svar på deres bekymringer.

Således fortæller den nye næstformand for SF's folketingsgruppe, Astrid Krag, at hun på ingen måde kan deltage i dæmoniseringen af Dansk Folkeparti. Hun er vokset op i en fattig landsby - hvor systuen flyttede til Polen - sammen med nogle af dem, der i dag stemmer på Dansk Folkeparti.

»De har nogle reelle spørgsmål, som SF også skal kunne svare på,« siger Astrid Krag.

SF i øjenhøjde er ikke en kopi af højrefløjen, men det er eksempelvis at slå hårdt ned på den kriminalitet, der forpester dagligdagen for almindelige familier i belastede kvarterer, og det er at bede dem, der i virkeligheden vil det danske demokrati og frisind til livs om at skride ad Helvede til. Vejen frem for folkesocialisterne er at forklare den nye kurs og ikke at lade som om, det kun er snedige taktiske årsager, der ligger bag. Når et flertal af danskerne i dag tror mere på et regeringsskifte efter næste valg end på, at Lars Løkke Rasmussen (V) kan fortsætte, så er en af de vigtigste forklaringer, at SF har meldt sig ind i kampen om magten på midten af dansk politik.

Forbilledet for det nye SF er kursskiftet i Venstre, som med Anders Fogh Rasmussen som ny formand i 1998 drejede partiet ind på en entydig midterkurs med hensyn til bevarelsen og videreudviklingen af velfærdssamfundet. Fogh Rasmussen kopierede britiske Tony Blairs tredje vej blot fra den anden side. Ingredienserne for dem alle har været: Fokus på menneskers bekymringer i hverdagen, en veludviklet strategisk kommunikation og en entydig økonomisk midterkurs. Både Fogh og Blair blev i begyndelsen skarpt beskyldt for vendekåberi, for at sælge ud og forråde grundlæggende værdier, men da de først sad på magten, fortonede kritikken sig. For de unge i partiet og for alle dem, der melder sig ind i SF's ungdomsorganisation, er de ideologiske brydninger, som prægede forrige århundrede, ikke en del af deres bagage.

Til gengæld har de siden teenageårene levet med en borgerlig VK-regering, og for dem går ambitionen om at kunne forandre samfundet først og fremmest over muligheden for at kunne sætte sig på magten ikke bare i partiet, men i de store kontorer på Slotsholmen. Det generationsskifte, som fandt sted i sidste uge i toppen af SF, betyder, at de helt unge, som i dag er i 20'erne, har fået betydningsfulde poster, mens et par af dem, der tilhører Villy Søvndals egen generation, er blevet henvist til en mere tilbagetrukken tilværelse i folketingsgruppen. Det styrker givetvis Søvndal og Sohn, men det betyder også, at generationen derimellem ikke skal regne med at komme til fadet, og at der formentlig er mange år til, at kronprinser og prinsesser er parate til at overtage formandsposten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må håbe for SF, at Søvndal & Co. opfatter dagens støtte fra bew, som den støtte rebet giver den hængte.
Bent Winther hævder, at Søvndal og SF’s forbillede er Blair og Foghs kursskifte mod den såkaldte 3.vej, og bew beroliger med, at ”Både Fogh og Blair blev i begyndelsen skarpt beskyldt for vendekåberi, for at sælge ud og forråde grundlæggende værdier, men da de først sad på magten, fortonede kritikken sig.”
At blive sammenstillet med halehænget til Bush periodens stupide og nu forladte udenrigspolitiske og økonomiske kurs, inklusiv den ubetingede tilslutning til den forbryderiske Iraq krig og den lalleglade følgen trop mod den økonomiske afgrund, må siges at være – og bør af Søvndal & Co. opfattes som - en fornærmelse.
Når kursen skal justeres – gerne kraftigt – er der først og fremmest brug for eftertænksomhed og dybdeborende analyser ud fra, at problemerne IKKE er nye, ligesom heller ikke forsøg på at løse de vanskelige modsætninger er det. Det har været gjort før i SF’s historie og ikke altid med lige stort held.
Men at forfalde til overfladiske sammenligninger af generationer i SF og se politiske paralleller og forbilleder i partier som Labour under Blair og Venstre under Fogh, som bew gør det, det er den sikre vej til en retningsløs, opportunistisk og kynisk politik med magten for magtens egen skyld som epicenter - netop a la Blair og Fogh!

Bent Winther:

»... hvis man postulerer at varetage de svageste gruppers - eller klassers - interesser, så må man også lytte til dem og finde svar på deres bekymringer.«

Når Bent Winther taler om "de svagestegrupper - eller klasser ...), så er det under forstået, at det er de medlemmer af underklassen, hvor de enkelte individer er rødhårede og spiser frikadeller.

Det er tydeligt at den del af underklassen, der består af immigranter ikke interesserer Bent Winther og Villy Søvndal det fjerneste.

En stemme på Villy Søvndal er en stemme på Pia Kjærsgaard.

Kan vi ikke lige blive enige om, at han ikke bliver kaldt en vendekåbe for at SF tillader sig at være se lidt mere kritisk på udlændinge spørgsmålet, men fordi at der absolut ingen gennemført linie er i hans meninger.

Jeg forstår dog fint baggrunden for at vælge den anden vinkel, da den unægtelig er mere bekvemmelig, og da man på den måde også vil fjerne sig fra det kulturradikale element, kan det forståes.

Det ville klæde Villy at tage det lidt med ro - man behøver ikke at have en holdning til alt som rører sig og det er endvidere heller ikke nødvendigt at deltage i den, der, først til mølle har ret, fordi sådan hænger tingene jo ikke sammen.

Selvfølgelig er Villy populistisk, ligeså selvfølgelig er det at en stemme på Villy er en stemme på Pia Kjærgsgaard. De byder dog DF godt op til dans, hvad angår det at være det mest populistiske parti i tinget.

Men helt ærligt, der har været rigelig plads til at være mere nuancerede på venstrefløjen og droppe den, der feel-good socialisme, hvorfor jeg ikke deltager i det kor som vil sætte lighedstegn i mellem SF og DF, da der åbenlyst er verden til forskel.

Bare det retoriske afslører forskellen. Du kommer aldrig til at se langballe-tilstande eller bare noget der tilnærmelsesvis minder om det, dertil er SF, ja SF og der er alt for mange fornuftige mennesker i det parti, hvorfor vedkommende vil blive smidt ud, til forskel fra DF, hvor det er en del af en syg kultur.

Jeg har personligt mistet en del for Villy, men holder stadig af ham, og så cadeau til ham for at venstrefløjen langt om længe ser ud til at have gode chancer for at vinde det næste valg. I gud, det er meget Villys fortjeneste.

Bent Winther:

»… hvis man postulerer at varetage de svageste gruppers - eller klassers - interesser, så må man også lytte til dem og finde svar på deres bekymringer.«

Det er ganske foruroligende at iagttage, hvordan Informations chefredaktør ukritisk har overtaget Pia Kjærsgaards argumentation logik og retorik.

I Pias og Bent univers er det åbenbart sådan, at man kan sætte lighedstegn mellem at ”lytte til den lille mands bekymringer” og at udbrede xenofobi og dæmoniserer de etniske minoriteter.

Pia og Bent er med andre ord rørende enige om, at det er bedre at tale ned til vælgernes fordomme, end at tale til op til det bedste i vælgerne.

Mon en forbenet værdikæmper som Bent Winther i realiteten er i samklang og øjenhøjde med Informations læsere? Er det ikke en nødvendig forudsætning for at kunne udfylde rollen som chefredaktør på tilfredsstillende vis?

Og hvor har Blair-stilen bragt Labour og Venstre? Ingen steder. Eller rettere: Labour og Venstre kan ikke finde sine egne ben længere, hverken i UK eller i DK. Den så højt besugne tredie vej eksisterer ikke længere; finans-krisen har afsløret alt dette for (masser af folk).

Og hvad er SF' svar på det:
Jo, SF medvirker til dæmonisering af udlændinge. SF medvirker til dette eller hint, påståede bekymringer for borgerne, bl.a. de meget omtalte skyderier - på Nørrebro. (hvor kun Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen bor, så vidt jeg ved?)

Hvor er SFs svar på Danish Crowns udtalelse om at mindst 600 arbejds-pladser skal flyttes til Tyskland og øst-euroæerne skal slagte svin til polske lønninger og i polske arbejdsforhold. Intet har vi hørt. Ikke engang et lille pip om 1) en lov-bestemt minimums-løn i DK eller i Europa eller 2) En lovbestemt EU-lov (direktiv) som fastlægger arbejdsmiljø-regler mv. i hele Europa. Så virksomheder ikke kan få bedre konkurrenceforhold ved at flytte f.eks. slagtning af svin Tyskland mm.

I stedet for bidrager SF til udstillingen af indvandrere, herunder muslimer i Danmark, som anden-rangs-borgere. Og det senest med opbakningen til VKO's point-system. Dette system (som kan være en god idé) afskærer folk fra muslimske lande, f.eks. Ægypten, som har kæmpet for demokrati og menneskerettigheder fra at få permanent ophold her i landet.

Og det gør det, fordi Ægypten torterer folk og gør andre væmmelige ting ved folk som anses for at være fjender af den ægyptiske stat. Og det er man altså, blot man mener, at der skal indføres reelt demoktrati i Ægypten. I Syrien og i andre lande er det ligeså.

Og hvilken krimalitet er der i de belastede kvarterer? Er det volden, BW, tænker på. Så vidt jeg ved, sker de fleste indbrud i det her land altså i landet parcelhus-kvarterer?

I Politiken skriver Lars Trier Mogensens blandt andet følgende om udviklingen i SF:

»Weekendens landsmøde udstillede et nyt generationsopgør. SFU repræsenterer i dag de værdier, som medlemmernes egne forældre engang kaldte for »reaktionære«, »patriarkalske« og »ligusterfascistiske«. SFU ligger ikke til venstre for, hvor højresocialdemokraten Erhard Jakobsen stod, da han skabte Centrum-Demokraterne op til jordskredsvalget i 1973.

De mentalt gamle unge virker som en forkælet generation, der ikke evner at løfte sig op over den værdipolitiske dagsorden, som højrefløjen har sat i 1990’erne. I manglen på social indignation og globalt udsyn har SFU’erne nøjedes med at definere sig i forhold til hovedstrømningen på højrefløjen, nationalkonservatismen.«

http://politiken.dk/debat/signatur/article939990.ece

Når man læser den type knivskarpe analyser, tager man uvilkårligt sig selv i at fremsætte et fromt håb om, at man på Dagbladet Information på et tidspunkt vil få held til at ansætte en lederskribent, der vil være i stand til at producere tilsvarende tekster af høj kvalitet.