»For at tro på grænseløs vækst i en begrænset verden, må man enten være skør eller økonom«
Kenneth Boulding, fremtrædende britisk-amerikansk økonom, 1910-1993
»Mindst 99 pct. af moderne, neoklassiske økonomer tror på vækst i al evighed«
Herman Daly, tidligere seniorøkonom i Verdensbanken, 10. feb. 2010
Den menneskeligecivilisation har kun levet i en mærkbart voksende økonomi i 200 år. Økonomisk vækst har kun været et officielt mål i godt 50 år. Alligevel opfattes grænseløs vækst som en naturlov. Ved ethvert tegn på afmatning opstår øjeblikkeligt eksistentiel, kollektiv angst, og alle sejl sættes til for at bringe os tilbage på det vante vækstspor. Sådan som det p.t. foregår med økonomiske hjælpepakker og appeller til forbrugerne om at svinge kreditkortet. Enhver politiker, der vover at tale væksten midt imod, er prompte marginaliseret, og derfor gør ingen det.
Som bl.a. økonomen Herman Daly påpeger, så ville væksten kun kunne opretholdes langsigtet, hvis økonomien udfoldede sig i et åbent biofysisk system, hvis økonomien i sit indhold var immateriel, eller hvis termodynamikkens love afslørede sig som forkerte. Ingen af delene er tilfældet, og derfor er langsigtet vækst uden grænser en umulighed.
Problemet er, at den gældende økonomiske model - 'kapitalistisk markedsøkonomi' - er karakteriseret ved den mærkværdighed kun at kunne skabe samfundsmæssig stabilitet ved selv at vokse: Beskæftigelsen, velfærden, virksomhedernes stabilitet forudsætter, at økonomien selv ekspanderer. Nulvækst - at økonomien opretholdes på det aktuelle niveau - er ikke en mulighed. Kapitalistisk markedsøkonomi kan ikke stå stille - vokser den ikke, falder den og udløser krise.
Information har iartikelserien 'Drømmen om en ny økonomi' rapporteret fra en aktuel konference i Barcelona, hvor fagfolk og aktivister fra 40 lande diskuterede disse dilemmaer samt mulighederne for at bryde med en grænseløs økonomi, der i disse år afslører sine begrænsninger i form af global klima- og miljøkrise, voksende global ulighed samt manglende menneskelig trivsel. I andre sammenhænge diskuterer andre sagkyndige det stadig mere uholdbare, at en økonomi, der ikke længere kan honorere vækstkravet via traditionelle, materielle produktioner, i stigende grad må basere væksten på uigennemskuelige, virtuelle produkter af typen derivater
, futures, optioner, swapsog andre finansielle mærkværdigheder, der kan forsvinde som dug for solen, hvis tilliden til korthuset vakler.
Det opløftende ved disse diskussioner er erkendelsen af, at det ikke kan blive ved. Vækstøkonomien bliver stedse mere uøkonomisk qua sine voksende utilsigtede omkostninger og stedse mere krisebefængt qua sin afhængighed af den labile finanssektor. Bestræbelserne på atter at få gang i hjulene og genskabe noget, der ligner normalitet, er derfor ikke mere langtidsholdbart end at tisse i bukserne for at holde varmen.
Som illustreret i Barcelona er det faktisk ikke så svært at opregne forslag, der kunne bane vej for en
steady state-økonomi, en økonomi i ligevægt på bæredygtigt niveau. Forslagene omfatter:
Kvotehandelssystemer, der sætter rammer for anvendelsen af begrænsede ressourcer og udledning af affaldsstoffer
Grønne skattereformer, der hæver skatten på miljø- og ressourcebelastende aktiviteter og sænker skatten på arbejde
Regulering af den globale finansøkonomi og begrænsning af den fri kapitalbevægelse
Krav til bankerne om 100 pct. reserve for at dæmpe gældsætning og gengive staterne kontrol over pengestrømmene
Fremme af lokal produktion og handel via f.eks. grøn told eller højere transportafgifter
Revision af indikatorerne for udvikling, så BNP afløses eller suppleres med indikatorer for trivsel og bæredygtighed
Nedsat arbejdstid for lønarbejdet og stimulering af den pengeløse 'amatørøkonomi'
Stabilisering af befolkningens størrelse via frivillig familieplanlægning
Hvad der til gengæld ikke er så let at se, er, hvordan reformer som disse kan realiseres politisk. I dag er der næppe mange stemmer i hovedparten af forslagene.
I Barcelona advaredenogle mod at fokusere på væksten. Ligesom vækstfetichisme er farlig, kan modvækstfetichisme blive en blindgyde. Netop i erkendelse af at økonomi ikke er et mål i sig selv, blot et middel, er det bedre at fokusere på de konkrete miljø- og samfundsmål, der skal nås. Så vil det vise sig, hvordan den ledsagende økonomi kommer til at se ud. Andre svarede, at risikoen for at ende i nye blindgyder er stor, hvis man bevæger sig frem med halvt lukkede øjne og ikke tænker nyt på systemniveau.
Evident er, at tavshed og strudsepolitik fra toneangivende
mainstream-økonomer ikke længere holder. Herfra skal derfor lyde en indtrængende appel til hele det hjemlige kor af nu- og forhenværende økonomiske vismænd om at se udfordringen i øjnene og gå ind i debatten. D'herrer og den dame: Informations kronik- og kommentarspalter står åbne.
To formidable ledere på en dag!
Climate Game Changer
Can Cochabamba pick up where Copenhagen failed?
http://www.yesmagazine.org/blogs/sarah-van-gelder/climate-game-changer
Hollywood stars join politicians at Bolivia's 'cool' global warming summit
Evo Morales says talks will give a voice to world's poorest and encourage governments to be ambitious after Copenhagen
http://www.guardian.co.uk/environment/2010/apr/13/bolivia-climate-summit
http://robinhoodtax.org.uk/
Tobin skat nu, tak.
Jeg vil takke Jørgen Steen Nielsen for disse artikler og nu denne leder.
Og så et hjerte suk – tænk om Folketinget tog en debat om de økonomiske modeller og mulig ændringer af BNP målet. Tænk hvis vort Folketing gik i dybden med sådanne debatter i stedet for de uligelige debatter om burkarer , kamphunde ol.
Nu har jeg læst den igen. Mageløs sej leder! Det er vanvittigt spændende, om nogle af landets fremmeste økonomer tager handsken op. Endnu mere spændende er det hvorledes de øvrige nyhedsmedier vil reagere på så skarp en sag. Skulle der være en chance for, at den også trænger igennem på Christiansborg? Vi venter i spænding.
I debatten om peak oil tyder alt på, at vi står midt i dette, og man kan efterhånden nok have sine formodninger om at digerne inden for den nærmere fremtid bryder sammen så fx. den engelske eller amerikanske (USA) regering kryber til korset og nødtvungen indrømmer, at der muligvis er noget om snakken, og at de vil nedsætte en grundig og langsomtarbejdende kommission for at få rede på sagen. Her er der bestemt brug for langsom tilvænning, da børserne ville krakke hvis dette kom alt for brat for en dag. Flere kilder tæt på den amerikanske regering antager, at der kan blive oliemangel allerede 2012-15 (stigende efterspørgsel og faldende udbud). Det korte af det lange er, at vi kun har ganske kort tid til at omstille økonomien til bæredygtighed. Kommer vi for sent, bliver vi sat over for det uhyggelige valg mellem at køre videre på tarsand, olieskifer, extra heavy fuel, klathrater (methan) og det sidste kul eller at lade økonomien (læs: hele samfundet) krasje for at undslippe klimakatastrofen. Det må være nu, vi skal diskutere hvad vi skal stille op. Senere vil være alt for sent.
Nogen burde oversætte lederen til engelsk, så vi kunne få spredt den uden for denne ravnekrog. Det ville måske give en og anden ledeskribent verden om blod på tanden.
"Kvotehandelssystemer, der sætter rammer for anvendelsen af begrænsede ressourcer og udledning af affaldsstoffer
Grønne skattereformer, der hæver skatten på miljø- og ressourcebelastende aktiviteter og sænker skatten på arbejde
Regulering af den globale finansøkonomi og begrænsning af den fri kapitalbevægelse
Krav til bankerne om 100 pct. reserve for at dæmpe gældsætning og gengive staterne kontrol over pengestrømmene
Fremme af lokal produktion og handel via f.eks. grøn told eller højere transportafgifter
Revision af indikatorerne for udvikling, så BNP afløses eller suppleres med indikatorer for trivsel og bæredygtighed
Nedsat arbejdstid for lønarbejdet og stimulering af den pengeløse ‘amatørøkonomi’
Stabilisering af befolkningens størrelse via frivillig familieplanlægning"
Et godt sted at starte diskussionen om økonomien.
"Hvad der til gengæld ikke er så let at se, er, hvordan reformer som disse kan realiseres politisk. I dag er der næppe mange stemmer i hovedparten af forslagene."
Nej, den her sag kan vist kun ordnes nede fra og op - op ad bakke, mens vi rutcher ned af den stejle kurve efter peak oil.
Hvem blokerer for en ”Efter Væksten” ?
Af Troels Schmidt
Forudsætningerne for et demokratisk skift til en bæredygtig global økonomi er at befolkningerne har forstået problemet og evt. løsning på den omfattende aktuelle verdenskrise.
Derfor er Barcelona konferencen, som for mig er enormt opløftende, et tiltrængt håb om en bedre verden. Skønt!
Vi får bl.a. at vide at bør undgå en overdreven fokus på vækst og modvækst. Vi må søge en bredere forståelse end hidtil og finde den globale helhed.
Men desværre er en væsentlig faktor totalt overset i disse nødvendige og vidunderlige diskussioner, nemlig: Hvem og hvad blokerer aktivt for en fremtidig ”happy planet”?
Den aktuelle og vordende magtelite
»Krige starter som konsekvens af mangelfuld information hos parterne. I dag fører vi krig mod miljøet som konsekvens af forkerte informationer om væksten,« siger Roefie Hueting. (BNP: Så glem det dog, Information . Oprettet 12. april 2010)
Men der er mindst to kildetyper til oplysninger:
”Informationer” som undergraver reele oplysninger om tingenes tilstand. Og
Reele informationer om en magtelites de facto muligheder for selv at overleve med fortsat vækst trods alle følgevirkninger på planeten af en sådan udvikling.
En egoistisk og grådig magtelite kan, af følgende grunde være ligeglad med velfærd for alle mennesker og alle dyr:
Når al olie er opbrugt kan investorerne bare flytte deres enorme overskud over i en anden branche. Det ville give god økonomisk mening, idet en form for grænseløs økonomisk vækst vitterlig fortsat står åben for de grådigste. Hvordan det?
Jo, for videnskaben er allerede i dag i stand til at kultivere bakterier til frembringelse af alle de næringsstoffer mennesket har brug for. F.eks. kan menneskets afhængighed af dyr, som føde eller som kæledyr, forsvinde totalt. Menneskets egen overlevelse, helt uden andre dyr end sig selv, er en de facto bioteknologisk mulighed.
Derfor kan en egoistisk og grådig magtelite faktisk fortsætte som hidtil. Eneste forudsætning er at man bevidst eller ubevidst acceptere, passivt eller aktivt, at mennesket bliver en slags ”Palle alene i verden”.
Det er nok værd at bide mærke i at risikoen ved at nedtrappe vores afhængighed af olien kan være, som når en stofafhængig reagerer voldsomt, hvis man afskærer dem fra deres fix. Det kan være en advarsel til os alle om hvad USA kunne finde på af krigsmæssig art når manglen på olien intensiveres og gode folk som dem på Barcelona konferencen intensiverer de fleste mennesker på kloden til aktivt at deltage i kampen for en bedre verden for alle.
Måske skulle vi bare overgive os selvom det kan ende med et monstersamfund baseret på rent magt, grådighed og økonomisk begær som drivkraft. Personligt ville jeg hellere dø end at "leve" i helvede.
Alt dette er desværre muligt til trods for at Herman Daly påpeger: ”... derfor er langsigtet vækst uden grænser en umulighed.” (Informations leder d. 15. april 2010) Jeg ville ønske Daly havde ret!
Kan ikke forestille mig et væsentligere indlæg i tidens debat end det, som jsn skriver i dag. Det burde læses op fra folketingets talerstol i morgen. Det burde læses op fra enhver prædikestol på søndag. Det burde fortælles fra ethvert kateder (evt. i fortyndet form) efter næste frikvarter og frem for alt på steder, hvor folk (der går for at have forstand på økonomi), samles.
Det sker ikke, og hvad så? Jeg har tilmeldt mig en modvækstgruppe i NOAH - for, når der ikke sker noget oppefra, må det komme nedefra. Hva' fa'en skal man gøre? Det er jo fuldstændig vanvittigt, at politikerne ikke fortæller befolkningen det, de burde fortælle. På den anden side vil vælgerne ikke høre sandheden, og derfor kan politikerne ikke sige sandheden, hvis de ville. Svend Auken prøvede lidt i sin tid.
At jsn bliver ved med at slå i dynen er rent ud sagt fantastisk.
De to seneste kriser er karakteriseret ved bobler og virtuel vækst: Dot.com-krisen for 10 år siden skyldtes opblæsning af virtuelle it-værdier, og den seneste finanskrise skyldtes opblæsning af virtuelle ejendomsværdier.
I det bestandige krav til højere bundlinje har kapitalismen i sin globaliserede alderdom fået indopereret en pace-maker i form af virtuel boble-vækst.
Et forslag til en ny boble-vækst kunne derfor være at placere en guldkalv i Sdr. Omme, hvis ejerskab så blev spredt på mange aktier noteret på alverdens fonds-børser.
Boble-væksten kunne så sikres ved kursstigning på disse aktier - på samme virtuelle måde som kursstigningerne på dot.com-aktierne og stigning i huspriserne. Kursstigningen på guldkalv-aktierne ville generere øget købekraft, øget produktion og vækst ned gennem hele systemet - og alle ville kunne svinge kreditkortet.
Lige indtil aktierne på guldkalven begyndte at falde, og krisen indfandt sig og socialiserede tabene i form af statslige hjælpepakker til dem, der var "too big to fall". Dvs. de mange skulle betale til de få - men pyt med det, for alle stater og aktie-børser var indstillet på hurtigst at skabe ny vækst.
Om væksten er baseret på en dot.com-boble, en huspris-boble eller en guldkalv i Sdr. Omme, er vel hip som hap - bare kreditkortet kan gløde i en periode.
Dette er debatten vi mangler i dansk politik,.
"ligesom vækstfetichisme er farlig, kan modvækstfetichisme blive en blindgyde. Netop i erkendelse af at økonomi ikke er et mål i sig selv, blot et middel, er det bedre at fokusere på de konkrete miljø- og samfundsmål, der skal nås."
Resurse Baseret Økonomi, går netop ind og varetager miljøet og samfundet før alt andet er relevant.
Vi kan aldrig redde miljø og samfund med penge men med viden og teknologi kan vi styrke den og bevare den, vækst i det uendelige kan kun foregå i naturen, aldrig med midler som penge, der reguleres af love og regler og smarte tricks og politiske overbevisninger, der igen styres af følelser, kunne det tænkes at demokratiet her i, har spillet sig selv fallit?
Måske gaber politik overfor meget ansvar i forhold til hvor gavnligt alt afgøres pr stemmer som ikke har noget at gøre med viden og fornuft for samfundet?
Måske netop hele stemme processen i demokratiet er med til at underminerer vores muligheder for at undgå kriser opstår da politik drives på følelser i dag for at opnå stemmer og ikke på viden og fornuft for hvad gavner os alle bedst og derfor har vi disse krise tider, igen og igen og igen akkurat som i vores personlige relationer til hinanden, hvor følelser også styre samværet.
Med andre ord hvor følelser styre vil der altid opstå kriser og blindegyder, så derfor burde vi måske også kigge på vores demokrati, og se om der er andre måder at regulerer til alles bedste på, gennemsigtighed er klart en metode for at skabe tillid og fællesskab på, uden gennemsigtighed kan man tale og tale og føle sig frem igennem meningsmålinger nok så meget, men hvad godt hjælper det når resultatet i længden er destruktivt for alle?
Jsn’s glimrende artikler fra Barcelona-konferencen illustrerer, hvordan vækst skaber problemer. Paradoksalt nok sker dette i en tid, hvor kapitalismen samtidigt har problemer med at skabe vækst. Her tænkes ikke specifikt på den aktuelle krise, men derimod kapitalismens udvikling de sidste ca. 30 år.
Kapitalkravene til de kapitalistiske økonomier er blevet så store, at der skal genereres endog særdeles solide bundlinjer for at de store investeringer kan give tilfredsstillende afkast. Dette betyder, at ”almindelig” materiel vækst ikke er tilstrækkelig.
Derved er finanssektoren kommet på banen, og er blevet en afgørende vækstkatalysator gennem de mange finansielle produkter.
F.eks har finanssektoren spillet en dominerende rolle ved de to seneste vækstperioder og efterfølgende kriser:
Dot.com-krisen for 10 år siden skyldtes opblæsning af virtuelle it-værdier, og den seneste finanskrise skyldtes opblæsning af fiktive ejendomsværdier.
Boblen af hhv dot.com aktierne og huspriserne har været den motor, som de sidste 10 år har givet kapitalismen en kraftig vækst, men samtidig også indbyggede kriser.
Vi venter nu på, hvordan kapitalismen igen skal komme ind på vækst-sporet. Hvad bliver den nye vækstgenerator? Er det Kina/Indien? En endnu større våbenproduktion? Eller en helt ny boble?
Men desværre bliver Barcelona-konferencens synspunkter ikke inddraget. Vi kan blot i første omgang håbe, at der gennem diskussion kan opnås erkendelse for vækstens grænser, jf jsn’s ” indtrængende appel til hele det hjemlige kor af nu- og forhenværende økonomiske vismænd om at se udfordringen i øjnene og gå ind i debatten”
Ja! Hvorfor debatteres nulvækst ikke seriøst overalt i det politiske rum ???
pssst............glem ikke den private ejendomsrets ukrænkelighed
For Europas og Nordamerikas vedkommende ville vi måske allerede være tæt på nulvækst på nogle områder, hvis ikke Kinas og Indiens ekspansion "trak op" på produktionssiden, mens indvandring fra den øvrige verden er det som får befolkningerne til at vokse.Hvad der kommer i stedet for det "ekspanderende" samfund vi har kendt er et åbent spørgsmål.
Vi er blevet opdraget til, at vor værdi som borger kan måles, kan måles kvantitativt på indtægt, og vi fortsætter til graven i forsøget på at overbevise vore omgivelser om, at vi har præsteret noget, at det vi præsterer kan vises, at det hele går op i målet for vækst i goder og forbrug, som anboen kan se gennem sit køkkenvindue.
Melder vi os så ud, holder op med at arbejde i protest, så er vi tabere, uanset hvor mange og hvor velmente argumenter man begrunder det med.
Budskabet om at denne verdens største trussel er dens egne vækstidealer er lige så ilde set, som en bevidst arbejdssky, der har meldt sig ud af selvdestruktionen. Jeg taler af erfaring.