Der har på det seneste været talt og skrevet meget om Det Kgl. Teater. Teatret har underskud på driften og har råbt på flere midler, samtidig med at der har været rejst en kritik af teatrets brug af midler, og at de forskellige scener har haft svært ved at fylde pladserne. Og senest har Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, helt uden gang på jord foreslået, at man for at spare på driften solgte Gamle Scene fra.
Dertil kommer hele den såkaldte musicalkrig, der handler om, hvorvidt et statsstøttet nationalteater skal bruge skattekroner på kommercielle og, underforstået, kunstnerisk underlødige forestillinger som eksempelvis
My Fair Lady.Konkurreneforvridning, kalder man det også, når det store nationale teater, med millioner af skattekroner i støtte, kaster sig over forestillinger, som de små teatre plejer at leve af at opføre.
Hvad, der imidlertid ikke har været talt så meget om, er, at Det Kgl. Teater også befinder sig i en kunstnerisk krise af langt værre dimensioner, og som også afspejles i de tomme sæder. Krisen er ikke kun teatrets egen, men en del af tidsånden og rejser et spørgsmål om selve teatrets legitimitet. Eller udtrykt mere direkte: Når man blandt de aktuelle kunstneriske udbud skal vælge, er det åbenbart oftere teater, ballet og opera, der bliver valgt fra, fordi andre kunstformer har mere vedkommende og nødvendige svar på tidens udfordringer.
Det skal dog tilføjes, at der i det forløbne år på teatret har været kunstneriske milepæle og sublime øjeblikke, anført af udenlandske forestillinger
Ariadne på Naxosog Christoph Marthalers
Værn mod fremtiden.
Musicalkrigenillustrerer diskussionen om det folkelige over for det elitære, som er helt central i forbindelse med et nationalt teater.
Skal Det Kgl. Teater være folkeligt attraktivt ved at tilbyde forestillinger med bred appel, eller skal teatret først og fremmest være et sted, hvor den kunstneriske tradition holdes i live og til stadighed fornyes - og derfor som resultet heraf lade andre teatre om det populære? Dermed er vi midt i en ældgammel diskussion om, hvordan man forvalter kunstnerisk statsstøtte.
Skal vi have et nationalt teater, der taler op til folk og hvert år modtager over en halv millard kroner i støtte? Et stort beløb siger nogen, mens andre henviser til, at det er mindre end en femtedel af det som DR hvert år modtager for at tale ned til folk.
Det Kgl. Teater har i de senere år vitterligt haft en udfordring. Det ligger i selve den store politisk besluttede udvidelsesplan, der har resulteret i to nye huse i form af Operaen og Skue-spilhuset og en voldsom forøgelse af udgifter til den almindelige drift. Det er ikke kun teatrets eget ansvar, men også politikere på både Christiansborg og på Københavns Rådhus, der har sagt god for udvidelsesplanen.
Kulturpolitisk er disse projekter med andre ord gået igennem ud fra den forudsætning, at Danmark skal bevare og udbygge et nationalt teater, der leverer forestillinger på et højt kunstnerisk plan til gavn for så mange som muligt. Og det koster at have sådan en institution, der nærmest udfylder en forskningsmæssig funktion. Sådan et teater skal opføre det ypperste inden for teater, ballet og opera. På én og samme tid i fuld bevidsthed om traditionen og hele den klassiske dannelsestanke.
Og teatret skal opføre forestillinger af de bedste manuskriptforfattere, instruktører og koreografer og inden for alle områder sætte den højeste standard i forhold til formidling, nyfortolkning og scenografi.
Til alle tiderskal man kunne diskutere om den store støtte er berettiget. Skal vi have et nationalteater med så stor en stab af fastansatte? Vidner det om den højeste grad af professionalisme?
At foreslå hele den institution nedlagt og midlerne fordelt ud på andre teatre er lige drastisk nok. Men Det Kgl. Teater er nødt til selv at bevise, at der fortsat er gode argumenter for at bevare et nationalt teater, hvilket ikke i samme grad som tidligere er selvsagt. Det betyder ikke, at teatret skal blive populistisk, og at det skal løbe efter enhver lille krusning på tidsånden. Det skal leve op til sin formålsparagraf og virkelig levere den højeste standard inden for alle områder for at legitimere det store årlige statstilskud. Af samme grund er svaret på spørgsmålet, om Det Kgl. Teater skal have lov at vise musicals et ja. Teatret skal ikke lefle for det folkelige eller spekulere i det kommercielt, men kunstnerisk skal man ikke på forhånd udelukke nogen genre. Som kunstform skal teatret også kæmpe med andre om opmærksomhed. Kunstnerisk skal teatret fortsat være uomgængeligt.
Hvis man får den fornemmelse, at de dramaer, der udspiller sig i tv'et, er mere vedkommende, eller hvis man til enhver tid vil hævde, at den seneste filmpremiere betyder mere end teateret vil, så har teatret faktisk et legitimeringsproblem.
pn
