Leder

Opgør med tavshedens kult

DER ER INGEN grund til at hylde den katolske kirkes danske ledelse for at acceptere en uafhængig undersøgelseskommission, der skal efterforske de op mod 20 påståede tilfælde af seksuelle overgreb i kirken
14. april 2010

DER ER INGEN grund til at hylde den katolske kirkes danske ledelse for at acceptere en uafhængig undersøgelseskommission, der skal efterforske de op mod 20 påståede tilfælde af seksuelle overgreb i kirken. For fodslæbende er en mild betegnelse for den tilgang, som både den katolske kirke i Danmark og dens verdensomspændende arbejdsgiver i Vatikanet har haft til de seneste skandalesager om præsters seksuelle overgreb.

Sagen tog i denne omgang sin begyndelse i Irland, bredte sig til Tyskland og Østrig og er herhjemme også ved at udvikle sig til en ødelæggende og pinagtig sag for den moraliserende katolske kirke, der stædigt fastholder kyskhed og cølibat som den rette vej til Gud og lige så stædigt fastholder fordømmelse af abort, prævention, sex før ægteskabet og homoseksualitet.

Det er den katolske kirke naturligvis i sin gode ret til at mene og prædike, men det gavner ikke just troværdigheden, når skandaler og skeletter gang på gang tumler ud af skabe og kun bekræfter mistanken om, at kirkens kultagtige hemmelighedskræmmeri og magt er baseret på forløjethed, hykleri og magtmisbrug.

Nølende har kirken både her og der erkendt, at den måske nok har et problem, men det fjerner ikke indtrykket af, at hvis den selv kunne bestemme, ville den gøre, som den plejer - ordne det i god ro og orden bag de tavse mure ved hjælp af dets eget lovsystem, som kirken gennem århundreder har benyttet sig af, og som i bund og grund har ét formål: at beskytte sig og sit uden unødig korrespondance med omverdenen.

MAN KAN SELVFØLGELIG mene, at det er bedre sent end aldrig, når den katolske kirke nu har erkendt, at det er nødvendigt at trænge til bunds i sagerne om overgreb. Indtil videre har mistankerne betydet, at to præster er fritstillet, mens sagerne undersøges, og alene derfor er det vigtigt, at der er så megen offentlighed om undersøgelsen som muligt, netop også for at beskytte de pågældende præster, der er uskyldige, indtil andet er bevist. Men lejligheden bør også benyttes til at forhindre kirken i endnu engang at bortforklare det som et spørgsmål om få brodne kar - krænkere, som det er lykkedes at søge ly i kirkens broderskab.

For sporene, historien, men også kirkens reaktion hidtil skræmmer. I 2004 kom den nok så berømte Murphy-rapport, der dokumenterede flere end 14.000 sager om seksuelle overgreb og pædofili begået af præster og andre kirkelige ledere.

For nylig kunne The New York Times afsløre, at den nuværende pave, Benedikt XVI, i sin tid som kardinal undlod at gribe ind over for præsten Lawrence Murphy, selv om man vidste, han havde forgrebet sig på 200 børn. Af samme artikel fremgik det, at paven i sin tid i Vatikanet personligt har læst omkring 3.000 sagsakter om sexmisbrug og pædofili, ligesom han, der som kardinal var leder af Vatikanets kontor for misbrugssager, ved flere lejligheder har givet kirker i andre lande instruks om, at sager om sexovergreb er underlagt 'den pavelige hemmelighed' og derfor skal behandles med yderste fortrolighed. Den formaning er også fremsat to gange over for biskoppen i Danmark, der i den sammenhæng er at betragte som en mellemleder.

DEN SAMME strategi er forsøgt i de aktuelle sager, der som nævnt tog sit udgangspunkt i Irland for at brede sig til Østrig, Tyskland og altså også Norge og Danmark - dog i noget mindre målestok, hvilket er forståeligt i betragtning af, at de danske katolikker selv på en god dag ikke kan fylde sæderne i Parken.

Paven drog til Irland og kom i et hyrdebrev med en undskyldning og en halvkvædet vise om, at overgrebssagerne skyldes anløbne karakterer og intet andet. Løsningen på det problem skulle ifølge paven være mere fromhed, mere bøn og ikke mindst mere selvjustits uden at blande andre ind i det. Ikke et ord om kirkens egen skyld, om de mange præster, som efter afsløringer om overgreb blot er blevet overflyttet til andet arbejde, eller om kirkens selvbeskyttelse.

På trods af den åbenlyse tillidskrise, kirken befinder sig i, forsøgte den danske biskop, Czeslaw Kozon, samme fremgangsmåde. Han havde ganske vist kendskab til overgreb i den danske kirke, men så ingen grund til at delagtiggøre myndigheder eller andre i det eller åbne de hemmelige personalearkiver. Men historien vil ikke dø. Der dukkede anonyme ofre op, som har udpeget nulevende og aktive præster, og mange sidder uden tvivl med indtrykket af, at det blot er toppen af et isbjerg. Ligegyldig hvad, er det godt med den øgede offentlighed og en åben undersøgelse, også for kirken, hvis den vil ud af den katastrofale tillidskrise.

Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt satte i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad lighedstegn mellem det katolske cølibat og pædofili. Det kan man roligt kalde en generaliserende stramning, men der er ingen tvivl om, at en løsning, der også vil gavne kirken, kræver et langt mere åbent opgør med den katolske kirkes topstyrede kanoniske lovsystem, den tavse selvjustits og reglerne om cølibat. Med andre ord et opgør med tavshedens kult i Vatikanstaten og dens monopol på sandheden.

weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Udmærket, weis! Der er bare noget, jeg ikke forstår. Hvorfor blander du dig i, hvad der evt. kunne gavne kirken? Det kan da være rystende ligegyldigt, hvilken indvirkning dette vil have på kirken, når den i bund og grund er forbryderisk, hvad alle disse sager tydeligt viser. Det er så grusomt, hvad der foregår, at det alene gælder om at trævle det op, og hvordan det skal kunne gavne 'forbryderen', er mig en gåde.

Du nævner forskellige lande, men vi mangler endnu beretninger fra det ærkekoncervative Polen.