Leder

LEDER: Forretningsforbindelser

13. april 2010

»I Kina er systemet nu engang sådan, at man bliver nødt til at have gode politiske relationer, hvis man også vil lave forretninger med dem.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen på officielt besøg i Kina

Det godeforhold er genoprettet mellem Danmark og Kina. Dansk erhvervsliv og alle vi andre kan ånde lettet op. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har benyttet sit officielle besøg i Kina til i flæng at rose de kine-siske ledere og understrege det nære venskab. Glemt er Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama på Marienborg sidste år, glemt er beskyldningerne om kinesisk obstruktion under klimatopmødet, nu er det tid til at kigge fremad - og gøre forretninger. Kineserne deltog skam aktivt og konstruktivt i forsøget på at finde frem til en global klimaaftale, forsikrede statsministeren i forbindelse med sit besøg. Svært havde han dog ved at forklare, hvad det var, der gik galt, da den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, tilsyneladende ikke var blevet orienteret om et af de afgørende møder under COP15 - udeblivelsen blev tolket som arrogance og et forsøg på at afspore forhandlingerne, og vestlige regeringer og interesseorganisationer har peget på Kina, som den fodslæbende part i december i København. Men de tager fejl, siger Løkke Rasmussen til sine værters store tilfredshed. Og lad nu i øvrigt det ligge, ligesom situationen for menneskerettighederne i Kina. Dem har Løkke Rasmussen naturligvis rutinemæssigt nævnt i sine samtaler, men som han understreger, det var jo ikke hovedformålet med hans besøg. Den særlige danske verbalnote om Tibet vedtaget af et bredt flertal i Folketinget slår fast, at Tibet er en del af Kina, og den står ved magt, og spørgsmålet har i øvrigt ikke været rejst specifikt i samtaler med de kinesiske ledere, siger statsministeren. Til gengæld ser Løkke Rasmussen frem til, at en kinesisk erhvervsdelegation snart kommer til Danmark.

Løkke Rasmussens balancegang mellem hensynet til erhvervsinteresser og politiske krav om kritik er ikke af ny dato. Det er en klassiker i dansk udenrigs- og handelspolitik, som samtlige hans forgængere har stået i på et eller andet tidspunkt, om det var fetaeksporten, der stod på spil, olieleverancerne fra Mellemøsten eller noget helt tredje, har det været det lille lands lod at holde tungen lige i munden. Det særegne ved Løkke Rasmussens optræden er, at han så tydeligt - bevidst eller ubevidst - træder ud af sin forgængers skygge, når det gælder den udenrigspolitiske kurs. I referaterne fra Løkkes besøg i Kina fornemmer man umiskendeligt den gode gamle pragmatiske småstatstankegang, som Anders Fogh Rasmussen i sine ideologiske taler advarede så kraftigt imod. I hans tid - og det er kun et år siden - skulle Danmark ikke bøje nakken, men tage ansvar og sige sin mening ude i verden, bekæmpe undertrykkelse og begrænsninger af frihed og ikke mindst ytringsfrihed. Fogh Rasmussen brugte sin udenrigspolitiske idealisme til på den hjemlige bane at udstille sine modstandere - kulturradikale, relativister eller bare blødsødne rundkredspædagoger, han splittede befolkningen i får og bukke, de gode og onde, dem, der lader sig kyse, og dem, der tager kampen og slås for alt, hvad de har kært. De feje mod de heltemodige. Den aktivistiske udenrigspolitik er bygget på netop den idealisme. Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan og opgøret med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig er gjort af samme stof. Nutidens 'arvtagere' af småstatstankegangen var Fogh Rasmussens modstandere. Under Muhammedkrisen gik det hele op i en højere enhed, selv om Fogh Rasmussen var så tæt på at sige undskyld, som man næsten kan komme uden at gøre det. Det var dengang, idealerne klædeligt sad uden på tøjet i Venstre, og den politiske ordfører Jens Rohde skosede Arla på det voldsomste for at lefle og beklage Jyllands-Postens tegninger over for Saudi-Arabien. »Mine frihedsrettigheder er ikke til salg for to liter mælk,« sagde Rohde. At piben fik en anden lyd i Statsministeriet, da Fogh Rasmussen havde udsigt til posten som generalsekretær i NATO, er en anden historie. Da NATO-medlemmet Tyrkiet skulle tilfredsstilles, og de muslimske lande beroliges. Da Fogh i sin sidste tid som statsminister pludselig tog afstand fra den hollandske provokatør Geert Wilders og hans film, stod det klart, at den internationale aktivistiske kulturkamp - eller hvad vi skal kalde den - mest var til indvortes brug.

Løkke Rasmussener som tidligere beskrevet på denne plads en anden type. Han er pragmatiker, og indenrigs- og udenrigspolitiske værdier i det luftlag, som hans forgænger bevægede sig i, siger ham ikke så meget. Hvorfor støtte Tibets kamp for uafhængighed, hvis det koster eksportordrer og gode relationer, og hvorfor støtte demonstranterne i Teherans gader, hvis det koster danske job, og hvorfor lade som om at man kæmper for demokrati og kvinderettigheder i Afghanistan, når det i virkeligheden gælder vores egen europæiske sikkerhed. Dansk udenrigspolitik er ved at blive normaliseret, men man kan godt savne idealerne. bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror det har mindre at gøre med idealisme overfor pragmatisme.
Og mere at gøre med at man i COP15 så skriften på væggen. Derfor et skift fra at ville tækkes den afgående stormagt (USA), til at tækkes den nye (Kina).
Der var intet som helst idealistisk ved Anders Fogh's retorik. Den var der for at tilfredsstille amerikanske ører. Sådan får man nemlig en generalsekretærpost i NATO.