»Hvis I bliver ved med at presse mig, melder jeg mig ind i Taleban!«
Sådan lyder et af de følelsesudbrud, som de seneste dage har fået den afghanske præsident, Hamid Karzai, på forsiden af alverdens medier og skabt en alvorlig kurre på tråden i forhold til USA. Umiddelbart kan truslen lyde som et forsøg på at være morsom, men sådan er den hverken blevet opfattet af den afghanske opposition eller af det internationale samfund, der har betalt over 1.700 liv og svimlende milliardbeløb for at holde Taleban stangen og Karzai ved magten.
Tværtimod bliver den afghanske præsident overalt beskrevet som utilregnelig, lunefuld og måske endda afhængig af opium. Selv Det Hvide Hus vil ikke længere betegne han som en allieret.
Årsagen til den hårde dom er, at Karzais trussel blot er det seneste fejltrin i en nærmest uendelig række - fortaget af en mand, som ikke mindst USA er godt og grundigt trætte af.
I den forløbne uge har han bl.a. blameret sig ved at beskylde FN's tidligere souschef i Afghanistan Peter Galbraith og den franske chef for EU's valgobservatører, Philippe Morillon, for at være involveret i den omfattende valgsvindel ved sidste års præsidentvalg. De var bl.a. de to herrer, der var med til at afsløre, at Karzais folk havde forfalsket over én million stemmer, og det bryder han sig naturligvis ikke om.
Tidligere på ugen brillerede Karzai med at tilbyde 1.500 stammeældste fra det sydlige Afghanistan at stoppe den planlagte storoffensiv mod Taleban, som NATO og den afghanske hær agter at gennemføre i de kommende måneder. Og et par dage før det, beskyldte han »udlændingene« i Afghanistan for at både at bestikke regeringens embedsmænd og svække hans regering.
DET KAN umiddelbartvirke bizart, at Karzai på denne måde bider den hånd, der fodrer ham. For er der nogen statsleder i dag, som sidder på det internationale samfunds nåde, så er det ham. Håndplukket og indsat af præsident George W. Bush og siden finansieret, hjulpet og beskyttet af USA og dets allierede trods hårrejsende magtmisbrug, nepotisme og inkompetence.
Men forklaringen er ret enkel: Efter sidste års præsidentvalg, der i alle henseender var en katastrofe, har USA, FN og EU lagt et voldsomt pres på Karzai for at få ham til at levere et bare nogenlunde acceptabelt alternativ til Taleban. Han er bl.a. blevet tvunget til at fyre begge sine krigsforbrydermistænkte vicepræsidentkandidater samt adskillige andre uacceptable militsledere, han havde allieret sig med for at vinde valget. Han er blevet tvunget til at oprette en særlig korruptionsenhed og arrestere dusinvis af korruptionsmistænkte, heriblandt tidligere ministre og borgmestre. Og han er blevet tvunget til fyre formanden og næstformanden for den uafhængige valgkommission, der under valget viste sig at være alt andet end netop uafhængige.
FOR MANGE afghanere ligner han derfor mere en amerikansk marionet end sit lands præsident. Og det er i det lys hans angreb på USA, EU, NATO skal ses. Karzai forsøger simpelthen at optræde med større selvstændighed og vise sit folk, at han ikke er i lommen på nogen fremmede magter.
Det er som bekendt Talebans hovedanklage mod ham og en anklage, som i langt højere grad end drømmen om en islamisk utopi, der vækker genklang hos de stolte nationalistiske afghanere.
Karzais motiv er indlysende, men når hans udbrud alligevel virker både usmarte, ustrategiske og umodne, er det, fordi de samtidig skader ham selv.
Hver gang han angriber sine udenlandske mentorer, skyder han samtidig sig selv i foden og fremstår blot i endnu højere grad som købt og betalt af USA.
DET internationale samfunds store dilemma er, at Karzai nu en gang er den leder, man har. Banditter er der nok af i Afghanistan og Karzai er helt givet en af dem. Hans bror Ahmed Karzai er f.eks. dybt involveret i narkohandel og Karzai selv har ingen kvababbelser over at alliere sig med hvem som helst for at beholde magten. Det er netop denne egenskab, der i sin tid fik USA til at vælge ham som rorgænger.
I dag er de fleste enige om, at Karzai ikke er den bedste til jobbet. Men omvendt er det også en gængs opfattelse blandt mange diplomater og organisationsledere, der samarbejder med ham, at han ikke er den værste. I øjeblikket kan hverken diplomater eller militærfolk pege på en, der ville kunne overtage, hvis Karzai pludselig skulle blive ramt af en selvmordsbombe eller på anden måde blive uarbejdsdygtig. Desuden har Karzai den store fordel, at han i et vist omfang kan styres.
Det viser de forskellige fremskridt, der trods alt er sket siden valget. Men det er også klart, at den 52-årige Hamid Karzai ikke er den mand, der kan levere det troværdige alternativ, som både det internationale samfund og den afghanske befolkning har brug for, hvis det skal lykkes at vælte Taleban af skammelen.
Allerede til nytår begynder Holland og Canada at trække deres styrker ud, og til næste sommer følger de første amerikanske efter. Dermed er nedtællingen for Afghanistan-projektet for alvor i gang.
En skilsmisse mellem USA og Karzai er derfor udelukket i øjeblikket, men den kommer uden tvivl, lige så snart det internationale samfund har fundet en bedre mand til jobbet som konge i Kabul.
For både vores og afghanerens skyld kan det ikke gå hurtigt nok.
Charlotte Aagaard:
»Tidligere på ugen brillerede Karzai med at tilbyde 1.500 stammeældste fra det sydlige Afghanistan at stoppe den planlagte storoffensiv mod Taleban, som NATO og den afghanske hær agter at gennemføre i de kommende måneder.«
Ja det er jo ganske enkelt utroligt, at manden der er præsident i Afghanistan, opfører sig som om han er præsident i Afghanistan.
Har Karzai virkelig ikke begrebet, at det er den amerikanske besættelsesmagt og de europæiske hjælpere, der styrer landet?
Charlotte Aagaard:
»For både vores og afghanerens skyld kan det ikke gå hurtigt nok.«
Når Charlotte Aagaard skriver om situationen i Afghanistan ynder hun i reglen at anvende majestætisk pluralis ved at bruge ord som "vi" og "vores".
Derfor vil jeg lige for en ordens skyld påpege, at jeg ikke er en del af det "vi" der ønsker at styre afghanerne via en marionetregering og militær besættelse.
Jeg tilhører det efterhånden meget store "vi" i de vestlige lande, der ikke inkluderer Charlotte Aagaard og konsorter. Jeg er en del af det ”vi”, der ikke tror en disse på militarisme og på George W. Bushs brutale kolonikrige.
Jeg er fuldstændig enig med Per Thomsen i de to ovenstående kommentarer.
Caa skriver:
"En skilsmisse mellem USA og Karzai kommer lige så snart det internationale samfund har fundet en bedre mand til jobbet som konge i Kabul."
Skulle afghanerne ikke selv vælge deres præsident? Hvor er al tidligere snak om valg?
Nu indrømmer caa altså direkte, at "det internationale samfund" skal indsætte en ny quisling.
Krigstilhængernes diminutive demokratiske figenblad, som hyklerisk skulle retfærdiggøre den forbryderiske besættelse, er forsvundet.
Løgn og propaganda om valg og demokrati i Afghanistan, er igen afsløret som et kynisk skuespil tilrettelagt udelukkende for at legitimere besættelsesmagtens marionet på præsidentposten.
Måske skyldes Charlotte Aagaards uklare begreber (’vi’ og ’vores’ og ’det internationale samfund’) og deraf følgende mangelfulde logik, at hun er inde i en begyndende revurdering af, hvad der faktisk foregår i Afghanistan, og hvad der er baggrunden for dette?
Men stadig fremstår USA, FN og EU som de åh så idealistiske ’good guys’, mens Karzai har udviklet sig til ’den skyldige overskurk’ i hendes tekst.
Hun fremstiller det, som om det, hun kalder ’Det internationale samfund’, men,
hvad der jo tydeligt fremgår af hendes tekst,
reelt er ’US-Pentagons militærindustrielle kompleks’ med den tilknyttede professionelle, transnationale militærkaste organiseret i NATO, og ’den afghanske befolkning’ har sammenfaldende interesser.
Når hun på den ene side skriver, at Karzai er
” håndplukket og indsat af præsident George W. Bush og siden finansieret, hjulpet og beskyttet af USA og dets allierede trods hårrejsende magtmisbrug, nepotisme og inkompetence.”
og
” Karzai selv har ingen kvababbelser over at alliere sig med hvem som helst for at beholde magten. Det er netop denne egenskab, der i sin tid fik USA til at vælge ham som rorgænger.”
Og på den anden side:
” Det internationale samfunds store dilemma er, at Karzai nu en gang er den leder, man har.”
og
”For mange afghanere ligner han derfor mere en amerikansk marionet end sit lands præsident. ... Karzai forsøger simpelthen at optræde med større selvstændighed og vise sit folk, at han ikke er i lommen på nogen fremmede magter.
Det er som bekendt Talebans hovedanklage mod ham og en anklage, som i langt højere grad end drømmen om en islamisk utopi, der vækker genklang hos de stolte nationalistiske afghanere”
og når hun nævner at, Karzai tilbød
” 1.500 stammeældste fra det sydlige Afghanistan at stoppe den planlagte storoffensiv mod Taleban, som NATO og den afghanske hær agter at gennemføre i de kommende måneder”
og når hun yderligere skriver, at
”... de fleste (er) enige om, at Karzai ikke er den bedste til jobbet.” (hvad for ’et job’?) ”Men omvendt er det også en gængs opfattelse blandt mange diplomater og organisationsledere, der samarbejder med ham, at han ikke er den værste.
I øjeblikket kan hverken diplomater eller militærfolk pege på en, der ville kunne overtage, hvis Karzai pludselig skulle blive ramt af en selvmordsbombe eller på anden måde blive uarbejdsdygtig. Desuden har Karzai den store fordel, at han i et vist omfang kan styres” (’Styres’ til hvad?)
og når hun endelig ikke mener, at Karzai
”... er den mand, der kan levere det troværdige alternativ, som både det internationale samfund og den afghanske befolkning har brug for, hvis det skal lykkes at vælte Taleban af skammelen”,
er vanskelighederne med at finde
”en bedre mand til jobbet som konge af i Kabul”
så ikke snarere, at det hun eufemistisk kalder ’det internationale samfund’ og som hun tilsyneladende identificerer sig med, når hun bruger ord som ’vi’ og ’vores’, reelt er det amerikanske Pentagon-centrerede ’militærindustrielle kompleks’ og det af dette dominerede transnationale NATO, og dettes interesser er ikke sammenfaldende med ’den stolte nationalistiske afghanske befolknings’ interesser?
Her er lidt oplysende baggrundsmateriale:
Alfred M. McCoy:
Can Anyone Pacify the World's Number One Narco-State? The Opium Wars in Afghanistan
Peter Dale Scott:
Can the US Triumph in the Drug-Addicted War in Afghanistan? Opium, the CIA and the Karzai Administration
Med venlig hilsen
Her er en adresse på de ovenfor nævnte artikler:
http://japanfocus.org/
venligst
Mark Thalmay:
»Måske skyldes Charlotte Aagaards uklare begreber (’vi’ og ’vores’ og ’det internationale samfund’) og deraf følgende mangelfulde logik, at hun er inde i en begyndende revurdering af, hvad der faktisk foregår i Afghanistan, og hvad der er baggrunden for dette? «
Man kan jo altid som Mark Thalmay vælge at se positivt på tingene og håbe på det bedste.
Hvis man har fulgt Aagaards mange artikler om Afghanistan, kan man desværre ikke være i tvivl om, at Aagaard nok ikke har tænkt sig at ”revurdere” specielt meget.
Linjen er helt klar og konsekvent. Charlotte Aagaard har for lang tid siden besluttet sig for at stå last og brast med krigsopviglerne og militaristerne i den borgerlige presse og i militæret.
Thomsen
I virkelighedens verden véd Charlotte Aagaard jo rent faktisk - stik modsat dig - hvad hun skriver om, da hun jo har været i Afghanistan adskillige gange, - hvormed hendes opfattelser således er dannet af faktuel viden.
Men jeg forstår da godt at man fra din verdensfjerne del af tilværelsen er surt, hvergang nogen sagligt fremlægger fakta, der ikke passer ind i din politiske agenda.
Hvad er det for noget sludder Peter Pedersen. Mange personer har opholdt sig i det besatte Afghanistan, og på trods af det mener de noget forskelligt om situationen i landet. Det viser jo med al ønskelig tydelighed at man ikke har noget privilegeret viden om landet blot fordi man har opholdt sig der.
Carsten Jensen der er en af Danmarks ypperste forfattere har eksempelvis opholdt sig det besatte Afghanistan og tolker det han har set og oplevet på en nærmest diametralt modsat måde i forhold til de beskrivelser og analyser Charlotte Aagaard producerer.
Og så har Carsten Jensen i øvrigt netop modtaget Olof Palme-prisen for sine kritiske analyser. Jensens analyser må beskrives som værende i direkte modsætning til det der kommer fra Charlotte Aagaards pen.
@Peter Pedersen.
Uanset hvor mange gange Charlotte Aagaard har været i Afghanistan, så siger det desværre ikke noget om sandhedsværdien i hendes artikler.
Den 12. februar bragte caa en stort opsat artikel om, at den største offensiv i Afghanistan siden invasionen i 2001 nu begyndte i byen Majah, som angiveligt skulle have ca 80.000 indbyggere. Der skulle kæmpes fra hus til hus, og artiklen drog en sammenligning med Fallujah i Irak i 2004, som kostede flest liv i hele Irak-krigen.
Artikel 12. januar: http://www.information.dk/224344
Efterfølgende har det vist sig, at byen slet ikke eksisterer, og at hele operationen var en mediemanipulation, et bedrag, en misinformation, jf følgende:
Den 22. februar afslørede Washington Post, at offensiven ikke var begrundet i Majah’s strategiske beliggenhed, men derimod udelukkende var et manipuleret mediestunt for at levere en hurtig militær og politisk sejr for McChrystal. Sejren skulle udbasuneres i medierne som den første sejr for NATO’s nye strategi i Afghanistan, samt retfærdiggøre udsendelsen af de meget omtalte yderligere 30.000 soldater.
Kilde: http://original.antiwar.com/porter/2010/02/23/marjah-offensive-opinion/
Den 8. marts afslørede journalisten Gareth Porter, at Majah slet ikke er en by med 80.000 indbyggere og højborg for Taliban. Tværtimod er Majah en lille landsby bestående af få familiebrug:
'... billedet af Marjah som det præsenteres af de militære ledere, og som det lydigt er blevet formidlet af de store nyhedsmedier, er et af de klareste og mest dramatiske eksempler på misinformation i hele krigen, med den tilsyneladende hensigt at fremstille offensiven som et historisk vendepunkt i konflikten'.
Kilde: http://original.antiwar.com/porter/2010/03/08/fiction-of-marjah-as-city/
http://arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=62383&TS_ID=2&S_ID=3&C_ID=18
NATO skabte altså primo februar 2010 ud af den blå luft en fiktiv strategisk vigtig by ved navn Majah på 80.000 indbyggere, som angiveligt skulle være Talibans højborg. Erobringen af byen skulle udelukkende bruges i en mediemanipulation, som den første sejr for NATO’s nye strategi i Afghanistan.
Efter afsløringen af dette bedrag og kyniske misinformation må man naturligvis spørge: Hvor meget er vi blevet bedraget i de 9 år denne krig har hærget?
Supplerende kilde: www.riko.nu
Tak til Aksel Gasbjerg for den meget solide dokumentation af, hvordan Charlotte Aagaard bevidstløst efterplaprer NATOs propaganda.
Kan Information virkelig ikke gøre det bedre?
Underligt jeg har åbenbart været i en by som ikke findes!. Der er en by som hedder Marjah og der er også et område som hedder Marjah.
Mener det var Peter Pedersen som kom med facts om området men den springer visse folk let og elegant over.
Kan det være at Charlotte Aagaard bare oversætte nogle af de artikler hun får fra udlandet? uden egen holdning osv.? hvorfor er det at alle artikler skal indeholde hadske budskaber før i kan lide dem?
@Thomas H. Pedersen
Vi kan alle blive manipulerede, specielt når man betragter den kolossale informative lukkethed, som NATO lægger for dagen vedrørende krigen i Afghanistan.
Defor kan det undre, at caa stort set altid anvender NATO-venlige kilder.
Det ville klæde caa og Information, hvis man i dækningen af Afghanistan-krigen søgte flere kritiske kilder.
Desuden ville det højne caa's troværdighed, hvis hun bragte dementi og korrektiver, når man efterfølgende finder ud af at kilderne har været manipulerede. Men vedr Marjah, har vi intet hørt efterfølgende.
Vedrørende den kritiske Afghanistan-dækning - eller rettere mangel på samme - kan jeg henvise til historikeren Paul Villaume's udmærkede hjemmeside www.riko.nu ,hvor også Marjah-manipulationen diskuteres mellem chefredaktørerne på Politiken, BT, DR og Information.
http://original.antiwar.com/porter/2010/03/08/fiction-of-marjah-as-city/
deri fortæller de hvordan det hele blev blandet sammen og hvordan at en lille by blev til en by med 80.000.
den diskution mellem chefredaktørene er så grinagtig som det overhovedet kan blive. Jeg sad og rystede på hovedet over den meget lille viden de havde om emnet. Og jeg følte de var kritiske overfor alt bare for at være kritiske. så er det jo lige meget om det er sandt eller ej.
Aksel Gasbjerg:
»Desuden ville det højne caa’s troværdighed, hvis hun bragte dementi og korrektiver, når man efterfølgende finder ud af at kilderne har været manipulerede.«
Det tør svagt antydes.
Gasbjerg
Jeg er meget enig i, at flertallet af danske journalister - og redaktører - er særdeles ringe,
( - men det er der jo også nærmest "tradition for", da det som bekendt lykkedes den samlede danske presse at overse, at tyskerne mobiliserede 3-500.000 mand, lige syd for grænsen i april 1940, - selvom Polen som bekendt forlængst var invaderet - hvilket selv regeringen ellers kendte til det hele i alle detaljer).
Men netop derfor mener jeg, man ikke skal skyde med for mange spredhagl, på en så relativt meget vidende og kompetent journalist som CAA.
Hendes ovenstående analyse er rent faktisk langt over, hvad man normalt kan forvente at en dansk journalist,
og jeg anbefaler, at du prøver at læse den en gang til - objektivt.
Vedr redaktør- diskussionen i TV2 News, "Presselogen" er jeg helt enig med Thomas H. Pedersen.
Netop den diskussion om Poul Villaumes påstand om, at afghanerne i meningsmålingerne viser fald i faldende tilslutning til ISAF operationerne, som de samlede skare af redaktører - incl Tykke Thøger fra pamfletten på Rådhuspladsen - kritiserede sig selv og hinanden for, at de ikke havde bragt den meningsmåling, Villaume talte om, hvormed de konkluderede, at deres aviser ikke var kritiske nok -
mens realiteten er,
at både Politiken og Information mfl. har citeret og henvist til bla. Asia Foundation's seneste meningsmåling,
der i øvrigt på et par punkter viser et lille fald i forhold til året før, men fortsat meget stor tilslutning til ISAFs tilstedeværelse - og Talibans fortabelse:
http://www.asiafoundation.org/resources/pdfs/Afghanistanin2009.pdf
Vedr. Marjah
Thomas H. Pedersen har fuldstændig ret i, at Marjah er reel nok - både byen og det omliggende opland med småbrug og mindre forsamlinger af landbrug.
Om der i alt kan tælles 80.000 indbyggere i området i alt, er vel et spørgsmål, om hvor stor del af oplandet, man tæller med, men jeg vil henvise til min egen redegørelse af
16.marts kl. 12:22 :
http://www.information.dk/telegram/227156
Derudover har talrige nyhedsmedier sendt levende billeder derfra flere gange - både hvor guvernøren i Helmand og Karzai besøgte stedet sammen med General McChrystal osv, -
fx. Al Jazeera bla. den 10. ds., hvor provinsguvernør Gulab Mangal (herre med briller og sort, klippet fuldskæg) også ses i baggrunden :
http://english.aljazeera.net/news/asia/2010/04/2010410162838309689.html
http://english.aljazeera.net/news/asia/2010/04/201047184521810301.html
http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/8554332.stm
Kære Thomsen og co.
Jeg blander mig normalt ikke i jeres mange udfald mod mig men jeg har ikke beskrevet Marjah som nogen by.
Hvilket I kan forvisse jer om ved at læse netop den artikel, I så hånligt henviser til: http://www.information.dk/224344
Marjah er et område som Fyn, Langeland eller Helsinge, ikke en by, hvilket enhver kan se på Google Maps, hvis man er så uheldig ikke at kende til stedet på forhånd
Venlig hilsen
Charlotte Aagaard