Leder

Tunge øjenlåg

27. marts 2010

Hvis dette stadig stigende træk på sundhedsudgifterne fortsætter, kan det være en bombe under samfundsøkonomien

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen

For 10 år sidenopererede man ikke på de offentlige sygehuse tunge øjenlåg, det gør man i dag, fortalte regionernes formand Bent Hansen her i avisen torsdag.

Ikke at disse operationer er voldsomt belastende for sundhedsbudgetterne, men de er et eksempel på, at der ikke bliver prioriteret synderligt på sygehusene, og et eksempel på, hvorfor sundhedsudgifterne bare stiger og stiger.

Nye dyre behandlingsformer og krav til nye sundhedsydelser har betydet, at sundhedsudgifterne i Danmark er steget med 0,4 procent om året de seneste 15 år.

Hvis man lidt optimistisk forudser, at udgifterne kun vil stige med 0,3 procent i de kommende år, så vil det ifølge de økonomiske vismænd betyde et hul i statskassen på ikke 16 milliarder, som er den aktuelle ubalance, som polikerne forholder sig til som følge af den aldrende befolkning, men hele 54 milliarder om et par årtier.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen slår køligt fast, at der er flere muligheder for at fylde hullet ud, hvis man fortsat viger tilbage fra at prioritere i sundhedsydelserne eller at etablere et amerikansk inspireret sundhedssystem: Højere skatter, offentlige besparelser andre steder, eller mere vidtgående strukturreformer på arbejdsmarkedet, er alternativerne.

Ingen af delene er på den politiske dagsorden i det omfang, der bliver behov for og kommer det næppe heller.

Det spørgsmål, der med accelererende styrke melder sig, er, om det politiske system overhovedet længere er i stand til at løse langsigtede udfordringer, der henfører til sammenhængen og finansieringen af den offentlige velfærd. Det ganske konsensussøgende danske Folketing har historisk været berømmet for at løse langsigtede ubalancer på en måde, som har vundet bred accept i samfundet.

Arbejdsmarkedspensionerne fra begyndelsen af 90'erne er et godt eksempel. Ikke ligefrem nogen vindersag at bede lønmodtagere selv spare obligatorisk op til deres alderdom, men den betyder, at pensionsbomben, som andre europæiske lande kæmper med, ikke er nær så omfattende i Danmark.

Men hverken de eksploderende sundhedsudgifter eller det hul, som det aldrende samfund efterlader på arbejdsmarkedet, er der nogen vilje eller evne til at tage fat på.

Den nuværende generation af folketingspolitikere med undtagelse af nogle få har en horisont, der kun rækker frem til næste valgdag. Og blokpolitikken gør det kun værre.

Det, som deburde gøre sig klart, er, at ikke at reagere også er at træffe et valg. For jo længere tid der går, des hårdere bliver de midler, der skal tages i anvendelse for at lukke hullet.

Bent Hansen fremhæver vedholdende, at det vigtigste er den fri og lige adgang til behandling. Men uligheden i sundhedssystemerne er allerede åbenlys, og den er i tiltagende. Det skyldes ikke kun, at cirka en million danskere har en privat sundhedsforsikring, men først og fremmest, at det kræver gode ressourcer og kendskab til systemerne at kunne manøvrere sig igennem dem.

Så den frie og lige adgang er under nedbrydning, så derfor er det især til de svagestes fordel, at der bliver prioriteret og taget mere grundlæggende fat på strukturen.

Den forløbne uge viste endnu en gang, at hospitalsvæsnet er en af de helt store kamppladser i politik og vil være det helt frem til næste valg. I forbindelse med regionernes årsmøde fremlagde - eller genfremlagde - Socialdemokraterne et par mindre forslag, som skabte stor debat. Det ene var at indføre en 'bøde' for at udeblive fra en behandling, og det andet at udvide ventelistegarantien på nogle operationer fra en til to måneder. Begge rimelige og opbyggelige forslag. Det første, fordi der er brug for en adfærdsregulering for at undgå aflyste operationer. Det andet fordi der i dag bliver opereret for mange unødigt, fordi ventetiden er for kort.

Patienternes symptomer ville ganske enkelt være gået væk af sig selv, hvis man havde haft mulighed for at vente.

Men begge forslag blev resolut skudt ned af regeringen med beskyldninger fra Venstre om, at man blot er ude på at »smadre ventelistegarantien.« S og SF vil med pakken i alt tilføre sundhedsvæsnet en ekstra milliard, hvad der på lidt længere sigt forslår som et hæfteplaster på et kraniebrud.

Hvad manburde gøre var at se på forsikringssystemet og udbrede det til hele befolkningen, som dermed med forsikringen i hånden fik mulighed for ydelser, som ligger uden for det basale offentlige system.

En model, som er kendt fra netop arbejdsmarkedspensionerne. Venstre og Konservative vil være imod og kalde den en ny skat, men hvorfor arbejder oppositionen ikke på at bringe nye finansieringskilder i spil, som kunne medvirke til at løse de langsigtede problemer?

Nogen må påtage sig ansvaret. bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu