Leder

I posérmandens værksted

Er Danmark for lille for Jens Christian Grøndahl? Vi søger et svar
Storhed. Jens Christian Grøndahl føler, at Danmark er blevet for lille for en forfatter af hans format. Han trives efter sigende også bedre i Frankrig, hvor man uden at føle skam har lov at gå omkring som stor forfatter, hvis man har mange læsere.

Storhed. Jens Christian Grøndahl føler, at Danmark er blevet for lille for en forfatter af hans format. Han trives efter sigende også bedre i Frankrig, hvor man uden at føle skam har lov at gå omkring som stor forfatter, hvis man har mange læsere.

Christian Als

9. april 2010

»Der var nogle år, hvor jeg i dag som 50-årig finder mig selv næsten komisk selvoptaget og selvhøjtidelig,« siger forfatteren Jens Christian Grøndahl i et interview med Politikens Carsten Andersen i anledning af hans nye erindringsbog. Nu er der nok nogle, som er glade for således ikke at have oplevet den unge Grøndahl, men nok om det. I interviewet fremstår han først og fremmest som misforstået af det danske litterære miljø; han, som skriver så smukt og er en mesterlig iscenesætter af sit eget liv. Han kalder sig selv en outsider, fordi han skriver om følelser i en klassisk afrundet form. Samtidig er han selvfølgelig alt andet end en outsider, men en stor forfatter og essayist - en forfører, mest af alt af sig selv, fordi han så let lader sig rive med af egne smukke ord og formuleringer.

I interviewet leverer Grøndahl også en bredside til det litterære miljø i Danmark: »Der findes jo en inderligt romantisk forestilling om, at hvis et værk er lidt mislykket, lidt flosset, lidt knoldet og hakkende og stammende, så kommer det fra hjertet. Så kan vi tage forfatteren til os som en våd hund, vi tørrer og gnubber, fordi han rummer en eller anden form for sandhed i al sin uformåenhed. Hvorimod hvis et værk rummer en grad af perfektion, af orden og harmoni, så er det glat. Så er det nok løgn og overfladisk. Den har jeg været udsat for mange gange. Den følges af en anden modernistisk opfattelse af, at hvis man beskriver følelsernes kaos, så skal det også være kaotisk.«

Grøndahl sigter her til det litterære miljø, der udspiller sig omkring Forfatterskolen og til indflydelsesrige kritikere med Lars Bukdahl i spidsen, der hylder det sære og det permanente formbrud. Den hyldest sker nogle gange på bekostning af de brede læsere. Der er ved gud meget poseren i det danske litterære miljø, men hvis man mener sin kunst alvorligt, er man nødt til at følge sin indre stemme og tro på, at fornyelsen af litteraturen ligger i formen mere end indholdet.

Som en mere gammeldags forfatter skal Grøndahl selvfølgelig blive provokeret, når det samtidig er ensbetydende med, at hans måde at skrive på bliver outsiderens. Hans 'klassisk afrundede transparens i fortællingen' er ikke altid lige populær hos kritikerne. Det har med hele værkbegrebet at gøre. Han søger den store afrundede form, mens andre har lagt den bestræbelse bag sig som løgnagtig og forældet. Grøndahl, derimod føler, at Danmark er blevet for lille for en forfatter af hans format. Han trives efter sigende også bedre i Frankrig, hvor man uden at føle skam har lov at gå omkring som stor forfatter, hvis man har mange læsere.

Men er det virkelig rigtigt, at man i dag af kritikerne ikke har lov at skrive afrundede værker? Jeg genkender en svaghed hos visse kritikere for det flossede og brudte, men som generel dom er det svært at genkende billedet. Så måske har det i stedet med Grøndahls megalomane selvværd at gøre. Som eksempelvis i essaysamlingen Tre skridt tilbage fra 2007. Her skriver Grøndahl om, hvordan Thomas Mann opfattede sig selv som den naturlige arving til Goethe. Og lidt mindre diskret får han så i samme ombæring sat sig selv i scene som selveste Thomas Manns arvtager. Det strålende greb i den essaysamling, Grøndahl skrev, efter at han så fatalt havde taget fejl i forbindelse med Irak-krigen, var jo, at det her lykkedes ham at gøre en intellektuel dyd ud af sin fejltagelse. Og var der i øvrigt ikke noget med, at også den store europæiske humanist Thomas Mann havde taget fejl i forbindelse med Første Verdenskrig? Så kan Jens Christian Grøndahl også tage fejl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan (langt) bedre lide Niels frank; og Niels Frank kan (langt) bedre lide Thomas Mann ( eller Thomas Manns karakterer) end osv.

NB-"Lars Bukdahl i spidsen" (sic!)

Jamen seriøst! jeg kan faktisk 10000 gange bedre lide Niels Franks produktion end (osv.)

Og måden inf. (Skyum) behandler Franks seneste bog skuffer mig seriøst. Hvilken måde? (spørger De måske). Jo, for det første anmelder Skyum bogen fordomsfuldt.

Og for det andet skynder inf. at fjerne Skyums anmeldelse af Franks bog fra Litteraturoversigten i det sekund nogle forfattere (berettiget) kommenterer Skyums fordomsfuldhed.