Læsetid 4 min.

LEDER: Politik og historiske mindedage

9. april 2010

Datoer for skelsættende historiske begivenheder er ikke blot nøgne tal; de bærer erindringer om betydningsændrende nedslag i historien videre fra generation til generation og danner grundlag for uoverensstemmelser og strid samt - i bedste fald - for dialog og forsoning.

Striden om ansvaret for Katyn-massakren i Rusland er et prima eksempel. I onsdags havde Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, indbudt sin polske kollega Donald Tusk til Katyn-skoven i Rusland for at mindes de 22.000 polske krigsfanger, der for 70 år siden blev myrdet med koldt blod af Josef Stalins bødler i NKVD, den hemmelige efterretningstjeneste (forløberen for KGB). Putins gestus ligner et tøbrud i det historisk belastede forhold mellem Polen og Rusland; blot for et halvt år siden talte Putin i apologetiske og relativiserende toner om Stalin-regimets grusomme forbrydelser mod sit eget folk og andre nationers indbyggere. Indtil 1989 hævdede man i Moskva, at det var invaderende tyske tropper, der havde myrdet polakkerne.

For to dage siden faldt Putin på knæ og bøjede ydmygt sit hoved foran en mindestøtte med navnene på officerer, underofficer og medlemmer af den polske intelligentsia, der blev dræbt i foråret 1940 med nakkeskud i et massemord, som tog en hel måned at fuldbyrde. Stalins angivelige motiv: At frarøve Polen dets elite og derved muligheden for at rejse sig igen mod Ruslands overmagt. Diktatoren huskede alt for godt det russiske nederlag til Polen under krigen i 1919-20, hvor han selv havde tjent som russisk officer.

Putins initiativ er utvivlsomt politisk motiveret: Rusland har brug for at få skabt et bedre forhold til de østeuropæiske befolkninger, som mellem 1939 og 1989 måtte lide under to totalitære regimer: nazisternes og sovjetkommunisternes. Kun en åben, nuanceret og seriøs debat i begge lejre med en dialog på tværs af grænser vil kunne åbne op for en virkelig national forsoning. Den ser nu ud til at være på vej. En polsk-russisk kommission vil snart offentliggøre en rapport om Katynmassakren. Præsident Dimitri Medvedev har netop under et statsbesøg i Slovakiet udleveret dokumenter fra statsarkiverne i Moskva, som skulle belyse Stalintidens forbrydelser mod slovakkerne.

Et mindre belastet forhold til østeuropæerne skal bidrage til varmere relationer mellem Rusland og USA. I går aftes ville præsident Barack Obama prøve at berolige 11 østeuropæiske regeringschefer under en middag i Prag. Mange af dem er nervøse over, at USA har udsat opstilling af et missilforsvar og ser med foruroligende øjne på Obamas opblødning vis-à-vis Kreml, ikke mindst i lyset af atomaftalen underskrevet i Prag i går. I den forstand er Putins træk - at udsende forsonende signaler om Katyn - et eksempel på en konstruktiv benyttelse af historiske mindedatoer.

Anderledes serdet ud i Danmark, hvor vi i dag markerer 70-året for den tyske besættelse. Det er en dato af lige så stor betydning for vores nationale identitet, som nederlaget til Prøjsen i 1864 var - og senere blev til. Den bør man derfor ikke misbruge i politisk øjemed, men det er hvad tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen gang på gang har gjort sig skyldig i. Først skete det i hans berømte tale i august 2003 i anledning af 65-året for den daværende danske regerings tilbagetræden og direkte konfrontation med den tyske besættelsesmagt. Fogh fordømte uden omsvøb datidens danske politikeres samarbejdspolitik med tyskerne i årene 1940-43.

Det bemærkelsesværdigeved talen var, at Fogh pure afviste mulige formildende omstændigheder ved sine forgængeres »tilpasningspolitik«. Ikke blot i bakspejlet var Staunings og Scavenius' samarbejde forkasteligt; det var det også i samtidens øjne, sagde han. En evident ahistorisk vurdering.

I Foghs bog handler Første og Anden Verdenskrig i Europa udelukkende om en kamp mellem diktatur og demokrati; de danske politikere begik m.a.o. »politisk og moralsk svigt« ved at holde sig neutrale eller tilpasse sig. Men det er at misbruge en fælles historisk arv, for alle og enhver ved, at statsministerens opgør med samarbejdspolitikken i virkeligheden var motiveret af et ønske om at begrunde hans personlige beslutning om at give sin ven, præsident George W. Bush, Danmarks militære støtte til det umotiverede angreb på Irak et halvt år før. Fogh shanghajede en historisk mindedag.

Nu gør Fogh sig som NATO-chef, hvor han ifølge et avisinterview har udskåret sig en rolle som manden, der vil tage det endelige opgør med Danmarks »feje« internationale politik - selv nederlaget i 1864 skal vi have oprejsning for i kraft af hans personlige indsats for demokrati og imod diktatur i Bruxelles.

Set i den sammenhæng ligner Putins forsonende udspil et skoleeksempel på, hvordan verdensledere bør forvalte historien, mens den tidligere danske statsminister i et anfald af storhedsvanvid kaster al historisk nuance overbord for at føre en ideologisk kamp videre på sin nye post.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Altså. Manden kompenserer jo for ét eller andet, har det ikke været rimelig indlysende fra starten af?

Med den attitude det tredje rige i sin tid lagde for dagen, var det den eneste rigtige ting for Stauning og Scavenius at gøre hvis ikke man netop havde lyst til at det danske folk skulle ende som polakkerne.
At Anders Fogh ikke kan forsone sig med at han kommer fra et meget lille land uden en stor............ militær magt, det er hans problem. Irriterende at det også skal gøres til andres.
Udfordringen er ikke hvordan vi kommer afsted med at lege store og stærke som USA eller Rusland. Udfordringen er at komme overens med hvem vi er idag. Danelagens tid er forbi og har været det længe, lille Anders.

...I øvrigt pinligt at blive overgået af en Russisk tidligere KGB-mand på det felt.