Leder

Løkkes forspildte chance

30. marts 2010

NÅR LARS LØKKE Rasmussen på mandag kan se tilbage på sit første år som statsminister, er det med en oplevelse af, at ikke alting er gået, som han gerne ville. Meget er gået galt, og når kun tre ud af 10 danskere i dag tror, at han kan genvinde magten efter et valg, så har han kun sig selv at takke for det. For Løkke Rasmussen forspildte en chance. Hans mest afgørende fejltagelse er hverken håndteringen af klimatopmødet, ydmygelserne fra Pia Kjærsgaard eller ferierejsen til Tenerife. Løkkes fejl og grunden til, at han måske aldrig får vælgernes opbakning til at være statsminister, stammer tilbage fra før, han satte sig i stolen. Daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen traf et skæbnesvangert valg i tæt samklang med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han indgik et smalt forlig om skattereformen kun med Dansk Folkeparti. Når forliget har fået blivende betydning er det af to årsager. Den første - som er den mindst vigtige - er, at Løkke Rasmussen dermed forærede oppositionen en hel valgkampagne, hvor den store skillelinje står mellem skattelettelser eller offentlig service. Den har S og SF forstået at udnytte til det yderste, og den gør ondt, især fordi regeringen er tvunget ud i massive offentlige besparelser som følge af krisen.

DEN ANDEN OG VIGTIGSTE grund til, at det smalle skatteforlig bliver husket som en afgørende begivenhed, er, at det med et slag fjernede muligheden for, at Løkke kunne sætte sig som den store samlende figur på midterkursen i dansk velfærdspolitik. Den position var og er som skabt til Lars Løkke Rasmussen, som er vokset op i velfærdsdanmark, som kender den offentlige service ned til mindste detalje, og som har stået i spidsen for en omfattende kommunalreform. Han missede chancen, måske fordi et skatteforlig skulle hurtigt i hus, inden Fogh Rasmussen fik posten som generalsekretær i NATO, måske fordi Dansk Folkeparti pressede ham, det er ikke til at vide. For at forstå betydningen, er det nødvendigt at gå tilbage til begyndelsen af februar sidste år. Skattekommissionen afleverede sin rapport, som lagde op til ganske omfattende ændringer af skattesystemet og betydelige lettelser af personskatten. Socialdemokraterne og SF var mere end ivrige efter at være med i et stort skatteforlig. SF havde accepteret at frede boligejerne og andre kameler var allerede slugt for at gøre klar til storforlig. Over mange måneder havde der været tætte kontakter mellem Fogh Rasmussen og Thorning-Schmidt. Det hele lå til et bredt forlig. Da kommissionens rapport lå på bordet kommenterede S og SF den i venlige og afventende toner for ikke at lukke døre på forhånd. Tre uger efter var de smidt ud af forhandlingerne, efter at regeringstoppen havde opfundet en række uspiselige ultimative krav til S og SF.

HVIS MAN SOM NY statsminister - og det blev Løkke Rasmussen ikke uventet et par måneder senere - ønsker at etablere et nyt projekt, så handler det til en vis grad om politisk indhold og signaler. Men hvis man ser tilbage i historien, så har nye statsministre først og fremmest gjort forskellen ved at etablere nye samarbejdskonstellationer i Folketinget. Nyrup Rasmussen etablerede det tætte samarbejde med de radikale. Poul Schlüter fir-kløversamarbejdet, som kunne samle hele den borgerlige fløj fra radikale til Fremskridtspartiet. Fogh Rasmussen var den første, der formåede at etablere et parlamentarisk fundament sammen med Dansk Folkeparti. Hvad gjorde Løkke Rasmussen? Han fortsatte i sin forgængers udslidte fodspor uden så meget som at gøre forsøg på at gribe den anden mulighed.

DET STOD KLART for alle den dag i slutningen af februar 2009, da Socialdemokraterne og SF blev smidt ud af skatteforhandlingerne på trods af, at oppositionen var parat til at sælge deres gamle bedstemor for at være med. Et bredt forlig havde lukket munden på den stadigt mere selvbevidste opposition og etableret Løkke Rasmussen som en statsmand, i stedet satte han sig til at vikariere for sin forgænger. Reaktionen hos Dansk Folkeparti var en sødmefuld sejrsrus, VKO havde overlevet endnu engang og endda i bedre form end nogensinde. Pia Kjærsgaard kvitterede med at stille flere og flere krav til regeringen og endda over sommeren lancere konkrete forslag til udskiftninger af ministre. Ingen var længere i tvivl om, hvem der bestemte, og Løkke Rasmussen lod sig ydmyge, fordi han havde truffet sit valg. Hvordan havde DF'erne reageret, hvis de var blevet henvist til en position, hvor de ikke længere var de eneste sammen med VK ved bordet, men tvunget til at indgå aftaler med de røde også? Sikkert ubehageligt, surt og destruktivt, men ude af stand til at vælte den nye statsminister. Og havde de kigget lidt længere frem i krystalkuglen havde de brave strateger i Dansk Folkeparti måske fået øje på blokpolitikkens store fare - at vælgerne bliver trætte af dem, fordi der ikke sker nogen fornyelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Delvis enig i at Løkke Rasmussens store problem i dag er at de 2 Rasmussen´er smed R,S og SF ud af skattereformsforhandlingerne.
Ang. Strukturreformforhandlingerne (kommunereformen), her var det Løkke Rasmussen, der i første omgang smed R, S og SF ud for så under pres af Fogh Rasmussen at tage endnu en forhandling inden de så blev smidt ud igen, da oppositionen så for store vanskeligheder for miljøet, forebyggelsen , specialundervisning og behandling osv. for ikke at tale om opbygningen med regningssystem per enkelt patient per kommune og med en årlig forhandling mellem regionerne og staten (eller med andre ord skilte ansvar og økonomi ad i regionerne). Bare for at nævne de største ting der skilte oppositionen fra OVK- blokken.

Jeg mener også at strukturreformen er et tung lig i lille lars's bagage. Han er ikke en der samler, det kunne fungere i gode tider og med AFR som statsminister. Men i krisetid er der brug for en der samler, og det er en evne han aldrig har vist han evner. COP15 var i virkeligheden en udstilling i hans manglende evne til at samle.

Dorte Sørensen

Hørte her til morgen i P1s radioavis , at Løkke Rasmussen havde truet Lene Espersen med at udskrive valg , hvis hun ikke stoppede med at tale om en efterlønsreform. Bare Løkke Rasmussen havde gjort det så vi kunne få en offentlig debat om hvilken vej befolkningen ønsker Danmark skal gå fællesskab eller klar dig selv.
Det er udelideligt at have en regeringen, der bare siger vendt og se det skal nok gå alt sammen, det kan ikke være i Danmarks interesse at lade stå til endnu 1½ år før vi kan få et valg.