Leder

Vulkanskyen over Wall Street

Debat
20. april 2010

Detaljerne er indviklede, men substansen er faktisk enkel - et klassisk svindler-trick (hvis anklagerne ellers holder): Storbanken Goldman Sachs lod en enkelt investor, hedgefund-stjernen John Paulson, udvælge en pulje af risikable boliglån, som Paulson derefter satsede imod, mens Goldman solgte lånene videre til en stribe investorer og glemte at fortælle, hvordan de var udvalgt eller hvorfor. Kort sagt så lod Goldman ræven vogte gæs og glemte at fortælle gåseejerne, at det var sådan, det hang sammen. Resultatet blev en milliardgevinst til Paulson og et ditto tab til investorerne, da USA's boligmarked kollapsede kort efter.

Fredag førte netop denne handel, kaldet Abacus, til et sagsanlæg fra USA's finanstilsyn. Flere sager er formentlig på vej, måske mod Goldman igen, måske også mod andre banker, der angiveligt deltog i lignende handler: Deutsche Bank, UBS mfl.

I finanssektoren ramteGoldman-sagen som en bombe, eller med magasinet Economists ord som en »vulkansky« over Wall Street. På én dag tabte banken over 10 pct. eller godt 12 mia. dollar i værdi, og der er helt givet udbredt skadefryd derude. Goldman kan ende med en gigantbøde og endnu værre: Den kan miste kunder og anseelse. Både den britiske og tyske regering forbereder nu egne undersøgelser og den britiske premierminister, Gordon Brown, taler sågar om »moralsk fallit.«

Mange har formentlig længtes efter at se den ellers usårlige Goldman-kæmpe tage sin del af slaget. Banken har i årevis været Wall Streets beundrede og også ret irriterende evindelige vinder og har også (indtil nu) redet finanskrisen af uden ret mange skrammer, økonomiske i hvert fald. Anderledes ser det ud med bankens image, som er blevet noget flosset de senere år. I en legendarisk artikel omtalte magasinet Rolling Stone banken som »en gigantisk vampyr-blæksprutte, der har greb om menneskeheden og udsuger alt, der lugter af penge«. Og i stort set alle medier, nationale som internationale, har der været spekulationer om Goldmans politiske indflydelse og rolle i andre selskabers nedtur.

Banken har forsvaret sin succes med, at den netop løb mindre risici end konkurrenterne og investerede klogere. I sagen om Abacus kan man desuden indvende, at der skal to til en handel, og at taberne var europæiske banker og professionelle investorer, som selv burde have vurderet købet.

Nu spekuleres der ivrigt i konsekvenserne: kan sagen fælde Goldmans topledelse, trække andre med ned? Hvis der er finansfolk, som gnækker af fryd ved tanken om et blåt øje til vindertyperne, så er der formentlig endnu flere, der frygter for effekten. For efter et års tid med panik, gigantiske statslige redningsaktioner og spektakulære undskyld-seancer, så skiftede Wall Streets banker i fjor tilbage til en velkendt strategi: Lagde angeren på hylden, gav sig igen til at uddele gavmild bonus og modarbejde ny regulering med alle midler. Stod det til Wall Streets storspillere, så kunne alt fortsætte som før, forstod man, for er der noget, som kan give amerikanske finansfolk søvnløse nætter, så er det tanken om det, de opfatter som overdreven statslig indblanding.

Opgaven med at rydde op uden at kvæle det spirende opsving har hele tiden været et svært dilemma for USA's centralbank og Obamas regering. Efter at have holdt bankerne i live med kunstigt åndedræt og milliarder af skattekroner har ingen interesse i at sende dem i gulvet igen. Derimod har både Washington og vælgerne interesse i at få vedtaget god konstruktiv lovgivning, som kan lægge bånd på den overdrevne risikovilje, så en lige så dyb og kaotisk krise aldrig opstår igen.

Hvem der vinderi retten er et åbent spørgsmål, og Goldman har svoret at forsvare sit navn og sine ansatte til det sidste. Men for Obama og demokraterne kommer sagen belejligt, netop som slaget om finansreformen går ind i sin afgørende fase i senatet. Præsidenten har meddelt, at han vil bruge sin vetoret, hvis en ny reform ikke regulerer det såkaldte
'derivatives'-marked, dvs. netop markedet for kreative og komplekse finansprodukter, som Goldman-sagen også handler om.

Midt i et valgårog midt i et svagt men spirende økonomisk opsving, kan det være fristende for Washington og for politikere kloden rundt at slække lidt på kravene til ny kontrol, for i stedet at håbe på ny vækst og nye jobs i en fart. Det er imidlertid helt afgørende, at de - og vælgerne - holder fast i lektien fra 2008: Aldrig mere finanskrise. Der er ingen grund til at overregulere, der er grund til at være på vagt overfor populisme, og der er helt givet risici ved dysfunktionel regulering. Men bankerne var ikke bange for ekstreme risici på boligmarkedet for et par år siden. Nu er tiden kommet til at acceptere de risici, der følger med, når der skal ryddes op efter festen. For nok ønsker de fleste regeringer og vælgere formentlig vækst igen, men denne gang skulle det helst være den reelle og bæredygtige version. with

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her